Det er ikke meget konkret kulturpolitik, der bliver ført i denne valgperiode – altså lige bortset fra det, der er coronarelateret (og tak for det!), så bliver det mest til luftige vendinger om, at kulturen skal ud til alle – i hele landet.
Konkrete visioner om, hvordan alle danskere så rent faktisk skal opleve, at kunst og kultur er en mulighed for alle, er i restordre hos stort set alle Folketingets partier. Til trods for at fraværet af kulturoplevelser under nedlukning på nedlukning har vist, at danskerne savner deres koncerter, teater, museer og biografer, når dørene er lukkede, så har den erfaring ikke affødt nævneværdige forandringer i partiernes måde at føre kulturpolitik på.
Det er dumt, fordi kulturpolitikken kan noget, som ingen andre politikområder formår. Den kan nemlig få mennesker til at diskutere, uden at tonen bliver så rædselsfuld, at flertallet simpelthen ikke orker at deltage.
Retorik fra krigens verden
Lige nu er mange politikere bekymrede over tonen på de sociale medier. Med god grund. For så snart talen bevæger sig omkring politik, hvæsses tastaturernes knive, og der bliver råbt og skreget og lyttet meget lidt. Debatten antager lynhurtigt karakter af en kampscene, hvor vi bliver nødt til at se hinanden som modstandere, for at logikken skal gå op. Den retorik, vi bruger, henter vi også fra krigens verden; vi slås, kæmper, stikker knive i ryggen, kaster bomber og dæmoniserer vores modstandere. Vi leder efter det, der skiller, i stedet for at søge efter steder, hvor vi kan mødes.
Sådan taler mennesker sjældent til hinanden, når vi taler om kultur. Kulturens domæne inviterer til refleksion og gensidig respekt på helt anderledes vis, end når vi debatterer fordelingspolitik eller ligestilling. Alene af den årsag har kulturpolitikken potentiale til at være et område, hvor nogle af de demokratiske samtaler, som de fleste politikere efterlyser, rent faktisk kan finde sted på måder, hvor vi evner at bygge bro i stedet for at grave kløfter.
Det eneste parti, som for længst har forstået, at det er muligt at have samtaler med hinanden om (kultur) politik, er Dansk Folkeparti, som dygtigt har set, at en aktiv og konkret kulturpolitik er en effektiv måde både at bedrive værdipolitik på og samtidig opnå offentlighedens opmærksomhed og bred debat.
Tænk blot på forslag som dem om, at offentlig filmstøtte kun måtte gå til dansksprogede film, og at brugen af fremmedsprog på videregående uddannelser skulle begrænses mest muligt. De forslag blev til livlige debatter, også om et sprængfarligt emne som indvandrerpolitik. Selvfølgelig var der voldsomme meningstilkendegivelser også i den debat, men slet ikke så ødelæggende, som hvis diskussionen var begyndt med udgangspunkt i integration.
De øvrige partier har alt for længe givet DF frit slag til at bruge kulturen som afsæt for vigtige samtaler. Lige nu har DF vist travlt med noget andet, så banen er fri. Og hvis vi skal tro på, at de mange panderynkende udsagn om bekymringen om tonen skal følges af handlinger, så kunne samtalen meget vel begynde i kulturen.
