Til Dronningen fra Projektmager Pedersen

Knud Pedersen var medlem af Churchill-klubben under Anden Verdenskrig, er far til Klaus Riskær Pedersen, ejer Kunstbiblioteket og stiftede for 60 år siden Byens Billede. MS kastede sig ud i den umulige opgave at skrive 3.500 ord om et indtil nu 86 år langt liv - og et helt særligt brev til Dronningen.

Knud Pedersen i sit såkaldte »Direktionslokalet«, som kunstneren, forfatteren og projektmageren selv kalder rummet i Kunstbiblioteket med den smukt patinerede Le Corbusier-lænestol  Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen

 

Knud Pedersen sidder på sit kælderkontor i Kunstbiblioteket. I »Direktionslokalet«, som kunstneren, forfatteren og projektmageren selv kalder rummet med den smukt patinerede Le Corbusier-lænestol, en russisk roman inden for rækkevidde og metalskrivebordet på ben af gasbeton, som han selv troner bag med sine næsten to meter høje, ranke skikkelse. Teen bliver hurtig kold, mens han taler sig varm om alt det, han har svært ved at tale om: Krigen og sin berømte, fængslede søn, Klaus Riskær Pedersen. Og alt det festlige, som Knud Pedersen selv kalder det: Kunsten, anarkiet, bøgerne, humoren og de mange kunstprojekter, han har skabt og været en del af.

»Humoren er vigtig,« pointerer han.

»Og jeg vil hellere kalde det respektløshed end anarki.«

Her i kælderen har han siden 1970 - hvor det flyttede fra Nikolaj Kirke - drevet Kunstbiblioteket, hvor kunstinteresserede kan komme ned og leje et maleri i tre uger for 66 kroner. Men selvom han elsker at tale, vægrer han sig mod at blive interviewet.

»Man kan ikke lave et tværsnit af mit liv, for det er en uendelig række af bagsidehistorier og anekdoter, som er svære at rubricere, fordi de ikke hører hjemme nogen steder. Jeg har haft 27 forskellige liv. Nogle har været sjove og andre har været... drøje.«

Man kan godt forstå ham. Det virker uoverskueligt at få et 86 år langt liv presset ned på 3.500 ord. Så vi beslutter os for at tale om et helt særligt brev, han i 2008 skrev, og som han for nylig har besluttet sig for at offentliggøre i sit nyeste projekt, multimediebogen »Abcdebog«. Et benådningsbrev til Dronningen, som er hans måske mest dybfølte og inderlige »værk«. Fordi det handler om hans tid i dansk fængsel under krigen, den manglende respekt for autoriteter, oplevelsen har givet ham, og hvordan han mener, det har påvirket hans søn.

»Min søn, Klaus Riskær, er blevet idømt seks års fængsel for økonomisk kriminalitet. Som far til Klaus, føler jeg et ansvar for, hvorledes han er kommet til det ulykkelige resultat af sit liv og ansøger hermed allerunderdanigst om, at han må blive delvis benådet,« indleder Knud Pedersen brevet.

Årsagen er den, skriver han videre, at han selv blev arresteret under besættelsen af dansk politi og dømt ved dansk ret for sammen med sin storebror at have stiftet Churchill-klubben i Aalborg. I to år, fra han var 16 til 18 år, sad han fængslet i Nyborg Statsfængsel - arresteret, dømt og fængslet af de danske myndigheder.

»Jeg kan ikke udelukke, at jeg uafvidende - og naturligvis helt uden at det har været bevidst for mig - har influeret på min søn i retning af at give ham mindre respekt for den danske lovgivningsmagt og de danske myndigheder overhovedet,« står der.

Knud Pedersen sidder med sin iPad. Her står brevet side om side med blandt andet et interview om fluxus-kunst og en vindmøllekoncert, han afholdt sidste år. Men det centrale er ansøgningen om benådning, som har fået overskriften »Shame on you Danemarken.«

»Det brev står sgu for mig som et stykke krigslitteratur. Det er mit slag. Når jeg siger »shame on you Danemarken«, så mener jeg det i helt shakespearesk forstand. At her bør man virkelig skamme sig,« siger han og forsøger med sine stive fingre at få iPad-appen til at virke. Han finder, hvad han søger.

»Når jeg skriver til Dronningen, skriver jeg ikke til Margrethe, men til den ansvarlige institution, hun repræsenterer. For Kongehuset sender brevet videre til Justitsministeriet, som igen sender det videre i systemet, og hele det institutionshalløj føler jeg er et stykke satire på højt plan. Og det er satirisk, når jeg tilbyder at lave en aftale, så mine år i fængslet kan blive trukket fra Klaus’ dom. Det er et flot tilbud, som de burde sige 1000 tak til, men man skal selvfølgelig være fuldstændig idiot for at tro på, at sådan noget kan lade sig gøre,« siger han.

»Det, som forarger mig, er den sjofle forbrydelse, at et land udleverer egne borgere til sine fjender. Det ville aldrig være sket i lande som England, Frankrig eller USA,« siger han om det faktum, at han selv og andre modstandsfolk under krigen blev fængslet af de danske myndigheder. Men brevet handler også om en far og hans søn. Klaus’ mor forlod familien, da han var halvandet år gammel, og sønnen voksede op hos Knud Pedersen.

»Jeg skriver i brevet, at fordi jeg har opdraget Klaus alene, og fordi jeg har haft så dårlige oplevelser med de danske myndigheder, har jeg måske opdraget ham til at tage lidt let på alle de danske skrankepaver. Og måske har det fået ham til at tro, at han ikke skulle overholde lovgivningen. Men det var ikke, hvad jeg mente,« siger han og tager afsked med sin hustru, Bodil, der skal et par ærinder.

Da han giftede sig med hende, tog Klaus hendes efternavn, og blev dermed til Klaus Riskær Pedersen. Senere fik parret to børn yderligere, datteren Kristine og sønnen Rasmus.

I den forløbne uge blev brevet endnu en gang aktuelt, da Landsretten behandlede Klaus Riskær Pedersens appelsag og skærpede dommen yderligere. Og mens vi sidder og taler, står en journalist fra Ekstra Bladet - som Knud Pedersen vist engang har nævnt det overfor - pludselig midt i Kunstbiblioteket og vil have ham til at bekræfte, at benådningsansøgningen eksisterer. Det lader ikke til at genere ham. Han har haft mange år til at vænne sig til mediernes opmærksomhed på hans søn. Men han gør det også klart, at dette interview ikke skal handle om Klaus. Brevet til Dronningen handler nemlig i højere grad om, hvordan oplevelserne med de danske myndigheder under krigen har givet ham en livslang mistro, som har påvirket hans syn på livet og kunsten.

»Krigen fulgte mig altid, for jeg var dybt belastet af at have siddet fængslet, og min storebror kom sig aldrig over det. Jeg kan for eksempel ikke flyve på grund af min tid i isolation. Det er de lukkede rum, angsten for mørke og klaustrofobien.«

Vi vender tilbage til »Abcddbogen«, som også indeholder nogle af de tegninger, han tegnede, da han sad fængslet.

»I fængslet tegnede jeg det, man ikke måtte tegne, nemlig helt og halvt afklædte damer. Vi fik kladdehæfter med kvadreret papir, hvorpå der stod trykt: »Må ikke bruges til at tegne helt og halvt afklædte damer«, så jeg malede den ene efter den anden. Om morgenen fik vi byggrød, og så tog jeg fire små klatter grød og satte én i hvert hjørne, så tegningen kunne hænge fast på væggen. Og ventede så ellers på, hvad vagten ville sige.«

Han standser og tænker sig om. Er stille lidt. I tvivl om han har ladet sig føre for langt ud af en tangent.

»Sammenhængene er vigtige,« pointerer han.

Dette efterår markerer også 60-års jubilæet for Byens Billede, som han startede i 1952. Den dag i dag står der stadigvæk et permanent staffeli på det ene hjørne af Nikolaj Plads, hvor skiftende kunstnere som Eiler Bille og Henry Heerup de seneste seks årtier har udstillet. I anledning af jubilæet udstilles et værk af den chilenske kunstner Miguel Vega Olivares - som selv er født i 1952 - som består af to stole, hvorpå der står: »Place to wait for the future.«

Sammen med Kunstbiblioteket, som han startede i 1957 i Nikolaj Kirke, er Byens Billede to af Knud Pedersens vigtigste bidrag til dansk kunst og kulturliv, og begge handler i sit inderste væsen om den opposition til det etablerede, som blev grundlagt i hans tidlige teenageår.

Han voksede op i en præstefamilie i Odense, i et hjem præget af modstanden mod besættelsesmagten. Da familien i 1941 flyttede til Aalborg, var Knud Pedersen og hans storebror, Jens, med til at starte Churchill-klubben, der bestod af drenge fra Aalborg Katedralskole, der gjorde alt for at genere tyskerne med hærværk, brandstiftelse og sabotage. Efter to år blev gruppens medlemmer anholdt og Knud Pedersen indsat i Nyborg Statsfængsel - en stor del af tiden i isolation. Men gruppens arbejde inspirerede andre modstandsgrupper og dannede senere grundlag for bøger, tegneserier og film, blandt andre »Drengene fra Sankt Petri« - som Knud Pedersen dog altid har ment giver et helt forkert billede af gruppens arbejde under krigen.

»Churhill-klubben var en spontan reaktion på besættelsen. Det var en måde for os unge mennesker at konvertere vores tanker til virkelighed, fordi vi var forarget over, at almindelige danskere bøjede sig for tyskerne. Da jeg efter to år i fængsel kom hjem, summede huset af aktivitet og var et bedsteborgerhjem midt i begivenhedernes centrum. «

I hans bog »Breve fra fængslet« fra 1964 kan man se den korrespondance, Knud Pedersen førte med sine forældre, mens han sad i Nyborg Statsfængsel.

»Bogen med brevene sætter jeg personligt meget højt... men jeg synes ikke, vi skal tale så meget om krigen, for det er fortid. Den er vigtigt i forhold til den attitude, jeg har fået. «

Det er derfor, Knud Pedersen i brevet til Dronningen beder om, at man »i den historiske og nationale retfærdigheds navn« udligner hans to år i fængsel med to af de fire år, hans søn skal sidde. Et ophold, der som han skriver »har haft livsvarig indflydelse på mit liv og min livskvalitet.«

Da han efter krigen forsøgte at skabe sig en tilværelse, startede han som journalistelev - blandt andet med kunst som stofområde - på Fyens Stiftstidende. I dag spekulerer han på, om han i virkeligheden blev ansat, fordi redaktøren ville gøre hans far en tjeneste. For selvom kollegerne på avisen hyldede ham som en helt, var hans evner som journalist svære at få øje på. Og da han på grund af tiden i isolation er mørkeræd og måtte tage taxa hjem om aftenen, rakte månedslønnen på 100 kroner ikke langt. Da Knud Pedersen senere kom til København, flakkerde han rundt i nogle år, inden han kom i kontakt med kunstmiljøet omkring Nikolaj Kirke. Og her blev hans foragt for autoriteter til en drillende og legende udfordring af den etablerede kunstverden, da han startede Byens Billede.

»Min ambition var at fjerne den forkerte højtidelighed fra kunsten. Højtidelighed over for noget godt og stort har jeg ikke noget imod, men jeg kunne ikke lide det snobberi, man dengang fandt i det lukkede kunstmiljø. Med Byens Billede kom kunsten for første gang ud fra salonerne og væk fra grossererne og højesteretssagførerne, så almindelige danskere fik adgang til kunst,« siger han og finder et avisudklip fra 1952, hvor en asfaltarbejder står og betragter et af byens kunstværker.

»Det er jo i virkeligheden det første eksempel på street art,« siger han om dengang, hvor værkerne på Nikolaj Plads blev skiftet hver 14. dag og hver gang blev anmeldt i aviserne. Knud Pedersen taler om det, han kalder »kunstverdenens giftige pengefokusering« og hvordan »X-faktor-tankegangen« er ødelæggende for kunsten, så nogle kunstnere må forsørges af staten, mens andre bliver berømte mangemillionærer.

»Berømmelse er sådan en social-politisk ting. Jeg har ikke selv det behov, for jeg var berømt, da jeg var 18 år og krigen sluttede. Jeg kan ikke se sammenhængen mellem berømmelse og kunst.«I 1957 fik Knud Pedersen lov til at leje hovedskibet i Nikolaj Kirke for 1.750 kroner om måneden, og i august, da han slog dørene op for verdens første kunstbibliotek, havde han mindre end 100 kroner tilbage på sin konto. Alt havde han brugt på drømmen om at demokratisere kunsten og få den ud til folket. Folk strømmede til for at låne kunstværker til tre kroner og 85 ører for tre ugers leje, og inden længe havde biblioteket over 2.000 lånere. Siden begyndte Kunstbiblioteket at sende billedbusser rundt i landet, så virksomheder og private også kunne få del i kunsten.Da han i 1960erne stiftede bekendtskab med fluxus-kunsten, fandt han samtidig en gruppe ligesindede, som delte hans syn på, at kunst ikke handler om penge, berømmelse og snobberi ,men om idéer, erkendelse og et opgør med det borgerlige kunstsyn. Fluxus-bevægelsen, som også tæller senere så berømte Yoko Ono, var inspireret af blandt andet dadaisme og John Cages eksperimentelle musik, og handlede om at lade kunstbegrebet flyde frit, så kunstværket opstår i det øjeblik, det skabes. I 1962 arrangerede Knud Pedersen en af de første fluxus-koncerter og happenings i Nikolaj Kirke, hvor internationale kunstnere opførte - set med datidens øjne - bizarre værker.

»Ét af dem bestod i, at en mand kom ind på scenen med en violinkasse, åbnede den, tog en trompet frem, lukkede kassen igen og forlod scenen. Ét andet gik ud på, at den tyske fluxus-kunstner Wolf Vostell kastede lagkage og elpærer mod publikum, som dog blev beskyttet af en tyk glasplade. Selvom Danmarks Radio optog det hele, nægtede kanalen at sende koncerten på grund af »underlødighed«, som den kaldte det.«

I dag findes mange af fluxus-bevægelsens værker, eller dokumentationen af dem, i hans eget arkiv i Nikolaj Kirke. Men ellers er der ikke meget tilbage, og båndene hos DR er for længst overspillet.

Fluxus-koncerterne var en rød klud i ansigtet på »borgermusikken«, der med overborgmester Urban Hansen i spidsen, gjorde alt hvad de kunne, for at få Projektmager Pedersen smidt ud af kirken. Hans svar på at være uønsket var typisk Knud Pedersen: I 1967 stiftede han verdens første ikke-eksisterende museum for at gøre op med ideen om, at kunst har brug for en fysisk ramme for at udfolde sig.

Siden er det manipulerede foto af Nationalbanken med skiltet »Københavns Museum for Moderne Kunst« på taget gået verden rundt.

Allerede inden åbningen kom der breve fra museer over hele verden med tilbud om at låne kunstværker til det nye museum, og den dag i dag modtager han dagligt bøger, henvendelser og invitationer til Københavns efter sigende førende kunstmuseum.

»Når folk skriver til os og spørger, om de må komme og fotografere vores samling, fortæller jeg altid, at vi skam er et meget aktivt ikke-eksisterende museum,« klukker han.

Da man i 1996 planlagde at bygge et nyt museum syd for hovedstaden, var det tanken, at det netop skulle hedde Københavns Museum for Moderne Kunst. Men Knud Pedersen protesterede, og så måtte man i stedet kalde det Arken.

»Museet« har også givet Knud Pedersen mulighed for at udbrede sine tanker rundt om i Europa. I 1976 blev han inviteret til konference i Bologna for at holde foredrag med blandt andre den berømte museumsdirektør Pontus Hultén, som på det tidspunkt var ved at åbne Pompidou Centret i Paris. Emnet var deres erfaringer med museumsdrift.

»Da jeg søgte Udenrigsministeriet om penge til turen, svarede de »er du da fuldstændig sindssyg, dit museum eksisterer jo ikke!« Alligevel kom der en opringning fra en fuldmægtig, som oplyste mig om, at fordi Danmark havde en bilateral aftale med Italien, var de forpligtet til at betale min tur, hvis Italien betalte opholdet. Så Bodil og jeg tog toget derned og boede på 1. klasses hotel. Og jeg gik på talerstolen og komplimenterede præsidiet, for at de virkelig havde haft mod til at invitere mig og udvist forståelse for, at moderne museumsdrift kræver, at man ikke har fire vægge og budget til cafeteria og vagter. Arrangørerne blev mere og mere røde i deres hoveder, og journalisterne, der fik det hele simultantolket, kom ned og spurgte om, hvad fanden der foregik. Om aftenen stod præsidenten med det mest ironiske buk, da han gav mig spisebilletter til de dyre restauranter. Jeg nikkede bare venligt tilbage.«

Han griner igen af historien, som på den ene side kan forstås som en practical joke, og på den anden som endnu et slag mod den forkerte højtidelighed og »Kampen mod borgermusikken«, som netop er titlen på en af Knud Pedersens bøger.

Som en ironisk krølle på historien fik han i 2006 tildelt N. L. Høyen-medaljen ved Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunstners store årsfest under overværelse af dronning Magrethe og prins Henrik. Begrundelsen, som blev læst højt, var blandt andet oprettelsen af det ikke-eksisterende »Københavns Museum for Moderne Kunst!«

Det ligger ham meget på sinde ikke at blive misforstået.

