»Jeg har selv bedt om cameltoe og bananpatter«

Sidste vinter skulle Lene Maria Christensen spille latterfarce, samtidig med at hun mistede sin mor. Hun klarede den og opdagede, at alt kan lade sig gøre. Det giver hende også mod til at stå igennem det pres, det er at være revydebutant i årets revy i Tivoli, hvor hun stadig kæmper med sit store nummer en uge før premieren.

»Ingen skal tro, revy er let,« siger revydebutanten Lene Maria Christensen, der her er fanget under en paryk i garderoben under Glassalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg har det sådan, at jeg skal sætte af fra en timetervippe: Det, som er så svært, er, at jeg skal stå alene i det mest tossede kostume, jeg selv har valgt, og gøgle med tre appel-siner. Jeg har selv bedt om cameltoe og bananpatter i et lilla, tætsiddende gøglersæt. Og jeg har den her vidunderlige tekst af Hella Joof, som jeg har ringet til og bedt om at skrive et nummer, en lille monolog med et fantastisk menneske. Nu står jeg så derinde i Glassalen til prøverne og kæmper for det. Jeg har forstået, hvad jeg skal, men jeg har ikke »gjort« endnu. Der mangler ligesom nogle brikker. Hvilken dag skriver vi? Der er lidt over en uge til premieren.«

Vi har sat revydebutanten Lene Maria Christensen stævne i Tivoli inden dagens revyprøve. Der skal kaffe til. Prøverne trak ud aftenen før, det blev sent, og om halvanden time starter det hele forfra med kostumeprøve i Glassalen, som vi akkurat kan skæve til på den anden side af Plænen. Nedtællingen er begyndt. På torsdag skal Lene Maria Christensen, enten hun vil det eller ej, stå klar på scenen i årets revy. Nu fanger bordet.

»Til hver prøve har jeg spillet for to mennesker. Men om lidt skal der ligesom sidde lidt flere, ikke? Publikum skal være mine medspillere. Men hvordan skal jeg lægge timingen, humoren, når der ikke sidder nogen dernede endnu? Hvordan skal det gå med Foxy Lady, som hun hedder? Jeg øver og øver og øver, og hver gang, jeg står derinde til prøverne, så går det hele lidt i stå for mig. Og det er provokerende. Sådan har man ikke lyst til at have det en uge før premieren. Men jeg ved jo så også, at alt muligt kan lade sig gøre. Med lidt tid, søvn og en lang række beslutninger bliver der jo premiere.«

Den 43-årige skuespiller har mange gange skullet minde sig selv om, hvorfor hun tænkte »Det vil jeg rigtig gerne,« da hun blev ringet op med tilbud om at være en af stjernerne i revyen »Tam Tam i Glassalen« i Tivoli.

»Jeg kunne mærke en lyst. En følelse af glæde, sang og cancan-ben. Den fornemmelse, jeg havde, stammede måske fra dengang, jeg var barn i slutningen 1970erne og begyndelsen af 1980erne. Derhjemme blev jeg fodret med Dirch Passer og med den svenske komiker Eva Rydberg, som man kunne se i fjernsynet. Det var dengang, man tog i Cirkusrevyen, hvor man kunne høre den der latter, der var de voksnes, men som man godt ville være en del af.«

Dødafhængig af publikum

En anden grund til, at hun sagde ja tak til revyen, var netop det hold af dybt professionelle revyrotter, hun ville komme til at stå ved siden af, Bodil Jørgensen, Ole Thestrup, Thomas Mørk og Ditte Gråbøl for eksempel. Hvad kan hun lære af dem?

»Alt muligt. »Tag den nu bare med ro«, siger de til mig. »Der er et godt, bredt publikum til det hele.« Eller: »Nu bliver der kaos i denne uge, Lene Maria. Sidste år var det frygteligt lige disse dage, men det går over.« De lærer mig ikke at gå ned over presset og stressen og tvivlen på, om jeg kan det, jeg skal, om teksten sidder, om timingen kommer på plads.«

Der var engang en erfaren revyskuespiller, der sagde til mig, at det at spille revy var som at få en lort til at lette. Det er vel en genre, som i de grad driver rovdrift på personlig charme. Du har tre minutter, og den skal helst være der i løbet af 30 sekunder?

