Det begynder som en drabelig actionfilm af internationalt tilsnit. Som taget ud af en halvfærdig Tarantino-film: Svingende pistoler, hvæssede knive og masser af dollarsedler på et spansk tag midt i en eksotisk ørken. Det, der er et drabeligt opgør, hvor en mand ender med at blive skudt ved en fejltagelse af sin veninde, mens politiets sirener melder sig i det fjerne, viser sig at være et veltilrettelagt svindelnummer. Kulminationen på et kup. Og så klippes der i Viaplays nye danske serie, »Friheden.«

Til grå dansk parcelhusrealisme, hvor parret Nina og Erik – som til forveksling ligner lidt ældre udgaver af det yngre par på taget. Hun har fået fornuftig kommunefrisure, han ser noget onsdagsslidt ud i betrækket. Og her står de og mundhugges – om opvasken. 17 år er gået, og parret fra taget har lagt storsvindlertilværelsen bag sig og har skabt sig en anonym, tilbagetrukket tilværelse ved den S-togs-station, som ironisk nok kaldes for Friheden. For hvor meget spræl i tilværelsen har de to i det vintertriste parcelhus egentlig, når opvaskemaskinen strejker, den mopsede teenagedatters computer er død, sønnen har lus, og der kun var råd til et hus, som S-toget hele tiden buldrer symbolsk forbi, så det kaster lange skygger over deres slidte liv?

Et sidste kup

Rigtigt gættet: Fristelsen til lige at lave et sidste kup bliver for stor. Ikke mindst, da en gammel veninde (Lotte Andersen i skøn isafkølet udfoldelse som femme fatale) dukker op med nye planer. Og det er såmænd ikke, fordi ideen om det pæne par med den mørke fortid, der tvinges tilbage på en kriminel løbebane, er specielt original. Men »Friheden« fungerer herligt som en dansk variation – ikke mindst på grund af et usædvanligt gennemarbejdet manuskript, signeret Thor Bjørn Krebs, der kan det der med veloplagte situationer og gode og vittige replikker. Der er hele tiden lige noget ekstra smæld og svirp i en vending, en lille skæv overraskelse i en scene, hvor satiren rammer noget eller nogen – hvad enten det nu er kernefamilieslitage, krukkede restauranter, tvivlsomme jobsamtaler, en triviel kontorflirt eller klagemulighederne i en hvidevareforretning, det handler om. (»Næste gang, køb en drypbakke, ikke? Fortsat god dag!«).

Der er hele tiden lige noget ekstra smæld og svirp i en vending, en lille skæv overraskelse i en scene.

Og resten lægger instruktøren Mikkel Serup til med et sikkert arsenal af små, gode ideer, foruden stensikker dressur af to perfekte skuespillere i de centrale roller. Lars Ranthe viser sig her som den knalddygtige, alsidige og facetterede skærmskuespiller, han er. Erik er en helt almindelig, hverdagspresset mand, der bare så gerne vil gøre det så godt som muligt – men også med forrygende glimt af den eventyrlystne svindlertype, der gemmer sig et sted under overfladen, og som nok skal give Ranthe mulighed for underholdende revyudfoldelse i takt med, at serien udvikler sig. Og Lene Maria Christensen får vist en konstant levende variation af sit speciale, den følelsesfulde hverdagsalmindelighed. Pæn revisordame, der keder sig i sit ægteskab, men som også har sprækker til en noget gemt hverdagssødme under frustrationen og uden tvivl en stålsat kynisme, når det virkelig gælder.

»Friheden« er mere end lovende. Den er kommet rigtig godt fra start. Og hvem kan egentlig sige sig fri for bare at kunne give sig selv og sine nærmeste det, de drømmer om? Spørgsmålet er så bare, om det er de forkerte drømme, vi nærer. Det må tiden – eller »Friheden« – vise os.

»Friheden«, afsnit 1.  Manuskript: Thor Bjørn Krebs. Instruktion: Mikkel Serup. TV3 onsdag aften kl. 20.  Viaplay.