Hvis kulturen skal bringes i spil i den forestående valgkamp, vil det kræve modige politikere

Kulturkommentar. Kulturen ligger lavt hos politikerne, og det er der en masse gode grunde til, skriver Jane Sandberg i denne kulturkommentar.

Jane Sandberg er direktør for Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lige så sikkert det er, at vi inden for det kommende år skal til folketingsvalg, lige så sikkert er det også, at kultur ikke bliver et emne, som flytter bare en enkelt stemme ved det valg.

Sådan har det nemlig altid været, og vi, der arbejder i kulturen, ved det godt. Resortet er for lille, der er for få penge involveret, og der findes ikke den kandidat, som vil risikere sine få medieminutter ved at tale om kultur, når ingen gider at lytte.

Bortset fra det med de få penge, så er der faktisk også andre gode grunde til, at slaget om stemmer og magt aldrig kommer til at slås i kulturens arena. Kig blot på de opstillingsberettigede partiers kulturpolitikker.

Eller – lad egentlig bare være. For du vil dårligt kunne skille dem fra hinanden. Ikke to partier er uenige om, at kulturen »binder os sammen«.

De mener også alle sammen, at den offentligt støttede kultur skal være for alle. No shit, Sherlock, selvfølgelig skal den kultur, der modtager støtte fra fælleskassen have som ambition, at den bruges af flest muligt. Og så er de fleste partier også rørende enige om, at det er vigtigt, at børn møder kultur helt fra en tidlig alder. Ikke så sært, at kulturpolitik ikke rummer debatpotentiale. Uenigheden har forladt bygningen!

Og når der ikke er en konflikt i sigte, er der heller ikke nogle medier, som har interesse i at udfordre kandidaterne på det område.

Bevares.

Nogle vil måske sige, at det nye parti Moderaterne har meldt ret markant ud. De har nemlig stillet i udsigt, at de – hvis de kommer til at forvalte magt – vil tilføre en milliard til kulturen og stopfodre vores unge med kultur ved at give dem et pas, som giver gratis adgang til kulturoplevelser. Men bare fordi noget er gratis, betyder det altså ikke, at det bliver brugt.

Det er gratis at gå på biblioteket. Men der er stadig mange, som aldrig stempler en bog ud af den grund. Hvis ideen om et kulturpas skal have effekt, så kræver det, at der også investeres i at ruste de unge med færdigheder, som gør, at de ikke føler sig fremmede overfor for eksempel billedkunst, litteratur eller dramatik.

At tro, at prisen er den vigtigste barriere for at unge bruger kulturen, svarer til at skære en flæskesteg i småbidder, vende den i pesto og sige, at nu er det blevet til tapas.

Hvis kulturen skal bringes i spil i den forestående valgkamp, vil det kræve modige politikere, som anerkender, at samtaler om kulturen har potentiale til at være afsæt for debat om værdier. Om hvordan, vi vil indrette vores samfund. Hvordan vi vil leve sammen og ikke mindst, hvilke drømme vi har for vores fælles fremtid.

Kunsten og kulturen kan sætte ord og billeder på visioner. Et spinkelt håb kunne være, at vi i valgkampen oplever politikere, som lader sig inspirere af litteraturens, billedkunstens og musikkens univers. Låner lidt fra kunsten, når de debatterer og tegner billeder af deres politiske mærkesager.

Kunsten taler til vores følelser, og følelser kan flytte stemmer. Ofte langt mere effektfuldt end vanlig politisk tågesnak.