Jeg skal love for, at en chefredaktør med hjørnekontor på Rådhuspladsen i denne uge fik travlt med at undskylde. For i hans avis blev bragt et fødselsdagsportræt af sangerinden Pernille Rosendahl, som i den grad udstillede, hvad det er, vi mener, når vi taler om hverdagssexisme.

I ved, de der små tegn på urimeligheder og forskelsbehandling, som rigtig mange synes, vi bare skal springe op og falde ned på. »Så slemt er det vel heller ikke,« synes at være standardsvaret. Eller »herregud, er du ikke lige lidt for sippet?«

Men nej. Det er hverken sippet eller »for meget« at gøre opmærksom på det absurde i, at en kvinde med en imponerende kunstnerisk karriere beskrives gennem sine mænd. Det er sådan set bare langt ude og pinligt. Vi, der gør opmærksom på den slags, er hverken sippede eller krænkelsesparate bare for en sikkerheds skyld.

Her skal vi luge ud

For det er lige præcis i de små hverdagssituationer, at vi skal begynde med at luge ud. I vores sprog, i vores humor, i vores hverdagsomgang med hinanden, hvor vi – hvis vi ikke bevidstgøres – bare gentager adfærd, som det ikke skader nogen at lave om. Men som skader mange, hvis vi bliver ved.

Fødselsdagsportrættet står langt fra alene. Det sker igen og igen, at vi er blinde for vinkler, som diskriminerer, nedgør og graver grøfter. Desværre er kløften mellem forskellige generationer meget tydelig særligt i problematikker, der handler om køn og etnicitet. Hvis ikke vi tænker os godt om og evner at lytte til og lære af hinanden, gør vi os skyldige i at skabe og acceptere et samfund og en offentlig samtale, som bare bliver mere og mere skarp og ubehagelig at være i.

Når nogle kaster buster i kanalen, og andre vælter statuer eller harcelerer over, hvordan vi omtaler vores fælles historie med et hvidt herremandsblik, så skylder vi at lytte. Selv oplevede jeg for nylig et ungt menneske udvandre fra en debat, fordi en debattør brugte et eksempel fra Pippi Langstrømpe til at illustrere en pointe. Debattøren spurgte, hvad vi skulle stille op med Pippis far – Negerhøvdingen. Hvad skulle vi kalde ham nu, og skulle bøgerne fjernes fra børneværelserne? Spørgsmålet var reelt og stillet i et ønske om at forstå, men alene ordvalget var dråben for den person, som vredt forlod lokalet. Det siger sig selv, at vi intet opnår, hvis vi ikke evner at skabe rum for den slags spørgsmål, og da slet ikke ved at smække vredt med døren.

Forleden var Milo Kinnock gæst i podcasten »Genstart«. Han fortalte om, hvordan det har været at være offentlig om noget meget privat – nemlig kønsidentitet. Kinnock sagde noget i retning af, at han ikke forstod, hvorfor man ikke bare kunne lade folk være glade og tilfredse med hvem, de nu engang er. Så simpelt. Så rigtigt. Og så er der vel egentlig ikke meget mere at sige om det. Altså bortset fra bland dig uden om, og ret ind, når du bliver opmærksom på, hvornår du selv gør dig skyldig i at gentage fortidens fejl og mangler.