»20!« replicerer Lene Maria Christensen og udsteder et fortvivlet suk og en nervøs latter hen over kaffekopperne. »Jeg må tro på det gode. Det, der sker i de første 20 sekunder er vel også, at publikum mærker, at man har lyst til at stå der. At man selv morer sig ved det. At man selv har en ro, fred og glæde omkring det.«

Er du bange for publikumsmonstret?

»Jeg er under alle omstændigheder dødafhængig af dem. Jeg gør jo det, jeg gør, fordi de skal komme og se det. Hvis jeg skulle være virkelig bange for dem hele sommeren, så var det nogle rigtigt dumme penge at tjene, ikke? Jeg kan selvfølgelig være bange for, at det hele ikke er lige sjovt, eller at min lille, dumme monolog går ned. Men det er en revy, så vi kan jo tage nummeret ud, hvis det går helt galt.«

»Alt kan lade sig gøre«

Troen på, at alt kan lade sig gøre, har hun med sig fra den forestilling, hun i vinterens løb spillede på Det Kongelige Teater, latterfarcen »Koks i kulissen«. Alvorlige begivenheder i hendes eget liv faldt sammen med premiereopløbet.

»På det tidspunkt mistede jeg min mor. Så mit overskud var nærmest ikke-eksisterende. Jeg hang i med neglene, fordi hun havde været syg i så lang tid. Vi havde været der rigtigt meget for hende, så jeg var jo godt brugt rent privat. Og så skulle gå ind og lave den forestilling der. Jeg oplevede en kontrast til, hvordan jeg havde det, hvor træt, jeg var,« siger hun og uddyber:

»Som skuespiller kan man for eksempel være i en ægteskabelig krise og spille et stykke af Ibsen, der handler om det samme. Det kan der være en lettelse i, fordi man gennem det forstår, hvad der sker og renser ud hver dag. Sådan var det slet ikke i denne forbindelse, for en farce er en maskine, der bare kører. Jeg var lidt i en skole, ikke bare i forhold til at spille farce og komik, men også i forhold til mit eget liv: Hvad kan man egentlig overkomme, når man selv privat har nogle problemer?«

På den baggrund begynder hun at forstå de ældre skuespillerkolleger, der taler om det at gå på scenen som »et andet rum«.

»Derinde har man ganske enkelt ikke ondt i sin diskusprolaps. Det er et helt specielt, magisk rum, hvor alt ophæves, og hvor man i øjeblikket kører efter den mest vidunderlige køreplan. Det er en frisættelse. Men der, hvor det bliver problematisk, er selvfølgelig, at man kun kan præstere 120 km i timen, hvis man også selv har det godt privat,« siger Lene Maria Christensen, som måtte indse, at hun ikke kunne gå tilstrækkeligt ind i forestillingen til premieren.

»Jeg satsede og spillede generalprøve halvandet døgn efter, at min mor var død. Og så havde vi premiere. Det kan ikke anbefales. Det var frygteligt. Men vi klarede den. Og jeg har fået en kæmpe indsigt af det: Alt muligt kan, trods alt, lade sig gøre. Bortset fra det, så behøver det ikke en anden gang være så voldsomt som det, jeg oplevede.«

Skulle kæmpe for de seriøse roller

Revyens kontante form og umiddelbare spilleglæde har fået Lene Maria Christensen til at huske på alt det, der gjorde, at hun gerne ville være skuespiller.

»Formen har en stor klangbund i mig, men jeg har også ambitioner om at få lov til at lave alt det andet, et skuespillerliv kan byde på. Jeg er meget grådig. Og jeg er glad for variationen. Så derfor havde jeg mine overvejelser, da jeg havde sagt ja, ikke bare fordi jeg var urolig for, om jeg havde det, der skulle til, men også fordi jeg var nervøs for, om jeg nu kom på den liste, der rubricerede mig som en sjov pige.«

I begyndelsen af karrieren følte Lene Maria Christensen nemlig, at hun var nødt til at kæmpe lidt for at få seriøse roller.

»Jeg fik en række opgaver som glad og smilende og prøvede selv at proppe lidt humor ind i de roller, jeg spillede, så jeg blev en sjov naiv pige i stedet for bare at være en tør naiv. Jeg kan da godt se, at der på et tidspunkt var en bestemt type roller, jeg fik tilbudt. Det har ændret sig nu.«

En af de roller med kød på, hun har spillet på det seneste, er den hårdt kæmpende Solveig i TV-serien »Arvingerne«. Snart venter indspilningerne til tredje sæson. At Lene Maria Christensen er meget glad for hende, er der ingen tvivl om.

»Solveig er kvinden, som står der ved siden af det der übermaskuline testosteronmenneske, manden, med det, hun kæmper for: gode familieforhold, at vi er gode ved hinanden. Solveig vil have, at hendes mand deltager i at rydde op i det rod, de har med hinanden. Hun er en stolt kvinde: »Du kører bare ikke rundt med mig.« Og det kan jeg virkelig godt lide. Det gør rollen spilbar. Ellers ville man lynhurtigt være færdig med hende, så kunne hun bare sidde og tude ovre i et hjørne over, hvor elendigt det hele var. Jeg har en medspiller i Carsten Bjørnlund, som jeg trækker utroligt meget fra i med- og modspil. Der er så meget i kemien med ham, som i virkeligheden gør min karakter.«

Et kæmpe boost

Spilleteknikken er en helt anden, når der skal laves revy.

»Alt det, jeg bruger i Solveig, kan jeg slet ikke bruge derovre. Når jeg spiller på film, også komiske ting som i film af Hella Joof, får jeg lov til at holde pauser, når jeg spiller,« forklarer hun. »Jeg benytter mig af lange, gamle tanker, og så kommer replikken. Det kan revyen ikke holde til. Alle mine fantastiske nuancer kan jeg nemlig slet ikke bruge derovre i Glassalen. Det er et kæmpe rum. Det er gymnastik med hele kroppen.«

Forhåbentlig kan hun snart få lov at mærke kuldegysningerne i hele kroppen, når publikums latter, den hun husker fra barndommens revyoplevelser, skyller ind over revyen. Da hun spillede farce på Det Kongelige Teater oplevede hun for første gange et publikum, der brølede af grin fra start til slut.

»Forestil dig, at du var drænet for samtlige vitaminer i kroppen, og der så kom en eller anden og sagde: »Drik det her!« Det booster alle celler i din krop. Jeg tror, man kan måle, at man efter sådan en oplevelse nok får lidt længere levetid. Sådan en latterorkan bliver man afhængig af.«

Foreløbig er der altså så lige en monolog, der skal sidde i skabet. Trods nervøsiteten er hun måske alligevel ved at få hul igennem til sin monolog som kikset gøglerdame.

»Min kollega Pelle Emil Hebsgaard sagde i går, at den dårligste undertekst, man kan gå ind på en revyscenen med, er, at »jeg skal være sjov«. Det kan man ikke spille, på den baggrund går det hele i stå. Men så har jeg da foreløbig forstået det. Så var det det, mine lange, gamle tanker skulle bruges på: at få det følelsesmæssige forfald ind i rollen, som så gerne i sig selv skulle gå hen og blive lidt sjovt.«

Lene Maria Christensen har arbejdet med Foxy Lady hele aftenen, »da jeg kom hjem og i nat, da jeg ikke kunne sove. Det kværner. Men jeg tror, jeg har fundet det, jeg skal bruge.«