Ugens biltest: »Selv om den gør alting rigtigt, efterlader den min følsomme anmeldersjæl en anelse kold«

Seat Tarraco er den lækreste og mest velbyggede Seat til dato, men under det spanske jakkesæt gemmer sig en vogn, der i højere grad hylder snusfornuft og praktiske dyder end spansk temperament, og det kan være farligt for Seats identitet.

LED-striberne i lygterne er karakteristisk Seat, men resten af bilen er ikke lige så skarp og karakterfyldt designet som lillebroderen Seat Ateca. Men den nye Terraco er større, lækrere og mere komplet end nogen Seat før den. PR

Efter en lille times videooptagelse går det op for os, at bilen ikke for alvor vækker noget i os. Det bliver bare til en sludder for en sladder, mens vi kører den nye Seat Terraco længere og længere op i bjergene bag Barcelona. Anders Berner fra bilbasen.dk og undertegnede laver altid en video til Youtube, når vi deler en vogn på en pressepræsentationstur. Men for en gangs skyld står de sjove analogier, skæve metaforer eller stærke holdninger ikke i kø. Det er egentlig ikke, fordi den nye Seat Terraco ikke er en fin bil. Den er en SUV (det hævede offroader-inspirerede bilformat), der er større end Seats mellemstore Ateca-model, og fås med plads til syv personer. Den er uhyre praktisk, uhyre veltimet og uhyre uangribelig. Men selv om den gør alting rigtigt på papiret, efterlader den min normalt følsomme anmeldersjæl en anelse kold.

Seat Terraco deler en masse DNA med den ligeledes syvpersoners SUV Skoda Kodiaq. PR

Et flagskib værdig

Bilen er baseret på samme platform som Skoda Kodiaq. Den er næsten fem meter lang, har storartet med plads på bagsædet, og bagagerummet spiser op til 760 liter bagage, hvis man vælger fempersoners versionen. Man kan også vælge den med to ekstra sæder, der kan klappes op af bagagerumsgulvet, og så træder den i karakter som både hip SUV og syvpersoners MPV. Den er alsidighed som en schweizerkniv på hjul. Læg dertil, at du også kan få den med firehjulstræk, og den begynder at minde om familiebilen, der ikke siger nej til en udfordring – lige meget om det gælder en weekendtur til Lalandia eller en tre måneders orlovsekspedition med børn til Zanzibar og retur.

Kabinen er lækker, og Seat Terraco har masser af digitale talenter. Blandt andet er det digitale display bag rattet standard. PR

Den fås med praktiske foldeborde monteret på ryglænet af forsæderne til bagsædepassagererne, en række USB-stik til opladning og til at tilslutte telefonen til bilens infotainmentsystem via Apple Carplay eller Android Auto. Hele urbrønden bag rattet er digital, så alt fra speedometer til omdrejningstæller, benzinmåler og kortvisning er på en digital skærm. Den fås med Volkswagen-gruppens nyeste infotainmentsystem (Seat er ejet af Volkswagen – ligesom Skoda og Audi med flere) og en stor otte tommer touchscreen. Materialevalget og finish i kabinen er aldrig set bedre i en Seat, og jeg er på nippet til at erklære det lige så godt som i en Volkswagen Tiguan. Den er altså større, lækrere og mere digital end nogen anden Seat før den, og den kan sagtens bære at spille rollen som ny flagskibsmodel for det spanske mærke – vurderet på objektive kvaliteter.

Den fås også i en udgave med kun fem sæder, men de ekstra to sæder bagerst koster kun 15.000 kr. ekstra, og de gør bilen markant mere fleksibel og brugbar. PR

Overflødige talenter

Testbilen har den største benzinmotor på modelprogrammet – en 2,0 liters turbomotor på 190 hk. Tarraco fås også med en mindre benzinturbomotor på 1,5-liter og 150 hk. På dieselfronten fås den med en 2,0 liters motor på enten 150 hk eller 190 hk. De store 190 hk-versioner fås udelukkende med 7-trins DSG-gear og firehjulstræk, mens 150 hk-udgaverne fås med en 6-trins manuel gearkasse.

I Barcelonas tætte morgenmyldertrafik gør 190 hk-motoren ikke meget væsen af sig, men da vi slipper motorvejen, begynder vejen at sno sig, og Seat Terraco træder i karakter som den underholdende spanske fætter i Volkswagen-familien. Testbilen er i højeste udstyrsniveau Xcellence, hvor den blandt andet har en drejeknap til valg af køreprogram – du kan vælge mellem eco, sport, comfort, individuel, terræn og sne. Jeg har sat den i sport og mærker, at den ligger sikkert og stabilt på vejen. Eller så stabilt og skarpt som en fuldfed syvpersoners SUV på 1.808 kg nu engang kan. For som alle andre biler før den må den erkende, at den ikke kan løbe om hjørner med naturlovene. De dikterer, at en høj vægt og et højt tyngdepunkt ikke er et genialt udgangspunkt for forrygende køredynamik. Men det er min oplevelse, at den gør det bedre end for eksempel sin fætter, Skoda Kodiaq, der er en anelse blødere og mere komfortorienteret.

