Til VM i vintersvømning: »Oppe af vandet rækker jeg armene i vejret og brøler af stolthed«

Det er det glade vanvid – med meget glade deltagere: Iskold vintersvømning er ved at blive hot. For nylig drog 103 danskere til VM i Slovenien. Vi tog med. I det kolde vand. En 80-årig dansker vandt fire guld og en sølv-medalje, men selv om Berlingskes udsendte kun fik en deltagermedalje, var han alligevel nærmest lykkelig bagefter.

Så glad kan man blive for en deltagermedalje! Artiklens forfatter er lykkelig for VM-oplevelsen – og det er faktisk ikke helt umuligt at opnå en medalje i sølv eller guld. Det var også en ære at repræsentere de rød-hvide farver. Foto: Barbara Houmøller

Grunden til, at jeg nu befinder mig her i badebukser i minusgrader i alpebyen Bled, finder vi en novemberaften for halvandet år siden på en bar. Over en Dark And Stormy fortalte en ven om sine spændende og udfordrende oplevelser ved VM i Estland samme år. Det lød også godt, at han kunne sige, at han var blandt verdens 1.386 bedste vintersvømmere. Så jeg indskrev mig hurtigst muligt som en af de mange nye til de fem dages konkurrencer ved det Olympiske Rocenter i en sø ved alpebyen Bled.

De fleste andre ser skarpe ud, synes jeg, og jeg må gentagne gange minde mig selv om, at jeg skal tage det som et eventyr og bare håbe ikke at blive nummer sidst.

Og jeg er åbenbart del af en dansker-trend: I 2012 var der tre danske deltagere til VM i Vintersvømning i Letland. Otte år senere er tallet 103. Næsten en tiendedel er således danske, her første uge af februar ved VM i Slovenien. I alt samles 1.065 vintersvømmere fra 36 lande om det kolde vand, og målt på deltagere var Danmark fjerdestørste nation efter Finland med 188, Storbritannien med 118 og Rusland med 104.