YouTube-videoer, vinindkøb og kærlighedsromaner. Her er det, vi i virkeligheden laver under isolationen

Teatrene er lukkede, festivalerne aflyst. Kultur er noget, vi finder derhjemme. Fire medlemmer af Berlingskes AOK-redaktion fortæller om den kultur, de dyrker hjemmefra. Den består af alt andet end det, de selv regnede med.

Foto: Søren Bidstrup/Sofie Mathiassen/Thomas Lekfeldt/Søren Bidstrup

Da det første chok var overstået, begyndte danskerne at lægge planer. Hvordan skulle man bruge sin coronaisolation? Skulle der læses klassikere, læres nye sprog eller studeres oldtidsfund?

45 dage inde i den officielle isolationsperiode står det klart, at tiden er blevet brugt på alt muligt andet, end vi troede.

Vi bad fire medlemmer af AOK-redaktionen lave en ærlig guide til alt det, de har fået tiden til at gå med. Fra at se alle musicals på nettet til at dyrke YouTube-videoer af umage vennepar – blandt dyr.

Sarah Iben Almbjerg, filmredaktør

Sarah Iben Almbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jeg lagde selvfølgelig flot ud. På dag to af coronaisolationen besluttede jeg at genlæse de store russiske forfattere, genoptage mit guitarspil og gøre noget ved mine skrantende arabiskkundskaber. Men allerede en uge efter havde jeg fordybelsesfatique. Alt var så alvorligt – selv en tur til Netto mindede om noget fra en katastrofefilm tilsat mellemeuropæisk weltschmerz.

Min løsning blev kærlighedsrormaner. Helst så svulstige som muligt. Som »Hvor flodkrebsene synger«, der af vores anmelder blev beskrevet som en litterær sukkerstang, der ikke blot underholder store følelser, men også enorm isolation.

Ud over de store romaner kastede jeg mig over naturen. Jeg er ellers et stolt barn af stenbroen, der stort set kun mødte ydmygelse, da jeg begyndte at dyrke min skolehave og fremtryllede uspiselige radiser og gulerødder så store, at de forveksles med byggeaffald.

Men gennem den seneste tid har jeg opdaget den guldgrube af langsommelige naturprogrammer, der ligger på DR TV – især »Spiondyr på mission« og »Vilde Vidunderlige Danmark« har optaget mig.

Sidstnævnte er DRs store satning, og hvis man kan leve med italesættelsen, der nogle gange får landets vilde natur til at lyde som Disneys »Bambi«, er der utroligt flotte historier at hente. Helt barsk bliver det, hvis vi spejler vores egen adfærd med dyrenes.

Som mor sæl, der forlader sin baby, når hun møder en ny mand, og myrene, der er helt ligeglade med deres størrelse og gerne giver sig i kast med at æde dyr, der er flere gange større. It's a crazy world out there. Måske skulle man bare blive lidt indenfor.

Maise Njor, journalist og rejseredaktør

Journalist og forfatter Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg er eskapist! De seneste uger har lært mig, at virkeligheden ikke er noget, jeg skal nyde noget af. Den er for skør. Først begyndte jeg at se »Vikings« for at komme nogle hundrede år på afstand, også selv om det stressede mig helt vildt, at vikingerne åbenbart havde sixpack og helt lige Hollywood-tænder.

Så gik jeg over til at se videoer af to forskellige dyrearter, der er venner. For eksempel en hund og en gris. En rundspørge blandt venner viste, at dette er helt normal adfærd i denne tid ... Og som en veninde uddybede: »Det er også rart at se heste, der efter misrøgt har fået et godt hjem Vi vil gerne tro på det gode i verden.

Nå, men når man så efter nogle uger begynder at vågne om natten, fordi alt er vendt op og ned, skal man jo finde noget at lave. Her kan det virkelig anbefales at se gamle tenniskampe med John McEnroe på YouTube. Der er noget trygt i at vide, hvordan kampen ender. Og der er noget trygt i at se den unge hidsigprop, når man ved, at han i dag har udviklet sig til en mellow fætter med stor selvironi.

