Ugen på kanten: »Nej, du er ikke viking ... nej, du er ikke sej, du er en ulækker voldsmand«

Kulturel appropriation, funkgruppen Jamiroquai og John Dillermands dillermand. Aminata Amanda Corr dissekerer ugen, der gik.

Jim Wegener Lyngvild vil ikke have voldsmænd spændt for vikingernes kulturvogn. Søren Bidstrup

Det lader til, at 2021 allerede har sat sig for at overgå 2020 som annus horribilis. Et udtryk, jeg faktisk gerne vil undskylde for at tage i brug, da det er komplet overflødigt og mest af alt er noget, man siger for selv at fremstå belæst og vidende: »Se mig, jeg kan sige noget på latin«.

Som min oldtidskundskabslærer på Birkerød Gymnasium, Bo Tao Michaëlis, plejede at sige: »Svære ord skal være læreord og ikke blæreord«, og det havde han jo ret i. Hvis du synes, navnet virker bekendt, er det måske, fordi han på et tidspunkt fik på puklen i debatten for at have skrevet i en anmeldelse i Politiken at Lise Rønne »vimsede« på scenen. Det skulle angiveligt være sexistisk.