Tre stjerner til »tosseasiatisk bistro«: Vil man servere skarp asiatisk mad med smæk på smagen eller være et grisefarvet panang-party?

Der er mere stemning af bar end restaurant på den nyåbnede Falang Asiateria i Istedgade, og den samlede oplevelse rækker ikke til mere end en middelkarakter, skriver Svend Rasmussen.

Der er pang på farverne på den nye Falang Asiateria, som kombinerer mad og cocktails. Celina Dahl

Man skal passe på med at bruge udtrykket grisefarvet nu om stunder. Men der er ingen vej udenom det forbudte ord, hvis man korrekt skal beskrive facaden på den nyåbnede Falang Asiateria i Istedgade. Stedet er ejet af natklubkongerne Simon & Simon sammen med blandt andre deres kumpaner fra Chateau Motel, og missionen har de i medierne erklæret som værende at skabe en »tosseasiatisk bistro«, hvor man under afslappede former kan hygge sig med cocktails og asiatiske favoritter.

Natklubkongerne Simon & Simon står sammen med blandt andre deres kumpaner fra Chateau Motel bag Istedgades nye restaurant. De har tidligere udtalt, at missionen har været at skabe en »tosseasiatisk bistro« Celina Dahl

Umiddelbart ser det ud til, at klubkongerne har hevet en del af deres faste klientel med: pigerne er i stramt betræk, flere af mændene har strikhue på indenfor (og så véd man, at man enten er på Mændenes Hjem eller i en hipsterbule) og så får den kitschede indretning med små buddha-figurer, rosenmønstrede voksduge og papirblomsterranker Falang Asiateria til at ligne en mellemting mellem et balinesisk bordel og en thailandsk turistfælde for – ja, grisefarvede (falang ér i øvrigt thaiernes betegnelse for lyserøde mennesker fra Vesten). Så alt er helt, som det skal være i følge håndbog for hipstere.