Køredynamisk er Terraco marginalt skarpere end Skoda Kodiaq på en snoet vej. Men køredynamik er ikke et afgørende parameter, når vi taler syvpersoners SUVer med børnetække. PR

Men er det overhovedet en dyd, der er værd at jagte? Jeg mener – at diskutere køredynamik i en SUV er lidt som at diskutere brændstoføkonomi på et F-16-fly eller bagagerumsstørrelse på en Le Mans-bil. Det er at misse bilens credo. SUVen er skabt til at skabe overblik for føreren i trafikken, til at give lidt frihøjde til en let omgang terrænkørsel og til at give en behagelig indstigningshøjde til købere i deres tredje alder eller folk, der ikke orker at kravle ned i en bil. Ikke til at være underholdende i en skarp svingkombination. Læg dertil, at SUVen efterhånden er familiens foretrukne automobilformat, og man skal have en særlig fetich for at tørre stråleopkast op, hvis man kører den så hårdt på en snoet bjergvej med børn bagi, at dens køredynamiske talenter for alvor sættes på prøve.

Pas på særpræget Seat

I virkeligheden er forskellen mellem Skoda Kodiaq og Seat Terraco overraskende lille. Mens mærkerne iscenesætter sig selv som henholdsvis den snusfornuftige tjekke og den temperamentsfulde spanier, er de to topmodeller uhyre tæt på hinanden. Så skal du vælge den ene eller den anden, hvis du er i markedet for en stor SUV med plads til syv? Skodas solide gensalgsværdi taler for, at du skal vælge tjekken. Men Seat Terraco er en halv generation nyere, når det kommer til digitale kabinetalenter. Den er også kønnere end Skoda Kodiaq – set gennem mine subjektive briller. Det er den lavpraktiske konklusion på Terraco, der får en startpris på 379.990 kr. i den veludstyrede Style-version, når den lanceres i starten af 2019.

Visuelt er Terraco i min optik kønnere end både Skoda Kodiaq og Volkswagen Tiguan Allspace, der er dens søstermodeller i Volkswagen-familen. PR/Xavi Bonilla

Men jeg kan godt begræde, at Seat i mine øjne har blødt deres ellers meget karakterfyldte designprofil lidt op i tilfældet Tarraco. Den lidt mindre SUV Seat Ateca står for mig som en mere kompromisløst designet størrelse end Tarraco med flere opmærksomhedsfangende momenter. Og det leder mig tilbage til indledningen. For hvad er pointen egentlig med Terraco? For aktionærerne giver den god mening – det er et produkt til et marked med stor efterspørgsel, og det er Seats mulighed for at komme ind i et segment, hvor kiloprisen er høj og avancen større end på en Seat Ibiza eller Seat Leon. Men hvis ikke de forskellige grene af Volkswagen-familien skal ende med at blive generiske versioner over samme tema, er det vigtigt, at man fortsætter med at lade Skoda bygge fornuftige biler, Volkswagen lidt lækrere allroundere og Audi premiummodeller. Seat er kommet langt siden tiden, hvor de under Franco lavede licensproducerede Fiat-modeller til det ukritiske udlejningsmarked på solkysten. Efter en lang genfødselsproces er det faktisk lykkedes Seat med en karakteristisk designprofil og en række potente Cupra- og FR-modeller at positionere sig som det sportslige latineuropæiske alternativ til tjekkisk fornuft og tysk stramtantethed – på trods af at bilerne ofte deler en masse indmad med hinanden.

Det er pladsen, der gør Terraco speciel, men spørgsmålet er, om en Seat skal sælges på plads og praktisk anvendelighed? Jeg er ikke overbevist. PR

Jeg er derfor ikke overbevist om, at en model som Terraco er det rette valg i forhold til at styrke mærkets identitet. Jeg oplever den som en bil, der oser af Skoda-DNA – pakket i et spansk jakkesæt. Det er formodentlig forklaringen på, at jeg forlader bilen med en mellemfornøjet mavefornemmelse foran Terminal 2 i lufthavnen El Prat lige syd for Barcelona efter små 200 km bag rattet. Produktet fejler ikke noget, men den forekommer mig en anelse fejlcastet i alle andre roller end den som moneymaker. Det tror jeg bestemt den vil lykkes som – til glæde for Seats aktionærer og bundlinje. Mit ydmyge håb er så blot, at pengene går til at udvikle endnu skarpere og karakterfyldte versioner af kommende Seat Leon- og Seat Ibiza-modeller, så ikke års imagepleje går til spilde, og Seats rejse fra producent af ligegyldige udlejningsbiler til leverandør af folkelig køreglæde i karakteristisk design sættes over styr.