USA ligner et land i krig med sig selv: To døde, sorte mænd er blevet symboler på splittelsen

Fraværet af en samlende kraft i USA har sjældent været tydeligere. Raceurolighederne efter George Floyds død er kulminationen på mange års kulturkrig, identitetspolitik og polarisering. Det store spørgsmål er: Kan De Forenede Stater overhovedet forenes?

To døde sorte mænd fortæller hver sin historie om det raceopgør, der lige nu martrer USA.

Den ene er 46-årige George Floyd, der blev verdensberømt på den mest tragiske måde, da han døde på asfalten i Minneapolis. Han blev slået ihjel ved højlys dag, mens den hvide politibetjent Derek Chauvin pressede sit knæ mod hans hals i otte minutter og 46 sekunder.