Kulturkommentar: Kulturens publikum bliver mere aktivistisk

Kulturlivet er dybt afhængigt af samarbejder med fonde og erhvervsliv. Det kan dog blive meget dyre penge at modtage, skriver Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg er museumsdirektør for Enigma – Museum for post, tele og kommunikation, og hun er blandt andet uddannet cand.phil. i kunsthistorie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Normalt opfører publikummer på kulturinstitutioner sig ordentligt. De holder afstand, går stille og råber ikke.

Altså lige indtil de ikke gør det længere.

For en månedstid siden blev det meget velbesøgte Science Museum i London besat af en gruppe klimaaktivister. De var vrede og protesterede mod museets sponsoraftale med fossilgiganten Shell.

Aktivisterne krævede, at museet, når det formidler historien om eksempelvis klimaforandringer, gør det på en »ærlig og realistisk måde« og ikke med hensyn til, hvordan dem, der betaler gildet, helst ser historien udlagt.

Også Englands mest besøgte museum, Tate Modern, mærkede aktivismen, da demonstranter i 2015 smed 224.000 falske britiske pund ud i museets udstillingssale. Beløbet var det, som Tate hvert år i perioden fra 1990 til 2006 har modtaget i sponsorat fra endnu en fossilgigant, BP. På Tate medførte protesterne, at det årti lange samarbejde med BP ophørte.

De to museer har det til fælles, at de i mange år har modtaget sponsorstøtte fra en industri, som ifølge mange bærer et tungt ansvar for klodens klimakrise. De to museer har også det til fælles, at en del af deres publikum har fået nok og nu begynder at reagere.

Også på amerikansk grund lever publikumsaktivismen i bedste velgående. De seneste måneder har projektet Strike MoMa således organiseret ti demonstrationer mod det, projektet kalder »giftig filantropi«.

Aktionen har indtil videre kostet museets bestyrelsesformand posten i kølvandet på afsløringer om, at formanden har støttet den dømte sexforbryder Jeffery Epstein økonomisk.

Den slags publikumsaktivisme vil vi helt sikkert snart at se på dansk grund. I Danmark suppleres offentlig støtte til kulturen også af virksomheder og fonde, og mon ikke nogle af os, som modtager økonomisk støtte fra private pengekasser skal ruste os til at være mere kritiske både i forhold til, hvordan de penge, som vi er så heldige at modtage, rent faktisk er tjent, men også, hvordan de virksomheder og fonde, som støtter kulturen, spiller på den etiske bane?

Det bliver en svær balanceakt. Kulturlivet er dybt afhængige af samarbejder med fonde og erhvervsliv, men det kan blive meget dyre penge at modtage, for de midler, vi bliver begavet med, suppleres selvfølgelig af salg af billetter til vores publikum.

I takt med, at vores gæster bliver langt mere kritiske forbrugere, som rimeligt nok vil forvente, at også kulturlivet manøvrerer efter et velkalibreret etisk kompas, vil det stille store krav til kulturinstitutionernes ledelser i forhold til, hvilke virksomheder og fonde vi samarbejder med.

Her er en oplagt sag for Kulturministeriet, som burde gå forrest og supplere de allerede eksisterende retningslinjer for god ledelse af kulturinstitutioner med etiske retningslinjer for, hvordan offentligt støttede institutioner skal forholde sig, når de modtager privat støtte som supplement til de offentlige midler.