Ugens vintest: Dette spanske område overrasker altid

Ugens best buy kommer fra spanske Bierzo. Området er ikke et af de store, berømte distrikter, men der er et enormt potentiale for højkvalitetsvine her, og det har Spaniens førende producenter for længst opdaget.

Da jeg i slutningen af 90erne lavede et interview med danskeren Peter Sisseck (manden bag Spaniens dyreste vin, Pingus, red.) havde han allerede dengang et godt øje for de højt beliggende skiferskråninger, der giver mulighed for at lave vine med kølighed og elegance. Jeg husker, han sagde til mig: det distrikt skal du holde øje med! Nu er der foreløbig gået knap 25 år, og selvom Bierzo aldrig er slået helt igennem, er det et af de spanske områder, jeg ofte bliver mest begejstret for.
Årsagen er netop den kølighed og drikbarhed, man finder i mange af deres vine. Et godt eksempel – jeg vil næsten kalde det et skoleeksempel på Bierzo-stilen – er Pago de Valdoneje fra ugens test. Næsen oser af sød lakrids, lidt stødt sort peber, skifer og røde bær. I smagen har vi en rigtig god koncentration, der chubbes op af en velafstemt og strukturerende garvesyre, som får den til at fremstå som en veltrimmet og adræt bjergged med spændte baller.

Den altdominerende druesort i Bierzo er mencia, der ikke er specielt kendt udenfor Spanien. Pago de Valdoneje er lavet på netop mencia´en, som er ved at få sin renæssance hos elegancehungrende vinentusiaster. Når den er bedst, besidder den en frisk urtethed i kombination med en nærmest granittet elektricitet og styret alkohol. Der har været mange teorier om, at den skulle være identisk med cabernet franc, blandt andet på grund af dens lille tone af grønne grene og urt. Men det er den ikke, og faktisk synes jeg, at den er helt sin egen. Mencia kan godt være blæksort, vamset og sødladen, men i Bierzo ser det ud til, at den gastronomiske og mineralske stil foreløbig har overtaget hos producenterne. Jeg er fan! Hurra for mencia og hurra for Pago de Valdoneje, der giver en god introduktion til området.  Og så er prisen i øvrigt ganske fornuftig.