De siger, at generationen omkring de 40 år, er den første i historien, der føler, at de både står til regnskab for deres forældre – og deres børn. I så fald lad mig begynde med en undskyldning til både min mor og min datter – for denne klumme handler om sex.

Sommeren igennem har jeg nemlig bemærket, at vi står i noget, der kunne betragtes som en anden seksuel revolution – mest for kvinder. Det begyndte med, at flere af mine veninder blev kursister. Ikke for at få knallertkørekort eller male akvareller – men for at lære at få orgasme.

Pludselig sad de og talte om yoni-kurser, der umiddelbart virkede som et pænere ord for købesex. En underviser – ofte en mand – hjælper de kvindelige kursister med at finde ud, hvordan de kan opnå mest mulig nydelse. Det hele i lækre omgivelser, selvfølgelig.

Men googler man yonimapping kan man læse, at det er en blanding af terapi og massage af indre og ydre kønsorganer. Over sommerens måltider hørte jeg, hvor meget godt det gjorde for parforholdet, når kvinderne pludselig opdagede, hvordan deres krop fungerede. Vi er som sagt i 40erne, så man kunne mene, at det var på tide, de fik den indsigt.

Senere på sommeren blev jeg inviteret til rund fødselsdag i en swingerklub og et let lille orgie på et hotel i København. Invitationerne var helt nøgterne: »Kom kl 18.00 og vær præcise. Vi begynder først, når de sidste er ankommet«. Dresscoden var anført som »enkel«.

Gyldendal har fået en erotisk brevkasse – drevet af en kvinde – og DRs sommerpodcast, »Er der liv på Venus«, satte tænderne i kvinders lyst eller mangel på samme. Kvinder i langvarige parforhold har det nemlig med at miste deres begær. Forsøg viser ellers, at kvinder og mænd tænder på stort set samme ting, men kvinders lyst er langt mere porøs. Er der problemer med børnene, hvis økonomien lider, så er det det, de tænker på.

Vi har været overladt til den kulørte fremstilling af sex, man kan se på snart sagt hver eneste TV-kanal fra Godmorgen Danmark til DR3. Her får man på fornemmelsen, at det enten handler om at have et problem eller at afprøve flest mulige plasticredskaber på kortest tid.

Måske fordi mange kvinder – stadig – er langt bagud i forhold til at opdage, hvad de selv kan lide. De rører ikke ved sig selv, de ser ikke porno. Sex er noget, de dyrker med deres partner, og så er det op til ham at definere, hvad der er sjovt. Sexologen Sara Skaarup, der var gæst i podcastens femte afsnit, lagde ikke skjul på, at det var en temmelig doven indstilling.

Måske er det sådan, det er blevet med den generation af kvinder, der er voksne nu. Vores mødre hørte om ligestilling og kropslig bevidsthed i 60erne, og vores døtre går topløse på stranden. Vi har været overladt til den kulørte fremstilling af sex, man kan se på snart sagt hver eneste TV-kanal fra Godmorgen Danmark til DR3. Her får man på fornemmelsen, at det enten handler om at have et problem eller at afprøve flest mulige plasticredskaber på kortest tid. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mindre frækt end det indslag om sexlegetøj, som Søren Jacobsen Damm skrev om her i avisen tidligere på ugen.

»MeToo gav kvinder ret til at sige nej. Nu skal de også lære at sige ja,« sagde fotografen Kajsa Gullberg, da hun tidligere på året viste en udstilling af billeder fra en sexklub. Med andre ord er vi ved at sige farvel til skam og undskyld.

Hvorfor skulle vi egentlig også sige det? Hvis vi virkelig står midt i en revolution er det for en gangs skyld en vindersag for alle – også de mænd, der kunne have interesse i kvinder. Selv dem, der hidser sig op over fordelingen af feminisme og kvoteordninger, må kunne se en fordel i at dele den del af arbejdet, der foregår mellem villige og nysgerrige kroppe.