»Virkeligheden er ikkesentimental«

En elsket tantes sørgelige skæbne inspirerede Michael Haneke til hans nye film, »Amour«, der har premiere i dag. Berlingske har mødt den 70-årige mester-instruktør.

Australsk filminstruktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Clara Molden

Han er en filminstruktør, hvis ekstreme film får ekstreme reaktioner frem i publikum. Jeg kommer formentlig aldrig til at glemme de to unge mænd i biografsalen, der grinede hysterisk hele vejen gennem hans grusomme »Funny Games«, der handler om den systematiske udryddelse af en hel familie plus deres hund.

Deres latter fik resten af biografsalen til at krympe sig af ubehag, men var på sin vis en sund reaktion. Der er nemlig et grotesk-sadistisk træk i Michael Hanekes film, der vender indad mod filmens karakterer, men også synes at provokere publikum: »Morer I jer nu?«

Derfor er det med næsten frygtsomme følelser, man går til interview med den østrigske filminstruktør, der to gange har vundet Cannes-festivalens Guldpalme. Først med sit studie af fascismens rødder i »Det hvide bånd«, derefter med sin premiereaktuelle »Amour«. Er manden selv et monster? Eller vil han udvise noget af den menneskelighed, der er dukket op i hans nye film?

Filmens titel er tvetydig. Ganske vist lægger den ud med at skildre den dybe kærlighed hos et kultiveret ægtepar i 80erne, men denne kærlighed undermineres snart af en snigende demens hos hende.

Midt i morgenmaden stirrer hun pludselig fortabt ud i luften, og hendes mand kan ikke komme i kontakt med hende. Langsomt tæres hun væk på krop og sjæl. Han plejer hende omsorgsfuldt og fastholder stædigt håbet om en mirakuløs bedring.

Små sejre, som da det lykkes dem at synge en sang i fællesskab, er kun svage lyspunkter i det mørke, der sænker sig over deres liv. Efterhånden erstattes hans livsvilje af træthed og kynisme. Sygdommen har suget meningen ud af deres tilværelse.

Den 70-årige Haneke viser sig at være ordknap og modvillig til at forklare sin nye film, dog vedgår han, at filmen bygger på personlige erfaringer af den slags, de fleste i hans alder har haft. Men hvordan publikum skal tolke enkelte scener i filmen, nægter han ganske enkelt at svare på.

»Det er altid et problem at forklare et kunstværk med et par sætninger til en artikel, da kunstværket selvfølgelig altid er mere komplekst, og udsagn om det nødvendigvis må reducere dets indhold. Det er af samme grund, at mine film stiller flere spørgsmål, end de besvarer. Jeg er overbevist om, at det ville give bagslag for publikum, hvis jeg selv skulle besvare de spørgsmål, jeg rejser i mine film. Så ville man jo ikke behøve tænke over dem,« siger Michael Haneke, der virker træt af at gentage dette udsagn over for endnu en journalist.

Inspireret af en elsket tante

Det meste af filmen foregår i ægteparrets smukt indrettede lejlighed, der er en nøje opbygget kopi af den lejlighed, som Michael Hanekes forældre levede i. Ægteparret i filmen bygger dog ikke på instruktørens forældre, men på en elsket tante der tog sit eget liv efter en langvarig og smertefuld gigtsygdom.

»Jeg følte mig tæt på hende og holdt meget af hende. Hun led i lang tid, mens jeg måtte se hjælpeløst til. Dette var en meget vanskelig og foruroligende oplevelse for mig, og det motiverede mig til at skrive manuskriptet,« siger Michael Haneke.

Instruktøren har ofte forbrudt sig mod de regler og konventioner, som Hollywood har pålagt filmkunsten. I »Funny Games« taler karaktererne pludselig direkte til publikum. I »Det hvide bånd« udøver karaktererne ondskab mod såvel børn som voksne, uden at der på noget tidspunkt bliver givet en entydig forklaring på deres gerninger.

Og havde »Amour« haft en typisk amerikansk instruktør bag kameraet, var filmen blevet afsluttet med en afklaring, hvor døden ville have givet livet mening. Sådan er Haneke mildt sagt ikke. Ifølge filmens skuespillere, Jean-Louis Trintignant og Emanuelle Riva, nøjedes instruktøren under de fleste optagelser med at sige, at de ikke måtte spille »sentimentalt«. Men »Amour« er ikke lavet i protest mod Hollywoods blufærdighed over for døden.

»Nej, jeg har ikke lavet »Amour« i protest mod noget som helst. Jeg går ikke til en ny film med en intention om at udbrede bestemte budskaber, hvad der formentlig vil overraske de mange, der har læst alt muligt ind i dem. Det er mine personlige erfaringer med enkeltpersoner eller konstellationer af personer, som jeg bearbejder i mine film,« siger Haneke.

På et punkt ønsker Haneke at gå i rette med filmkritikerne.

»Amour« er ikke et eksempel på en ny »menneskelighed« i hans filmkarriere, sådan som undertegnede ellers hævder i denne artikel.

»Når først filmkritikere har besluttet sig for, at dine film er på en bestemt måde, er det svært at overbevise dem om andet. Når jeg viser ondskab i film, er det formentlig for at skabe kontrast til den medmenneskelighed, de også rummer. I »Det hvide bånd« viser et barn sin kærlighed til sin far ved at forære ham en fugl på trods af faderens grusomhed mod barnet. Der er en smuk kærlighedshistorie mellem to unge i samme film, som næsten ingen filmanmeldere bemærkede. Så at jeg viser kærlighed mellem mennesker, som jeg gør det i »Amour«, er ikke i sig selv noget nyt. Jeg vil bare ikke vise den sentimentalt, for virkeligheden er ikke sentimental.«