Jeg når kun lige indenfor, inden vi går ud gennem hoveddøren igen. For vi skal lige ind i garagen, inden vi når til de mere filosofiske betragtninger omkring mediefidusens (Mads Christensens foretrukne titel) automobil-ideal. Der holder to Porscher bag garageporten. En 1980er model i lilla med gule forlygter og en rød 911 Carerra fra 2012. Den sidste er leaset, slår Mads Christensen hurtigt fast. Pengetræerne vokser ikke ind i himmelen, og alle de andre hobbyer (fra kitesurfing til sejlbåden) skal også passes. Fælles for bilerne er, at de er spartansk udstyret og hylder det fortærskede begreb om, at »less is more«. Den minimalistiske tilgang er nemlig omdrejningspunktet og essensen i Mads Christensens kærlighed til biler.
Fra sportsvogne til Multipla
Mads Christensen er vokset op i Jylland i en tid, hvor man først kørte på knallert og dernæst på motorcykel. Biler var et nødvendigt onde til at flytte fire flyttekasser i. Derfor kørte han motorcykel i mange år, og der findes stort set ikke den racerbane i Europa, som han ikke har kørt på en motorcykel. Men da han kom i livgarden, begyndte bilentusiasmen at røre på sig.
»Min første rigtige entusiastbil var en Triumph Spitfire Mark IV. Den var i virkelig dårlig stand, men jeg købte en Haynes manual og et topnøglesæt, og så lejede jeg et værksted, splittede den ad og samlede den igen. Jeg havde ingen penge, så den blev malet med rulle, og sæderne syede jeg selv. Det var en enorm triumf at køre den til syn og se den bestå. Jeg ville naturligvis hellere have haft en MGB, men det havde jeg ikke råd til.«
Derefter fulgte endnu en budgetsportsvogn – en Fiat X1/9.
»Den var hvid og rustede helt forfærdeligt. I takt med at den rådnede op nedefra, købte jeg net og plastikpadding og satte sort tape over reperationerne. Den startede med at være sort på panelerne under dørene, men til sidst var den sort helt op til midt på dørene.«
Den lille Fiat havde klaplygter, og han fik installeret en knap i kabinen, så han kunne vippe med den ene lygte, når han passerede en køn kvinde på gaden. Kimen til tiden som Danmarks største Blærerøv var i den grad lagt. Men da Camilla (Mads Christensens hustru) blev gravid, blev sportsvognene skiftet ud med en Fiat Multipla. Her vil den klichéopmærksomme læser bemærke et monumentalt genreskifte. Det er da også et bilkøb, Mads Christensen har måttet forsvare mange gange, og forsvarstalen er overbevisende.
»For det første så kørte den faktisk godt, og den havde tre forsæder, hvilket er perfekt med en baby. Men hvad vigtigere var, så passede det med, at der kunne stå en Ducati 916 motorcykel diagonalt bagi, og med slicks på tagbagagebæreren, kunne jeg stadigvæk dyrke min motorcykelentusiasme.«
Samtalen med bilen
Motorcykelentusiasmen fortæller en del om Mads Christensens bilkærlighed. Den handler i udpræget grad om det analoge og minimalistiske. Om køreoplevelsen mere end om hestekræfter.
»Hvis man er rundet af motorcyklismen, så findes der ingen bil, der kan imponere en. For mig handler bilentusiasme og køreglæde derfor ikke om fart, men om at føre en samtale med bilen. I filmen »Rush« siger Niki Lauda på et tidspunkt: »I Drive with my ass.« Det er jeg helt enig i. Det er det, der sker gennem røven, ørerne og styretøjet, der begejstrer mig. Den fornemmelse af bilen, hvor det føles, som om man spiller skak eller bordtennis med den. Det elsker jeg,« siger Mads Christensen, mens han fingerer at være ved at erobre et alpepas i en sportsvogn med både gearskifte-fagter og et rigt soundtrack.
»Bilen siger arrggh, og jeg justerer styretøjet eller skifter gear og siger »her er mit counteroffer«. Den snak man har med bilen, mens man kører den hårdt – det er fortryllende. Når det går godt, så frigøres der et endorfinstof i hjernen, og der føler jeg mig som en stor kanon. Jo flere lag, der kommer mellem mig og bilen, desto sværere bliver det, at få den samtale. ESP, lyddæmpning, vibrationsdæmpning og alt det andet – så kan jeg slet ikke have samtalen. Nej – giv mig en Ferrari 308er med smalle dæk og en alpetur, det er en fryd. Der er man virkelig udfordret, og der har man næsten et skænderi med sin bil. Man råber og diskuterer med sig selv. Bremserne hviner, gearkassen knirker, og manometeret viser, at olien er oppe på 120 grader.«
Kort tålmodighed og en hang til Porsche
Alting foregår i et rasende tempo, når man sidder over for Mads Christensen. Hans taletempo ville gøre enhver retssalsstenograf forpustet; det vidner om en enorm passion. Men passionen er sjældent særlig langtidsholdbar, når det kommer til bilejerskabet.
»Jeg sidder med min iPad på toilettet og finder de her biler. Når den rigtige dukker op, så mærker jeg en murren i lænden, og så slår jeg til. Det er liebhaveri mere end revision, og jeg har stort set aldrig gjort en god forretning på de biler, jeg har haft. Jeg havde på et tidspunkt en Ferrari Dino, som jeg købte for 600.000 kr. og solgte for 700.000 kr. Et par år efter hørte jeg, at ham, jeg solgte til, havde solgt den videre til 3 mio. kr. Men hver gang jeg har haft et nyt eventyr, så ender jeg næsten altid med en gammel 911. Den leverer bare stil, stamtavle, historie og autenticitet, og når jeg som med den lilla 911 har bygget den akkurat, som jeg vil have den, så giver de mig en stor glæde.«
Det lyder som en mand, der er ved at falde til ro. Men så begynder han på endnu en alpeanekdote fra dengang, han havde en Ferrari 308, og om hvordan den er langt mere solid end sit rygte, og om hvordan den føles, når man presser den gennem en snæver kurve, og den skriger, og man skriger tilbage (akkompagneret af samme kropssprogs-scene med gearskiftene og lyd som tidligere). Så ved man, at tiden nærmer sig. Inden længe vil han formodentligt igen sidde på toilettet med sin iPad, for at se hvad en 308er koster, og hvad han kan få for den lilla 911er med gule lygter.
