»Jeg ved godt, at når jeg dør, vil aviserne skrive, at Klaus Riskær Pedersens far er død.«

Det ville have passet Knud Pedersen umådeligt godt, at det var ham selv, som bestemte de indledende ord i hans egen nekrolog. Og det passer mig lige så godt, at jeg for første gang kan skrive om ham uden at frygte en længerevarende diskussion efterfølgende.

Ovenstående citat er fra et interview, jeg lavede med Knud for et par år siden, og de indfangede meget fint hans egen ambivalens. At det på trods af hans enorme betydning for dansk historieskrivning, alligevel er lykkedes ham at leve et liv uden for offentlighedens søgelys.

Og samtidig savner jeg allerede de diskussioner. For at tale med Knud var altid som en kærlig boksekamp, man aldrig gik fra uden småknubs. Han var besværlig, stålsat og stædig. Ville helst have det sidste ord. Men, for at bruge en kliche, så var det sgu aldrig kedeligt.

Da jeg første gang sad overfor ham på hans kontor i Kunstbibliotekets kælder – »direktionslokalet«, kaldte han det – mens han modvilligt lod sig interviewe, sagde han det selv meget præcist:

»Man kan ikke lave et tværsnit af mit liv, for det er en uendelig række af bagsidehistorier og anekdoter, som der ikke er noget interessant i… Jeg har haft 27 forskellige liv. Nogle har været sjove og andre har været.... drøje.«

Og typisk for Knud foreslog han i stedet, at historien om ham skulle bestå af fire blanke sider, som en lille manifestation i sig selv.

Knud gav sig aldrig uden modstand, og han var forfængelig på sin egen måde. Men først og fremmest var han fanatisk opsat på at få fortalt historierne fra sit liv så korrekt som muligt.

Han voksede op som præstesøn på Fyn og var 14 år, da tyskerne i april 1940 besatte Danmark. Sammen med sin bror og en flok kammerater, begyndte Knud at spænde ben for tyskernes operationer med stadigt mere sofistikerede drillerier.

Da familien siden flyttede til Ålborg, blev Knud og storebror Jens de drivende kræfter i drengebanden Churchill-klubben, som blev Danmarks første modstandsbevægelse. Det startede uskyldigt men rapserier og småprovokationer mod værnemagten, men i 1941 blev det alvor, da drengene blev anholdt og Knud sad fængslet i to år.

Tiden bag tremmer påvirkede Knud i resten af hans liv, og hele hans senere kunstneriske virke kan tolkes gennem de to års indespærring. At blive dømt og fængslet af sin egne landsmænd for at kæmpe for sit land, grundlagde i Knud Pedersen en livslang foragt for autoriteter og hierarkier, og da han i 2008 skrev et brev til Dronningen om at få sin søn, Klaus Riskær Pedersen, benådet, var det lige så meget et opråb fra en desperat far som det var et stykke krigslitteratur.

»Shame on you Danemarken«, som han kaldte benådningsbrevet, hvor han foreslår en byttehandel, så de år, han selv sad i fængsel, kan blive trukket fra hans søns dom.

Allerede da Klaus var få år gammel, blev Knud skilt fra hans mor, som flyttede til Italien, og Knud opfostrede sin søn alene.

I 1964 mødte han den 20 år yngre Bodil, og sammen fik de datteren Kristine og sønnen Rasmus, som gradvist har overtaget driten af Kunstbiblioteket, som startede i Nikolaj Kirke og senere flyttede til mere ydmyge lokaler i Nikolajgade.

Her kan man stadigvæk for 66 kroner for tre måneder, leje kunstværker af anerkendte kunstnere, eller besøge den digitale online afdeling for videokunst, som optog Knud lige til det sidste.

I 1960erne blev han også en af de drivende kræfter for avantgarde-kunstbevægelsen »fluxus«, som opførte set med datidens øjne groteske happenings i Nikolaj Kirke. Nysgerrige københavnere kunne ved disse »fluxuskoncerter« blandt andet opleve den tyske kunstner Wolf Vostell, som kastede lagkager og elpærer mod publikum – som dog blev beskyttet af en glasplade – og Knud Pedersen stod selv bag værket »a la carte«, hvor publikum vælger små happenings fra et menukort og opfører dem selv.

Fluxus var inspireret af dadaisme, og var et opgør mod datidens snobbede borgerlige kunstsyn. I stedet handlede det om at lade kunstbegrebet flyde frit, og en af bevægelsens mere prominente navne tæller Yoko Ono.

Da Knud Pedersen og Kunstbiblioteket  i 1970erne blev smidt ud af Nikolaj Kirke, opførte han i stedet verdens første og eneste ikke-eksisterende kunstmuseum, nemlig Københavns Museum for Moderne Kunst, som deler postadresse med Kunstbiblioteket, men ellers kun eksisterer som et opgør mod det, som Knud Pedersen altid har kaldt »borgermusikken«.

Hans bog om Churchill-klubben blev senere til Bjarne Reuters bog »Drengene fra Sankt Petri«, som blev filmatiseret i 1991.

Men Knud accepterede aldrig filmens romantiserede og heroiske skildring af krigens begivenheder, og han spildte sjældent en lejlighed til at fortælle alle, der gad lytte, at han var dybt skuffet over både bog og film.

Men det var ikke den eneste gang, at han tog kampen op mod filmbranchen. Da hans datter, Kristine, blev afvist på Den Danske Filmskole, fik Knud idéen til at skabe en en europæisk filmhøjskole, og selvom projektet kun var endnu et forsøg på at udfordre det etablerede, blev Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft indviet i 1993.

»Der fik vi taget røven på dig,« sagde bestyrelsesmedlem Henning Carlsen ved åbningen.

2. juledag ville Knud Pedersen være fyldt 89 år, og lige til det sidste var han den, som stillede sig op og gjorde verden opmærksom på alt forblommethed og falskhed.

Hvis man for blot nogle uger siden var gået forbi kælderen i Nikolajgade, var man måske blevet budt på en kop kaffe af Bodil, mens man bladrede gennem de lange rækker af malerier for at vælge lidt nyt til væggen derhjemme.

Og hvis man havde banket på døren til »direktionslokalet«, ville Knud smilende have budt indenfor og fortalt om endnu et af sine mange projekter.

Og han ville skiftevis have talt med harmdirrende alvor og klukket med sin tørre »Projektmager Pedersen«-latter. Og man ville have trådt op i vinterlyset med en fornemmelse af, at livet er fuld af muligheder, og at kun fantasien sætter grænser.

Verden er blevet en hel del fattigere uden Knud.

Læs den lange fortælling om Knud Pedersen: Til Dronningen fra Projektmager Pedersen

Se også hele Berlingskes samling i serien om »Frihedens stemmer«.