Værtshusejer i Indre By: »Jeg er nødt til at åbne en smugkro, hvis jeg skal tjene penge«

Byens Kro i Indre by genåbner ikke 18. maj, men først til august. Stramme retningslinjer og krav om indskrænkede åbningstider gør, at det ikke kan løbe rundt.

På Byens Kro i København forventer man først at kunne åbne igen til august. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk S

Tørstige danskere kan se frem til at kunne få sig »et sæt« på den lokale, når værtshusene 18. maj får lov at genåbne som en del af genåbningens fase 2.

De præcise retningslinjer fra myndighederne er ikke endeligt meldt ud for værtshusene, men for at minimere smitterisikoen skal der blandt andet være minimum fire kvadratmer pr. person i et lokale, og der må ikke festes til langt ud på natten.

Ralf Simon Larsencitat1

»Jeg har ikke tænkt mig at genåbne før august. Jeg kan ikke få det til at løbe rundt på den måde. Især på den her årstid.«


Men strenge retningslinjer rimer ikke på fest og farver hos Byens Kro i Indre By i København. Ejer Ralf Simon Larsen kan på ingen måde få tingene til at hænge sammen, hvis retningslinierne skal overholdes, siger han.

»Jeg har ikke tænkt mig at genåbne før august. Jeg kan ikke få det til at løbe rundt på den måde. Især på den her årstid. Når det bliver varmt om sommeren, kommer mine gæster først sent på aftenen. Jeg får alt for få timer til at tjene penge i, hvis jeg skal lukke allerede kl. 00.«

Normalt holder Byens Kro åbent alle dage fra 14-05 bortset fra om søndagen.

Byens Kro er et lille sted. Rummet er på blot 40 kvadratmeter og kan, »når bølgerne går højt«, rumme 70-80 mennesker. Men så står de ifølge Ralf Simon Larsen også »virkelig tæt«. Byens Kro er så lille, at man også må ryge på værtshuset.

»Hvis vi skal følge de nye retningslinjer med fire kvadratmeter pr. person, så kan der være 10-12 personer i lokalet. Der skal virkelig slækkes på kravene, hvis jeg skal åbne op før august.«

Der skal langes mange bajere over disken

I 16 år har han ejet beværtningen, og han har aldrig tidligere haft sin forretning lukket i så lang tid. Det har været en drøj omgang. Foreløbig har det kostet ham »mange penge« at holde lukket. To og en halv ansatte er blevet fyret, og så har regeringens hjælpepakker hjulpet med til at dække en del af udgifterne. Alene huslejen på Byens Kro er tæt på de 30.000 kroner hver eneste måned. Udeservering er ikke en mulighed.

»Der skal altså langes nogle bajere over disken for bare at få huslejen hjem,« siger Ralf Simon Larsen.

»Jeg skal stå der selv, jeg har ikke råd til at ansætte nogen. Jeg skal betjene kunder og vaske toiletterne og baren ned flere gange dagligt.«

Ejeren af Byens Kro mener ikke, at der er mulighed for at tjene penge nok til at det »kan løbe rundt«, hvis hans værtshus kun må holde åbent til kl. 00. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk.

Der er ingen vrede at spore hos værtshusejeren over de strikse retningslinjer. Som han selv formulerer det, »kan han ikke se, hvordan man ellers skulle gøre.« Men han er glad for hjælpepakkerne, der har været »uundværlige.«

»Jeg ved, det er sted, hvor der ville være stor smittefare, så det er svært at bebrejde nogen det her. Havde vi fået lov at sejle vores egen sø, havde det været skidt. Men jeg er nødt til at åbne en smugkro, hvis jeg skal tjene penge,« griner han.

På spørgsmålet om, hvorfor han ikke kan få det til at løbe rundt, når han trods alt må holde åbent til kl. 00, så handler det i følge ham om beliggenheden i netop Indre by.

Ralf Simon Larsen

»Det kommer til at koste mig en formue, at jeg ikke må holde åbent længere end til 00.«


»I City har vi ikke en masse stamkunder på samme måde som eksempelvis et værtshus på Nørrebro. Vi har enkelte stamkunder, men det er folk, der arbejder i byen, og ikke folk, der bor her. Mange af vores gæster er også unge mennesker. De går ud i parkerne om sommeren, og de kommer først, når solen går ned. Skal jeg lukke kl. 00, har jeg tre timer til at tjene penge i, og når der også skal være plads mellem folk, så bliver det svært. Det kommer til at koste mig en formue, at jeg ikke må holde åbent længere end til 00.«

Nervøs for anden bølge

For Ralf Simon Larsen er det i vinterhalvåret, de fleste af pengene hentes hjem.Generelt er sommermånederne ikke der, hvor der er allerstørst omsætning, da folk er mere udendørs. Men at marts og april har været lukket ned, har kostet dyrt. Nu er det fremtiden, han bekymrer sig om.

»Jeg er mere nervøs for, hvis der kommer en anden bølge til efteråret,« siger han.

Værtshusejeren har ét kritikpunkt i forhold til regeringen, og det handler om uvidenheden og den usikkerhed, han som ejer har været udsat for.

»Havde vi bare fået at vide fra starten, at hør her, du kommer til at åbne i august, så havde jeg haft noget at forholde mig til og planlægge efter,« siger han.

For Ralf Simon Larsen skal der virkelig ændres på retningslinjer og krav, hvis han mod forventning skal åbne igen inden august.

»Hvis de bliver så optimistiske, at jeg må holde åbent til kl. 05, så åbner jeg med det samme. Det er det, det afhænger af. Når det bliver varmt, er der for kort tid at tjene penge i. Jeg får mere ud af en hjælpepakke end af at holde åbent.«