Det er trygt at kende resultatet af noget i en tid, hvor vi kun kan gætte på, hvordan coronavirussen ændrer vores virkelighed. Det eneste, der er en smule utrygt ved min natlige vintagetennis er, at shorts dengang var ubegribeligt korte. Nærmest imponerende, at intet faldt ud. Og når jeg bliver træt af at se tennis, går jeg på nettet og opdager, at den slags shorts sælges BRUGT til over 1.200 kroner. Og så er man tilbage i virkeligheden og tænker, at den er for skør.

Søren J. Damm, litteraturredaktør

Søren Jacobsen Damm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg har brugt en del af tiden på at forøge mit overtræk ved at købe vin online. I starten af coronakrisen bekymrede mange sig om at løbe tør for gær og toiletpapir. Jeg var langt mere panikslagen ved tanken om at løbe tør for rødvin. Det viste sig dog at være en helt unødvendig bekymring, og nu har jeg vin i hvert fald frem til sensommeren. I den forbindelse vil jeg anbefale et rigtigt godt glas bordeaux til prisen, nemlig »Chateau Lamothe-Cissac«, som onlinevinbutikken Phillipson Wine (philipsonwine.com) ofte sælger på tilbud til sympatiske 79 kr. flasken ved køb af 12 stk. Gå efter årgangene 2010 og 2015.

Jeg fik også læst de ti bøger, der indgik i Læsernes Bogpris. Min personlige favorit var Kristian Bang Foss’ »Frank vender hjem«.

Jeg er flere gange cyklet forbi Torvehallerne for i smug at gå amok i friske empanadas med chimichurri (frisk grøn sauce) hos La Boca. Særligt deres variant med oksekød langtidsbraiseret i malbecvin er fremragende fastfood.

Jeg har strammet ALLE skruer i min lejlighed og i sommerhuset på Møn.

Jeg fantaserede også om at få opdateret og genbesøgt min indsigt i filosofi, som er det fag, jeg læste på universitetet. Men jeg må indrømme, at jeg, efter at jeg to gange faldt i søvn med Wittgensteins »Filosofiske undersøgelser« i favnen, blev særdeles begejstret, da jeg opdagede YouTube-kanalen »School of Life«. Ud over en masse begavede, kortfattede og smukt animerede kortfilm, som gennemgår Spinoza, Kant, Hume og de fleste andre filosoffer og forfattere, undersøger kanalen også kulturelle og eksitentielle emner som dans, kærlighed, romantik, døden og myriader af andre ting. Her er noget for alle, og det er en smuk lille genvej ind i den uendelige jungle af civilisationens dybeste tanker.

Kristian Lindberg, kulturjournalist

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Kristian Lindberg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jeg er stor fan af to-do-lister, og i begyndelsen af coronakrisen lavede jeg nogle af mit livs hidtil længste med store og små gøremål. Al min erfaring viser dog, at jeg kun kan nå tre ting på en dag, uanset dimensionerne på opgaven. Når jeg eksempelvis har fået hængt vasketøj op, slået græs og pakket tasken til morgendagens arbejde, bliver jeg overmandet af en tilfreds ladhed, som betyder, at jeg som i søvne tænder for TVet og scanner kanalerne for en komedieserie, som jeg kan indtage med samme vage følelse af dårlig samvittighed og forspildte muligheder, som når jeg spiser en tallerken havrefras.

Det er dog ikke ren deroute. Coronanedlukningen har også medført, at jeg – næsten – kan sætte tjektegn ud for to gennemførte mammutprojekter. Det ene er at have læst »Middlemarch«, George Eliots 900 siders upstairs-downstairs-roman fra 1871 om en engelsk provinsby. Det andet er at have lært mig at skrive blindskrift med ti fingre efter at have hamret to ømme fingre i hakkebrættet gennem 40 år. Der er flere gratis online blindskriftkurser. Jeg bruger »Ole Violin«. Jeg er endnu ikke helt klar til at søge job som direktionssekretær, men efter alt at dømme vil jeg stadig have en rum tid at øve mig i – og der er heller ikke flere episoder af »Kongen af Queens«, jeg mangler at se.

LÆS MERE