Voksne spiller børn i Betty Nansens stykke om 9/11 – og det hele ender lidt manisk

Efterhånden begynder man at kunne se et mønster i de forestillinger, den unge, fremadstormende instruktør og teaterchef Anna Malzer interesserer sig for. Hun siger det faktisk også selv.

På sit eget teater, Mungo Park i Allerød, og også her, hvor forestillingen skabes i et samarbejde med Betty Nansen Teatret, retter hun blikket mod den verden, der omgiver os. Den verden, vi ikke bare kan lukke øjnene for, selvom vi måske nok kunne have lyst til det engang imellem. Hun er optaget af, hvordan forskydningerne påvirker os allesammen, det enkelte menneske som en del af en globaliseret verden, hvor tidens strømninger og bevægelser sætter sig i os, ændrer os for altid.

Det er også udgangspunktet for forestillingen »Generation 9/11«, som er skrevet af Nanna Plechinger Tüchsen, som debuterede flot på Mungo Park for et par sæsoner siden med »De hovedløse«, der handlede om Frankrigs protesterende gule veste og den splittelse, der opstår på baggrund af en massiv utilfredshed med eliten.

Med »Generation 9 /11« tager hun i stedet delvis udgangspunkt i sine egne oplevelser, da hun som tiårig tog til USA med sine forældre i et par år og oplevede terrorangrebene på blandt andet World Trade Center gennem barneøjne.

Varsler trumpismen

Vi møder den 11-årige danske Esther, som sidder i formningsklassen, da eleverne pludselig bliver kaldt sammen over højttaleranlægget. En ulykke er sket på Manhattan. Det indledende kaos, usikkerheden, angsten og forvirringen viser sig i tiden efter at tage bolig i børnene og deres omgivelser.

William og hans familie bevæger sig ind i et nationalistisk, racistisk og våbensvingende USA, der varsler trumpisme og et paranoidt folk, der i stigende grad lukker sig om sig selv. Noah tager tilflugt i fantasien og nægter at se i øjnene, at hans far omkom, da World Trade Center brasede sammen for øjnene af hele verden. Og Esther forsøger at blive endnu mere patriotisk end omgivelserne og dermed også kompensere for den danskhed, hun gerne vil ryste af sig, fordi hun bare genre vil passe ind.

De voksne? De optræder mest af alt som grotesker med masker. Hvad enten det er Esthers pinligt danske og belærende forældre eller de amerikanske voksne, hvis reaktioner forplanter sig til deres børn eller påvirker deres verdenssyn.

Efterskælv

Det er med andre ord det psykologiske efterskælv efter 11. september 2001, forestillingen handler om. Om det uskyldstab, en generation af børn led med billederne af de to tårne, der styrtede i grus. En grundangst, som siden kun er blevet forstærket og et permanent vilkår i en verden, hvor tidens uroligheder sætter sig på alles nethinder. »Jeg har to tårne i mig,« siger Esther først og sidst.

Hendes amerikanske drøm bliver til en slags mareridt, hvilket også synes at være forestillingens konklusion og dom i forhold til den politiske udvikling, der begyndte med 9/11 som startskud.

Teksten er følsom, men rummer ikke de store hemmeligheder. Indsigt haves, udsigt savnes. Havde det ikke handlet om 9/11, havde man kunnet sige, den manglede flyvehøjde. Det personlige viser sig ikke nødvendigvis at være en fordel, når Esther går gennem forestillingen som fortælleren, der registrerer sine egne og omgivelsernes psykologiske tilstande. Det hele bliver så småt, reduceret på grund af den barnlige vinkel, måske også af den personlige erindring. Gid Nanna Plechinger Tüchsen dog havde skrevet sig ud over skitseplanet.

Men samtidig er iscenesættelsen også lige lovlig forceret bastant – måske næsten som en kompensation. Det gælder den let maniske spillestil, der let opstår, når voksne skal spille børn. Det gælder sådan, som de voksne karikeres pænt ude i hampen i en slags groteske fantasibilleder, der naturligvis skal afspejle det barnlige blik på de fremmedgjorte voksne og fremmane nogle af de rædselsforestillinger og den gyngende grund, der foruroliger børnesjælene. Scenografien, en krakeleret amerikansk front lawn, er heller ikke specielt diskret og fuldender billedet af grovkronet, forvredet americana.

Det peger alt sammen på, at forestillingen måske fungerer bedst i forhold til en yngre målgruppe, for hvem 9/11 er blevet historie, og som kan have brug for en enkel ramme til at tale om angsten for en verden, der trænger sig lige ind i stuen dag efter dag.

»Generation 9/11«. Manuskript: Nanna Plechinger Tüchsen. Iscenesættelse: Anna Malzer. Scenografi: Ida Grarup. Betty Nansen Teatret, Edison. I samarbejde med Mungo Park. Til 9. oktober