Savner du nyheder fra kulturens verden i din nyhedsflade? Hvis du kan svare ja, kan du lige nu tilslutte dig en underskriftsindsamling, som en gruppe kulturaktører har sat i værk.
Deres mål er, at efterårets politiske forhandlinger om et nyt medieforlig tager dette ønske i betragtning, så vi fremover vil se, at kulturen bliver en del af nyhedsformidlingen på de to danske public service-kanaler, DR og TV 2.
Der er meget godt at sige om det forslag. For selvfølgelig giver det mening, at de licensfinansierede tv-kanaler også forholder sig til kulturen i deres daglige nyhedsdækning. Svaret fra de to kanaler vil sikkert være, at det gør de skam allerede. Og deri har de faktisk ret. For ikke sjældent lukker en nyhedsudsendelse med et indslag fra kulturens verden.
Det kan være en historie om en kommende forestilling på et teater, en udstilling, som åbner om lidt, eller en film, der er ved at blive optaget. Så langt, så godt.
Ser man derimod på, hvordan historierne fra kulturens verden behandles, så er der tale om historier, som man groft sagt kunne kalde »små, glade nyheder« uden kant, og yderst sjældent nogle, som har været underlagt en kritisk journalistisk tilgang.
I stedet bliver kulturstoffet til et lille, positivt svirp med halen i enden på en nyhedsudsendelse, som har været fyldt af alvorstunge nyheder fra ind- og udland. Så kan seerne rejse sig fra sofaen og sætte kaffevand over med en følelse af, at godt nok er verden af lave, men der er også gode, rare ting i vente.
Som nu den forestilling, udstilling eller film, vi så fine billeder fra.
Røven på komedie
Vi skylder kulturen mere end at behandle den som en glad lille slutnote. Selvfølgelig burde vi behandle kultursektoren seriøst, præcis på samme måde som vi gør med sundhed, udenrigsstof og indlandspolitik. Det vil kræve, at redaktionerne på nyhedsudsendelserne går til kulturstoffet med samme alvor og ærefrygt, som når det gælder afdækning af svigt på plejehjem eller en kommunes læk af CPR-numre.
Modstandere vil helt sikkert sige, at kulturen er et af de stofområder, som får mest opmærksomhed i medierne. Også det udsagn er sandt. I de trykte medier ofte endda med helt egne sektioner.
En gang imellem finder en historie fra kulturverdenen vej til kritiske journalisthænder, men det sker oftere i den skrevne presse end på tv. Når det kommer til nyhedsdækningen på tv, bliver stoffet stort set kun underlagt kritisk journalistik, når nogen skal have røven på komedie.
Men hvorfor egentlig det? Hvorfor betragter nyhedsredaktionerne ikke kulturstoffet som vigtigt nok til, at også det skal ransages og behandles på samme måde som alt andet i vores samfund? Meget kultur er støttet af offentlige midler. Alene af den årsag burde det kritiske blik hvile tungt på os.
At kulturen også beskæftiger sig med samfundstematikker og lægger arm med nogle af livets store spørgsmål burde også kalde på journalisters lyst til at få perspektiv og refleksion ind i deres dækning. Endelig ved vi, at kulturen har relevans for de fleste danskere. Og alene det er vel grund nok.
