I 1997 så jeg i biografen Michael Hanekes film »Funny Games«, der handler om en børnefamilie, som tages til fange og tortureres til døde af to unge mænd. Jeg kommer aldrig til at se den igen, men det sværeste minde at ryste af sig var dog to andre unge mænd, der sad i biografsalen et par rækker fra mig og min kammerat. Under hele filmen sad de og lo. Og lo og lo og lo.
Når jeg i dag tænker på de to leende mennesker, skyldes det den minirenæssance, som seriemorderen har fået i serier og film. Sidste gang, seriemorderen for alvor havde en storhedstid, var i 1990erne, da Anthony Hopkins læspede sig til udødelighed som kannibalistisk seriemorder i »Ondskabens øjne« og Kevin Spacey slap sin galskab og syv dødssynder løs i David Finchers »Seven«.
Del:
