Det er torsdag morgen, og jeg skal ud med skraldet. Nedenfor hoveddøren får jeg en sok i en sø af regn, der har lagt sig på fliserne. Hen over gårdspladsen kommer haglene, som sætter sig i nakken og glider ned ad ryggen. Tak for det, du! Himlen er metalgrå, som låget på den skraldespand, jeg griber om. Metallet sidder fast i min hånd, og jeg skælder og smælder.
Da jeg tænder computeren for at arbejde, begynder mine hænder at google. Jeg må væk, inden jeg smadrer hele bulen og forpester andres humør
Her på slutningen af vinteren er reserveoverskuddet sluppet op. Jeg har udpint hver en rest i tuben. Søndage under tæpper med bøger, te og chokolade virker ikke længere. Et indvendigt raseri er i stedet skvulpet over. Jeg sjatvander blomster med sådan en kraft, at vandet vælter ud over vindueskarmen. Og nu får den skældud, vandkanden. Den er sgu da en idiot! Bagefter er det morgenbollens tur. Den bliver smurt med den slags bevægelser, der får den til at ende i fem dele.
