Kulturkommentar: Ja tak, jeg vil gerne vælges, fordi jeg er kvinde!

Så længe, vi som samfund fortsætter med at vælge flest hvide mænd til samfundets topposter, går vi alle glip af meget, skriver museumsdirektør Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg er direktør på Enigma-museet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vores norske naboer vågnede forleden op til nyheden om, at landets tidligere statsminister Erna Solberg havde skiftet navn til Arne. Altså for en stund.

For sammen med en række fremtrædende kvinder havde Solberg valgt at ændre fornavnet på sine sociale medieprofiler til Arne. Der er nemlig flere topledere i Norge, der hedder Arne, end der er kvindelige, og kvinderne ændrede deres fornavne for at gøre opmærksomme på en struktur, som de mener, bør ændres. (I Danmark kan man blot skifte Arne ud med Lars).

Mens de i Norge skiftede navne, diskuterede vi i Danmark igen for og imod kvoter i bestyrelser. For til trods for, at der er lidt flere kvinder i toppen af dansk erhvervsliv i dag end for fem år siden, så går udviklingen stadig meget langsomt. Faktisk så langsomt, at vi først vil have en 40/60 procents fordeling i 2045. Hvis vi altså bare lader tingene gå deres gang uden nogen form for tvang.

Den nyudnævnte ligestillingsminister Trine Bramsen kastede sig hovedkuls ind i den kamp, da hun i den forgange uge meddelte, at S har roteret på en tallerken og nu faktisk støtter et EU-direktiv, som skal sikre mindst 40 procent af begge køn i bestyrelser for virksomheder med minimum 250 medarbejdere. Et direktiv, som S ellers har været imod i 10 år.

Og den melding gik ikke stille af. En hær af sure særligt kvinder gik straks i offentligheden med meldingen om, at de på det skarpeste vil frabede sig at blive valgt til, bare fordi de er kvinder. Foragten lyste ud af de konservatives Mette Abildgaard, da hun i bedste sendetid lod os vide, at »nej, tak«, hun ville finde det ydmygende, om hun blev valgt til på grund af sit køn.

Men hvorfor egentlig? Hun og mange andre bliver jo valgt fra, fordi de er kvinder.

Ja tak til regulering

De kvinder, der så passioneret er imod at lade sig vælge, fordi de er kvinder, plejer at sige, at de vil vælges på kvalifikationer. Selvfølgelig! Sådan skal det naturligvis blive – engang og helst snart. Men vejen derhen er desværre brolagt med en regulering, for det sker bare ikke af sig selv.

Og de harmfulde kvinder, som så stærkt frabeder sig positiv forfordeling på grund af køn, bør altså lige huske, at de er med til at forsinke en udvikling, som kan komme både dem selv og deres børn til gode.

Det handler ikke bare om retfærdighed. Det handler også om, at vi alle får gavn af talent og de perspektiver, som bredt sammensatte bestyrelser helt naturligt giver. Og her er det værd at huske, at diversitet ikke bare handler om køn, men også etnicitet, alder og fagligheder. Så længe, vi som samfund fortsætter med at vælge flest hvide mænd til samfundets topposter, går vi alle glip af meget.

Det ville klæde den yngre generation af harmfulde kvinder at tænke lidt på – om ikke deres medsøstre – så deres døtre og sådan set også deres sønner. Det er nemlig bundnaivt at tro, at vi bare en morgen vågner op til et ligestillet samfund.

Ligestilling handler i sidste ende om, at alle har samme muligheder. Og når vi åbenbart ikke kan finde ud af at skabe den forandring af frivillighedens vej, bliver vi altså nødt til at leve med en periode med kvoter.