Dronningen af dansk film, Trine Dyrholm, manifesterer nu igen sin status som ekspert i dronningeroller. Efter den enorme succes i filmen »Dronningen«, skal hun nu spille selve dronningen. Nærmere bestemt dronning Margrete I, der var regent af Danmark fra 1375-1412.
Det står klart, efter at instruktør Charlotte Sieling har offentliggjort rollelisten for det, der ventes at blive en storfilm og en gedigen publikumssucces. Filmen, der slet og ret hedder »Margrete den Første«, handler om den stærke dronning Margrete, der regerede landet, dengang Sverige, Norge og Danmark var samlet under Kalmarunionen. Hun var dermed reelt dronning i alle tre lande. Hun indtrådte som Danmarks første dronning som stedfortræder for sin adoptivsøn, kong Erik, i en tidsalder, hvor magtfulde kvinder var et sjældent syn.
Instruktør Charlotte Sieling, der blandt andet er kendt for filmene »Mesteren« og »Over gaden under vandet«, har kastet sig over det historiske drama for at udfolde den ufortalte historie om Margrete I, fortæller hun.
»Jeg vil give hende en stemme og fortælle om en af Europas stærkeste regenter. Kvinden, der skabte Kalmarunionen, et fællesskab blandt Danmark, Norge og Sverige, der kom til at vare i 126 år. En kvinde, der regerede på trods af og ikke på grund af sit køn.«

Ud over Trine Dyrholm, der kommer til at spille hovedrollen, optræder også flere andre kendte navne på rollelisten. Morten Hee Andersen spiller dronningens adoptivsøn kong Erik, Søren Malling spiller biskop Peder og Jakob Oftebro får rollen som den norske prins Olav.
Stadig moderne 600 år senere
Til trods for at dronning Margrete levede for mere end 600 år siden, er hendes verden ikke så forskellig fra de problemstillinger, som kvinder i dag står over for, mener Charlotte Sieling, der ser mange paralleller til kvinder i dag.
»Filmen »Margrete den Første« er et moderne portræt af en kvinde, hvis udfordringer trods de over 600 års afstand i tid, ikke var så forskellige fra dem, kvinder kæmper med i dag. Karriere, familie og moderskab. Filmen viser, hvilken pris Margrete I måtte betale for at være en uforlignelig statskvinde,« siger Charlotte Sieling.
Charlotte Sieling har skrevet manuskriptet til »Margrete den Første« i fællesskab med Jesper Fink og Maya Ilsøe, der er kendt for henholdsvis »Før frosten« og »Arvingerne«. Filmholdet er netop gået i gang, og »Margrete den Første« ventes at få premiere i første halvdel af 2021.