Kulturkommentar: Undskyld, hvilken guldalder er det, statsministeren taler om?

Statsminister Mette Frederiksen taler om den nye guldalder. Men hvis nationen skal træde ind i en ny tid, kræver det åbenhed, skriver Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg er museumsdirektør for Enigma – Museum for post, tele og kommunikation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg tror, vi har potentialet for en ny guldalder«.

Ordene er statsministerens. De er blevet en af de faste sætninger, der ligger og rasler i posen med floskler, som taleskrivere på Slotsholmen ryster, når statsministeren skal sige ord. De blev sagt som velkomst, da landets nye kulturminister blev udnævnt på Amalienborg Slotsplads, og de kørte på repeat, da landets elite var samlet til møde om »Fremtidens Danmark« for et par uger siden.

Ordet »guldalder« gør noget godt. Det har både statsminister og taleskrivere for længst forstået, og derfor har de ophævet det til en evergreen. Guldalder varsler nemlig guld og grønne skove. Og hvem gad ikke godt leve i guldalderen? Nok en hel del flere end dem, der drømmer om at leve i den sorte middelalder!

Men hvad dækker ordet guldalder egentlig over, og hvad er det, vi kan forvente, når landets øverste politiske leder fra sin høje udkigspost øjner en gylden tid nærme sig i horisonten?

I Danmark benævner vi i dag første halvdel af det 19. århundrede den danske guldalder. Det gør vi, fordi de årtier var præget af kollektiv fremgang inden for ikke bare kunst, men også videnskab, erhverv, politisk tænkning og samfundsudvikling. Anslaget var godt nok en statsbankerot, men så var tavlen ligesom visket ren, og perioden udfases på smukkeste vis af landets første demokratiske grundlov.

Den danske guldalder er også en tid, hvor kunst, videnskab og politisk tænkning fletter sig ind i hinanden. Naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted talte om »Aanden i Naturen« og beskæftigede sig særligt med krydsfeltet mellem videnskab og kristendom.

Danske billedkunstnere gik i takt efter landets første kunsthistoriker, N.L. Høyen, der opildnede kunstnerne til at male danske landskaber og nordisk mytologi i stedet for kun at rejse sydpå og forevige antikkens mytologiske figurer eller de pittoreske landskaber under sydens sol. Selvfølgelig fordi han var klar over kunstens – også – politiske og dannende potentiale. Top så lige det med skolepligt for alle danske børn, som på ganske kort tid løftede dannelsesniveauet gevaldigt!

Set i retrospekt giver det supergod mening at kalde netop de 200 år gamle årtier guldalder.

Men hvor er parallellen til vores egen tid? Hvor er det, statsministeren ser potentialet for, at lige netop vores årtier på jord om føje år vil være dem, som vores efterkommere kalder for guldalder?

Jeg har ærligt talt svært ved at følge tanken. Ikke at jeg ikke gerne vil drømme sammen med statsministeren. Men i min drøm går den slags håb hånd i hånd med konkrete tiltag, der netop understøtter og fremelsker miljøer, hvor samfundets forskellige områder mødes og krydsbestøver hinanden.

For kunsten og kulturens vedkommende ville det betyde, at det politiske Danmark inviterer kunstens og kulturens perspektiver med om bordet, når vi taler om samfundets byggesten.

Den gamle guldalder var rundet af en åbenhed for det ukendte. Hvis vi vitterligt skal tro på, at vi står på tærsklen til en ny, så er den åbenhed ganske simpelt en forudsætning.