Kulturkommentar: Har logikken i den klassiske Netflix-serie vænnet os til, at kunstneriske oplevelser skal handle om hurtig, effektiv afvikling?

Plot er fastfood – stemninger, situationer, ambience er de rigtige kalorier, skriver Kresten Schultz-Jørgensen, der opfordrer os kulturforbrugere til at gå mindre efter en strømlinet handling i bøger, film og tv-serier og mere efter de følelser og indsigter, der kan være med til at danne os som mennesker.

Kresten Schultz-Jørgensen er administrerende direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg har sommeren igennem været omgivet af mennesker, der hele tiden fortalte, at vi ikke måtte fortælle om slutningen på denne eller hin bog. Spoiler alert. Nogle blev ligefrem vrede, hvis man gengav løsningen på en banal krimigåde. Hold da op.

Så derfor et forslag om, at vi stiller lidt ind på litteraturens overdrevne plotfiksering.

Tendensen til, at romaner pinedød skal bygges op med en overordnet handling, der rummer konflikt, optrapning og en gerne overraskende løsning.

Hvis romaner gør det, og det gør flere og flere romaner, ja, så rives de ned fra hylderne og topper bestsellerlisterne.

Selv har jeg det omvendt. Når anmelderne skriver, at her er endnu en krimi med et raffineret plot eller ligefrem en eminent plotskrue eller et godt udført plot-twist, ja så ved jeg, at her er en bog, jeg næppe kommer til at læse.

Jeg er klar over, at det kan lyde som et overraskende synspunkt, men når det kommer til litteratur – og ganske ofte også for eksempel film, tv-serier, skuespil – forekommer handlingen mig sekundær. Den er blot indpakningen af dét, der i virkeligheden betyder noget: Stemninger, følelser, situationer.

Mit synspunkt er ikke et argument, som alle behøver være enige i. Jeg er heller ikke imod en spændende og overraskende fortalt historie. Men jeg vil gerne fremhæve som et faktum, at bøgernes dybe aftryk, dem oplever vi ikke gennem en hæsblæsende handling. Dem får vi gennem stemninger.

Forskningen beviser det. Læsning af skønlitteratur blot 10-15 minutter om dagen fører til en reduktion af stress og en dramatisk forøgelse af både empati og perspektiv. Men ikke al litteratur. Empatien trænes, når man udvikler sit følelsesregister, ikke sin overfladiske spændingsmuskel.

Man husker plottet kortvarigt. Man husker stemninger længe. Plot er fastfood  –  stemninger, situationer, ambience er de rigtige kalorier.

Eksemplerne er endeløse. Den store litteratur er ikke båret af handling, men af situationer. Hamsuns »Sult«, Johannes V. Jensens »Kongens Fald«, Martin A. Hansens »Løgneren«.

Selv genlæser jeg lige nu Viginia Woolfs »Til fyret«, et absolut hovedværk i det tyvende århundredes litteratur. På overfladen en flimrende roman uden anden handling end gennemlysningen af familien Ramsay, der er i sommerhus på øen Skye i Hebriderne.

Familien har logerende sommergæster, der blandt andet deltager i familiens middage. Og den yngste søn drømmer om at sejle ud til et fyrtårn i nærheden. Det er dét. Bortset naturligvis fra det afgørende: Portrætterne af den klassiske kvindetype, den opofrende Mrs. Ramsay, den dominerende (men også tilgivelige) far og sønnen, der igen og igen skuffes.

Eminent plotskrue? Det behøves ikke her.

Hvorfor så denne plotfiksering, der fylder mere og mere i nutidslitteraturen? Måske er det, fordi vi alle andre steder svømmer i et mediehav af plots, cliffhangers og spoiler alerts. Måske har logikken i den klassiske Netflix-serie vænnet os til, at kunstneriske oplevelser partout skal handle om hurtig, effektiv afvikling?

Eller måske er det, fordi konkurrencesamfundets og rationalitetens målorientering nu også er begyndt at gennemsyre litteraturen? I så fald vil jeg gerne minde om forfatteren Joseph Conrads klassiske beskrivelse af henholdsvis videnskabsmanden og kunstneren.

Den første driver verden frem med linerær, målorienteret tænkning. Den anden søger dybder i menneskets sjæl, som kræver en helt, helt anden tilgang.

Jeg tror ikke, at kunsten skal være målorienteret. Og jeg synes, at dansk litteratur er ved at udvikle en mellemstor plotfiksering.