Ugens vintest passer til januar: Mere kødsovs end kaviar

Ugens test byder på tunge og flinke rødvine uden den store nerve og spændstighed. Heldigvis har vi også fundet et par karakterfulde hvidvine i testbatteriet lavet på verdensklassedruerne chardonnay og riesling – og de overrasker positivt.

Mest interessant er den dyreste, en riesling fra Domaines Schlumberger, der holder til i den lille by Guebwiller, altså den sydlige del af Alsace. Af en eller anden grund er husets vine altid gået lidt under min radar. Ikke desto mindre er jeg blevet rusket lidt op af min Alsace-dvale, og deres Grand Cru fra marken Kitterlé er overordentligt indtagende i både duft og smag.
Først lidt citrus, så lidt blommesten og til sidst et potpourri af knap modne pærekerner og nyplukkede grønne æbler. Nærmest syndigt lækker i munden med en blød cremethed, der holdes i stramme tøjler af en frisk og jomfruelig syre.

Hos Schlumberger har man længe været på vej mod biodynamisk vindyrkning, og siden 2006 er en stor del af vinmarkerne klassificeret som sådan. Man fornemmer her en dejlig originalitet uden for megen indgriben fra en hvidkitlet winemaker med behov for at sætte sine egne fingeraftryk på vinen. Kort sagt: Alsace-unplugged, når det er bedst.
Til cirka halvdelen af prisen har vi et lille stjerneskud gjort på chardonnay. Vi er i Montagny, altså den sydlige del af Bourgogne, hvor vinene ikke har den store stjernestatus. Til gengæld er det ofte her, man bør stoppe op, hvis pengepungen ikke skal lænses helt.