Indrømmet, jeg har ikke set det første program færdigt, og jeg kommer næppe til at se de næste fem. Den store premiere, DRs seneste kultursatsning, er så pinagtig, mislykket, fornærmende, tåbelig og dårligt tænkt, at jeg får helt ondt af de medvirkende og af de litterære klassikere, der bliver maltrakteret undervejs. Da Manu Sareen i det første program løber ind på scenen og jamrer »Juliøøøøeeee!«, er jeg nødt til at slukke.
Konceptet bag Den store premiere er velkendt: Fire forudsætningsløse kendte skal lære et eller andet, i dette tilfælde at spille skuespil, og denne gang drejer det sig om fodboldspilleren Patrik Wozniacki, sangerinden Dorte Gerlach, svømmeren Jeanette Ottesen og tidligere politiker for de Radikale og Alternativet og pt. S-politiker Manu Sareen. Alle sympatiske mennesker, som har vist talent inden for deres område og måske gemmer på en form for skuespillertalent. Det sidste vil programmet afsløre, men jeg tror godt, jeg allerede nu kan sige, at nej, det gør de ikke.
Men tiden er løbet fra ironien og dilettanteriet, og »Den Store Premiere« viser hvorfor. Fordi det ikke er en kunst at være forudsætningsløs. Det er bare dårligt tv.
De kommer i mesterlære hos Thure Lindhardt, Sonia Richter, Anne Louise Hassing og Dejan Čukić og skal på en weekend lære det, der formentlig har taget skuespillerne i omegnen af 10.000 timer at lære. For ja, skuespil er et håndværk.
Venligt tænkt skal programmet vise os, at det at være skuespiller ikke er så nemt, som det ser ud, og desuden fordrer noget så sjældent som ægte talent, ligesom programmet også meget venligt tænkt kan ses som en introduktion til en håndfuld af vores væsentligste klassikere.
Men kære DR, vi er ikke født i går. Vi har været her mange gange før og oplevet forudsætningsløse kendte folde sig ud som dirigenter, kokke, dansere, musikere og kunstmalere, og vi har hørt dem fortolke digte, de ikke forstår, og tale om dramaer, de aldrig har læst. I dette tilfælde Shakespeares »Romeo og Julie«. Og heller ikke dengang kom der noget interessant ud af det.
Vi har også set dem fjumre rundt, mens de griner af sig selv og hinanden, fordi de slet ikke kan finde ud af at synge eller danse eller spille skuespil. Men det vidste vi jo godt. Måske grinte vi selv med for 20-30 år siden, da konceptet var nyt, men nu er det blevet ulideligt og uambitiøst at se på.
Glade amatører
Jeg undrer mig og vil gerne høre, hvorfor kunst og klassikere igen og igen skal reduceres til glad amatørisme og plat underholdning? Hvem er det, der skal »lære«, at godt skuespil og store klassikere ikke bare er noget, man rykker ud af måsen? Seerne? Jamen, det ved vi godt. Vi er klar over, at kunst kræver håndværk, og vi kan faktisk godt lide at se på dygtige mennesker. Det er bl.a. derfor, vi betaler for at gå i teatret, og det er derfor, vi ikke betaler for at se vores børn optræde i børnehaven.
Men fordi DR frygter, at seerne vil kede sig, hvis det bliver for Kloge-Åge, får vi smidt det her latterlige koncept i hovedet hele tiden.
Jeg synes, DR skal smide det i hovedet på sig selv og lave en programserie om, hvordan en realitystjerne, racerkører, kok og fotomodel kommer i lære som hhv. DRs generaldirektør, kulturdirektør, økonomidirektør og bestyrelsesformand. Det vil være public service sådan at komme behind the scenes og se, hvor sjovt det egentlig er at styre Danmarks største medieinstitution.
Vi vil opleve en programserie, hvordan fire totalt forudsætningsløse kendte træffer økonomiske beslutninger, udvikler tv-programmer og leger sig ind i rollen som hhv. direktør eller formand. For underforstået – det kan enhver jo komme ind fra gaden og gøre. I al fald kan man gøre forsøget, og hvis det hele brænder sammen, kan vi grine lidt af det og »lære«, at ledelse også er et håndværk, der kræver talent og erfaring.
Drømmecast er Amalie som generaldirektør, Nikolaj Kirk som økonomidirektør, Thorkild Thyrring som kulturdirektør og Oliver Bjerrehuus som formand for DRs bestyrelse.
Måske viser de sig at have et skjult talent? Ja, man kan jo aldrig vide, vel?
Eller jo, det kan vi godt, og det er netop pointen efter et par årtier med al magt til de forudsætningsløse. Personligt gør vi hver især det, vi er bedst til, og det fungerer faktisk rigtig godt på den måde.
Det viser DR også, når institutionen af og til tager sig sammen og laver kulturformidling af og om mennesker, der har dygtiggjort sig indenfor deres felt. Kunstnerkolonien er et godt eksempel, og det samme er Musikquizzen og Liv Thomsens mangeårige arbejde med kulturhistorisk formidling.
Men tiden er løbet fra ironien og dilettanteriet, og »Den store premiere« viser hvorfor. Fordi det ikke er en kunst at være forudsætningsløs. Det er bare dårligt tv.