»Seriøsiteten må ikke forsvinde. Det her er jo ikke Anders And blad. Men hvis det er, så må jeg være... hvad hedder han... Georg Gearløs!« siger han med et alvorligt smil.

Men vi skal også tale om et projekt der - mod Knud Pedersens forventning - lykkedes og blev taget alvorligt. Da hans datter ikke kom ind på Den Danske Filmskole, fik han sammen med Bodil idéen om at skabe en filmhøjskole, som i 1993 åbnede som Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

»Hver sommer fortæller de stadigvæk de nye elever historien om, at skolen blev stiftet, fordi der var en pige, som ikke kunne komme ind på Filmskolen, og det er noget af det, jeg i dag er mest stolt over at have været med til.«

I dag hænger der på Filmhøjskolen en messingplade, hvor han hyldes som idémanden bag institutionen, som er en af de mest succesfulde højskoler i landet og berømt i filmkredse verden over.

»Da vi stod til indvielsen sagde Henning Carlsen, som sad i bestyrelsen: »Der fik vi taget røven på dig, Knud, for hvis det stod til dig, skulle den aldrig være blevet til noget.« Og det havde han egentlig ret i, for det handlede jo om min kamp mod det etablerede.«

Han taber tråden et øjeblik... igen bange for at eksemplerne bliver forsimplede.

»Det er kompliceret, fordi jeg har levet i så mange år. Det er både et handicap og en gave. Og så har jeg fået en søn, der er så berømt, at når jeg en dag går bort, vil aviserne skrive, at Klaus Riskærs far er død,« smiler han.

»Jeg har spurgt Klaus, om han har noget imod, at vi taler om brevet til Dronningen og viser det i avisen, og det er fint med ham.«

Han får et hosteanfald. Noget kriller i halsen.

»Der kræver fantasi hele tiden at udfordre autoriteter og systemer, og jeg balancerer hele tiden på kanten. Som med al god kunst handler det om at holde sig inden for stregen. Jeg er tiltrukket af store idéer, som er håbløst umulige. Det vigtige er ikke, om et projekt er blevet til noget, men om jeg kan skrive om processen efterfølgende. Nogle gange er jeg alt for forud for min tid, og når man er foran, risikerer man at komme for hurtigt,« siger han og nævner blandt sine mange forudseende projekter, Kunstbiblioteket.

»I dag løber foretagendet rundt, men problemet er, at teknologien har indhentet og overhalet mig, så jeg næsten er for gammel til at beherske teknologien,« siger han om Kunstbibliotekets digitale afdeling, Artscreen, hvor brugerne via et abonnement får adgang til kunst på nettet, og kunstnerne får royalties. »Kunstbibliotekets fremtid«, som han kalder det.

»Hvordan fanden kan man drive en virksomhed som Kunstbiblioteket i 50 år uden at være kommet længere økonomisk?,« siger han og kigger rundt i kælderlokalet. Her er det planen, at hans yngste søn, Rasmus, på et tidspunkt skal regere, mens hans datter, Kristine, har travlt med sin karriere som jurist.

»Rasmus skal køre det her videre, fordi han er en god forretningsmand. Jeg har jo ikke været så skide dygtig til penge, så det kan nok ikke gå helt galt,« siger han og går forsigtigt, med støtte fra væggen, ind på kontoret for at finde flere udklip og bøger.

»Tingene går langsommere i dag, men jeg har lige så meget energi til at finde på nye projekter, som jeg havde tidligere, synes jeg. De bliver dog mere og mere abstrakte. Det seneste kan jeg ikke fortælle om, men det bliver skide skægt,« griner han.

Han vender igen tilbage til Klaus’ fængselsdom, som bekymrer ham meget.

»Jeg kan ikke lide, at man burer folk inde på den måde. Der er ikke nogen, der får noget ud af det,« siger han sørgmodigt men får lys i øjnene af en ny idé:

»Man skulle vente med at straffe folk, til de blev 70 år. Så kunne man kombinere straffen med alderdomsforplejning, og så behøvede man ikke mure og pigtråd. Man risikerer også, at folk når at dø inden, og så sparer man den plads.«

Han griner sin listige Projektmager Pedersen-latter og bliver igen alvorlig.

»Når du nu går hjem og skriver, så prøv på at det ikke bliver for meget Georg Gearløs.«