Der har det seneste år åbenbaret sig en gigantisk generationskløft. Vi har set, hvordan de unge og ældre er uenige om alt fra #metoo til navnet på en ispind, fyringen af Jes Dorph og ordet »neger«, der i dag er så eksplosivt, at det kan lægge ens karriere i ruiner.
Og nu er generationerne så også uenige om Oprah Winfreys spektakulære interview med de to ekskongelige Meghan og Harry. Et flertal blandt de ældre englændere tager afstand fra interviewet, mens de yngre i højere grad støtter det celebre par.
Det er interessant at analysere hvorfor. Her er et bud:
Historien om Megxit, parrets exit, skriver sig ind i skabelonen for de store kærlighedsfortællinger. Tænk bare på Romeo og Julie, på fortællingerne om Elvira Madigan og Sixten Sparre, kong Edward og Wallis Simpson, på Tolstojs Anna Karenina eller på Brontës »Stormfulde højder«, hvor Cathrine går til grunde, fordi familien ikke tillader hende at gifte sig med Heathcliff (som hun så efterfølgende hjemsøger efter døden).
Vi lærer af kultur- og litteraturhistorien, at stor kærlighed overvinder smålige familier, og at lykken er der, hvor parret kan være fri af traditioner og konventioner. Omend det kun er for en stund og ultimativt: efter døden.
Ung kærlighed
Der er intet så lækkert som en kompromisløs kærlighedshistorie. Den store verdenshistorie interesserer sig ikke for koteletgrunde og HTH-køkkener, men for storfamilier og kongeriger, der går ned i flammer, mens et yndigt par klynger sig til hinanden. Ung »wild at heart«-kærlighed er så sexet. Gammel kærlighed minder os bare om os selv.
Meghan og Harry udlever således den romantiske drøm med appel til alle, der ikke er blevet satte og er faldet til patten, og dertil kommer et par højmoderne dagsordener. De vil noget med klima. Noget med antiracisme. Noget med kvinders rettigheder og noget med mental sundhed. Og voila – bullshit-bingo på hele verdensmålspladen.
Kan man andet end elske to mennesker, der vil ændre verden – mens de fortæller os en rørende historie om frihed og ægte kærlighed?
Ja, det kan man godt.
Og her er det, at Oprahs to timer lange interview er et udmærket analyseredskab.
To timer er lang tid, når man ikke har noget på hjerte. Jo, vi hørte, at far Charles ikke ringer tilbage, og at svigerinde Kate engang har drillet. Det er selvfølgelig synd. Vi hørte også, at Meghan var ulykkelig over, at hun fik frataget sin ytringsfrihed, og det kan en kværulant som mig da godt forstå. Det må være frustrerende. Men nu har hun fået taleretten tilbage, og hvad vil hun så bruge den til?
Desværre kun til at identificere sig selv som offer. Hun kunne ellers med allerstørste lethed have sat en dagsorden om antiracisme, ligesom hun kunne have givet mennesker, der kæmper med deres mentale sundhed, en afgørende stemme, men det ville have krævet, at hun løftede blikket en lille smule fra navlen og talte sagerne op fra det personlige.
I stedet så vi billeder af lille Archie (selvom parret tidligere har annonceret, at de ikke ville vise ham frem), ligesom vi hørte beklagelser over, at han ikke kunne kalde sig prins (hvorfor insistere på titler, når de selv har forladt kongehuset?), og det blev desuden antydet, at den manglende titel nok skyldtes hans hudfarve, selv om det altså skyldes en tradition, der går tilbage til 1917. Havde han været albino, kunne han heller ikke have kaldt sig prins. Dernæst hørte vi om, hvor vigtigt det havde været at flygte fra det dumme og overfladiske liv, og af alle steder havde de så valgt at slå sig ned i Los Angeles, hvor de nu levede et totalt normalt liv – i deres villa til 85 millioner kroner.
Klima er so yesteryear
Til gengæld hørte vi meget lidt om det klima, der ellers betød supermeget sidste år. Måske er den dagsorden allerede blevet umoderne – eller også er det bare svært at prædike klimamoral, når man selv flyver, forbruger og fyrer den mere af end gennemsnittet.
Oprah spurgte ikke ind til de mange selvmodsigelser og heller ikke til det højere formål med den tilværelse, de har sat alt på spil for. Det sidste var ellers oplagt: Nu har de fået deres frihed, hvad vil de så bruge den til? Til at have ondt af sig selv, åbenbart.
Interviewet efterlod mig med en følelse af kultursammenstød. Et sammenstød mellem pligtkultur og offerkultur og mellem realitykultur og Bildung-tradition. Med en oplevelse af, at her er to mennesker, der gerne vil have privilegier, titler, penge og adgang til verdens opmærksomhed, men ikke alle de sure pligter og den skæbne, der følger med et kongeligt medlemskab.
Interviewet fastslog, at vi lever i offerets århundrede, og at det giver identitet at være krænket. Jeg følte mig gammel, da jeg så det.
