Kulturkommentar: Nej, onlinemøder er generelt ikke særlig smarte

Den udbredte overfladiskhed har fået vind i sejlene med de sociale mediers tilbud om overspring og multitasking. Men den gør det svært at være dyb og omsorgsfuld, skriver Kresten Schultz Jørgensen i denne kulturkommentar.

Kresten Schultz-Jørgensen er CEO hos virksomheden Oxymoron Communications. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg læser korrektur på denne klumme, mens jeg deltager i et Teams-møde og sms’er med min søns fodboldtræner.

Må man godt det? Ja, er du sunshine. Man kan også høre podcast i skoven, læse mødebilag til et forældremøde, høre musik når man arbejder, være på Twitter i biografen og fotografere sin middag fra alle vinkler. Overfladiskheden er tidens tegn.

Vores folkevalgte politikere bruger typisk 4-5 timer dagligt på Twitter og Facebook. Det står sort på hvidt i et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet, og det går da rigtig godt for dem, ikke sandt?

Overfladiskheden handler om to ting: At have gang i mange ting samtidig. Og bruge overfladiske medier. Et overfladisk medie transporterer bare informationer og data, et dybt møde giver mulighed for eftertanke og reel dialog.

Et eksempel: Teams-møder, Zoom og shit, det er da smart, ikke? Så kan man sidde der i slips og underhylere.

Nej, onlinemøder er generelt ikke særlig smarte. De fungerer, når børnebørn skal sende fingerkys til farfar, eller når man skal udveksle noget info med en kollega i Frankfurt og gerne vil spare flyturen.

Men sandheden er, at kommunikation mellem mennesker er ekstremt afhængig af den ubevidste aflæsning af alle kroppens signaler. Dét kan man ikke på Teams, hvor alle signaler er pixeleret til ukendelighed for at spare båndbredde i transmissionen.

Konkret betyder det, at vores underbevidsthed er på overarbejde efter blot få minutter. Der sidder vi med vilde øjne, effektive på en overfladisk måde.

Min pointe er naturligvis, at når det handler om kvalitet i både samvær og arbejde, ja så er overfladiskheden et af de største kulturproblemer i det moderne samfund. Vi vil alting på samme tid.

Hyperaktiviteten er nem i momentet, men den efterlader os med tomme relationer og sjusket arbejde. Møder, der er spild af tid, fordi ingen hører efter. Samtaler, der er tabt på gulvet. Tekster, der er skrevet slapt og upræcist.

Overfladen er nem, dybden kræver ro, umage, eftertanke.

Ny vind i sejlene

Måske er det derfor, at overfladiskheden har fået vind i sejlene med de sociale mediers overfladiske tilbud om overspring og multitasking.

Det er straks sværere at være dyb. At tvinge mylderhjernen til stringent tænkning. At finde en kreativ løsning. At involvere sig i en dyb samtale, hvor man lytter efter, hvad de andre egentlig siger.

Man kan kende de dybe mennesker, når man møder dem. Det har intet at gøre med intelligenskvotient, det handler om fokus. Måske ekspederer de i en tøjbutik, måske er de jurister i Østre Landsret. Måske er de håndværkere, kokke eller musikere.

Dybe mennesker gør ofte et stort indtryk på os andre. Som et nærvær i momentet. Man kan mærke, at de er til stede som omsorgen for detaljen, et særligt håndelag.

Nærvær giver dybde og kvalitet.

Mit eget fag er kommunikation. Det er da dybt overfladisk, ikke?

Nej, ikke nødvendigvis. Kommunikationen skaber både ro og støj, og den er på spil for os alle sammen, altid. Den er det vand, vi svømmer i, som den canadiske filosof Marshall McLuhan engang sagde.

Vi vælger selv, kunne han have tilføjet, hvornår vi dykker dybt.