Vintest: Her er en vin, der drager, fænger og fascinerer. Bravo!
En storimportør fortalte for nylig, at hans salg var faldet med cirka 75 procent i forhold til de glade Alsace-dage i 80erne og 90erne. Til gengæld er kvaliteten blevet langt bedre. Det meste af den Alsace-vin, der ryger på de danske supermarkedshylder, smager faktisk ret godt.
Rolf Madsen
Engang var Alsace danskernes foretrukne hvidvin. Det var dengang, en Marshall-højtaler var noget, man havde i øvelokalet, og Ivan Pedersen var et stilikon med langt, krøllet pomadehår, og man ikke vidste, hvor man skulle sove om natten. Alsace var billigt, og det sprøjtede derudad. Enhver forhandler kunne opstøve flasker, der havde vundet medaljer ved vinkonkurrencer og kunne sælges til under en halvtredser.
Og det virkede. I en periode i hvert fald – ja, lige indtil det bare slet ikke virkede mere, og forbrugerne fandt ud af, at medaljer sjældent siger ret meget om kvaliteten i flasken.
Siden da er området gået lidt i glemmebogen. En storimportør fortalte for nylig, at hans salg var faldet med cirka 75 procent i forhold til de glade Alsace-dage i 80erne og 90erne. Til gengæld er kvaliteten blevet langt bedre. Det meste af den Alsace-vin, der ryger på de danske supermarkedshylder, smager faktisk ret godt.
Blandt andet ugens topscorer fra Domaine Weinbach, en såkaldt Alsace Grand Cru. For Grand Cru-vinene gælder det, at man kun må anvende en af de fire druesorter muscat, pinot gris, gewurztraminer og riesling, og så blander man dem for øvrigt ikke. Der er så lige et par undtagelser fra reglen i Altenberg de Bergheim og Kaefferkopf, hvor blandingens kunst er tilladt, mens sylvaner er lovligt i Zotzenberg.
Vores højdespringer er lavet på riesling, og den kommer fra marken Schlossberg. Her er jordbunden ekstremt granitholdig, hvilket passer rigtig godt til netop riesling. Af den årsag har producenterne tilplantet hele tre fjerdedele af den 80 hektar store mark med druen.
Ligesom i Tyskland har den granittede jordbund en tendens til at fremhæve dens karaktertræk på en eminent måde, og Weinbach er bestemt ingen undtagelse. Duften er vidunderlig, ja, nærmest et overflødighedshorn af papaya, rød grape, æblekerne, champignon og et begyndende aftryk af petroleum. I munden finder man en gang tropisk nektar med en lille hvalpet frugtsødme og en nærmest barberbladsagtig syre, der holder det hele flot på plads. En vin, der drager, fænger og fascinerer. Bravo!
0 – 99 kroner
ccc
Mâcon Azé, La Burgondie Bourgogne, Frankrig 2017
★★★☆☆☆
Frisk duft af stikkelsbær, ananas og lidt terpentin. Koldgæret, frugtig og slank fætter med god syre og drikbarhed. Man finder måske ikke den største område- eller druekarakter her, men udmærket vin til en ganske fornuftig pris.
Bilka Pris 59 kr.
Riesling Trocken, Weingut Krebs Pfalz, Tyskland 2019 ★★★☆☆☆
Indtagende næse med indslag af citrus, æble og strejf af Jenka-tyggegummi på den gode måde. Livlig imunden med masser af sprød syre og en lille tone af bittergrape i afslutningen. Let, slank og velsmagende. Bichel Vine Pris 75 kr. v. 6 flasker
ccc
Pinot Grigio Delle Venezie, ingen producentangivelse Veneto, Italien 2019
★★☆☆☆☆
Melon, fersken og så lidt vingummibamse på toppen. Noget smal, uden den store smagsintensitet. Afsluttes af en lille, undermoden og benet syre.
Lidl Pris 39 kr.
100 - 200 kroner
ccc
Tibouren Clos Cibonne, Andre Roux Côtes de Provence, Frankrig 2019
★★★☆☆☆
En anelse urtet og garriquet i duft. Der er friske hindbær, stødt sort peber og en bagkant af lakrids. Letbenet, ja, faktisk en anelse smal og struktureret med medium koncentration og en del garvesyretørhed i eftersmagen.
Vinova Pris 165 kr. v. 6 flasker
ccc
Morgon – Les Delys, Daniel Boulard Beaujolais, Frankrig 2018
★★★★☆☆
Åben og saftig. Masser af søde kirsebær, blommesten, et viff af peber og et nærmest fadprøveagtigt frugtpræg. Oser af spændstig syre, men samtidig fornemmes en blød og indtagende frugtsødme i munden, der giver en fin balance og drikbarhed. Fire store stjerner.
Jysk Vin Pris 159 kr. v. 6 flasker
200 + kroner
ccc
Côte de Nuits-Villages, Didier Fornerol Bourgogne, Frankrig 2017
★★★☆☆☆
Først lidt kirsebær, så lidt blommesten, et lille medicinsk præg af hostesaft med propolis og en smule fadnoter. Relativt letbenet, lys og struktureret bourgogne. Tre store stjerner.
Fine Vine Pris 235 kr.
ccc
Barolo, Barale Fratelli Barolo, Italien 2015
★★★★☆☆
Nydelig og karaktertypisk barolo, hvor man finder medicinske indslag af blandt andet jod, gaze, balsam og et lille strejf af tjære og valnøddetræ. Læg dertil lidt svesker, tobak, rose og underskov. Medium koncentreret og ganske luftig barolo med det klassiske garvesyrebid i eftersmagen.
Laudrup Vin Pris 199 kr. v. 6 flasker
ccc
Schlossberg Riesling, Domaine Weinbach Alsace, Frankrig 2017
★★★★★☆
Vidunderlig duft af papaya, tropejuice, rød grape, æblekerne, champignon og lidt begyndende petroleum. Slank og samtidig enormt intens i smagen med en lille indtagende bærsødme af gule hindbær og en nærmest barberbladsagtig syre, der holder det hele flot på plads. Hænger umådeligt længe i munden.
Philipson Wine Pris 350 kr. v. 6 flasker
Del:
Andre læser også
Kultur
Stor test af sommerbobler: Her finder du den ultimative champagne og de billige bobler til terrassen
Kultur
Søren Frank: Jeg er bestemt ikke den store roséfan, men når det skal være, må det gerne være denne vin
Kultur
Stor test af beaujolais: Glem alt om Thorkild Thyrring og skulderpude-80erne