Thomas Vinterberg om ubåden Kursk: »Jeg husker de der bankelyde, som var så civiliserede«...

»Hvad husker du om din far?«

I den sidste del af Thomas Vinterbergs stærke genfortælling af den russiske ubådskatastrofe, der i virkelighedens verden fandt sted i august 2000, stiller hans hovedperson i filmen, Mikhail Averin, et både enkelt og svært spørgsmål.

På det tidspunkt har Mikhail Averin, spillet af Matthias Schoenaerts, mistet alt håb om at blive reddet op fra ubåden. Døden er uundgåelig. I løbet af ganske kort tid vil han dø af iltmangel, livet er slut. Det ved han i det øjeblik - efter syv dages udmattende kamp for fysisk og mental overlevelse og ikke mindst for at bevare håbet.

Oppe på land har han sin gravide kone, Tanya, spillet af Léa Seydoux, og sin tre-årige søn, Misja. Imens er han selv strandet dybt nede på bunden af Barentshavet nord for Norge ved Kolahalvøen, uden nogen mulighed for kontakt.

»Hvad husker du om din far?«, spørger Averin en ubåds-kollega, som selv mistede sin far, da han var tre år:

Og kollegaen svarer: »Ingenting.«

Så giver Averin sig til at skrive et afskedsbrev til sin søn. Virkelighedens Mikhail Averin hed Dimitri Kolesnikov og skrev et afskedsbrev, som blev fundet på ubåden. Ikke til sin søn, for han havde ingen børn, men til sin kone.

Nationalt traume

Det er et øjeblik fuldt af håbløshed. Hvor sorgen i en menneskelig tragedie for de 118 ombord på ubåden og deres familier overskygger alt, og hvor også en voldsom vrede over det russiske militær viser børster. En vrede over, at russerne ikke vil tage imod hjælp fra blandt andet Norge og Storbritannien, så de 23 overlevende efter en eksplosion på ubåden måske kunne være reddet. Og over at familierne oppe på land fyldes med løgn, nægtes information og bliver mødt med en mur af tavshed fra myndigheder og militær i de dage, hvor deres mænd, fædre og sønner kæmper med den altafgørende tid nede i ubåden.

Ifølge Thomas Vinterberg er katastrofen stadig et nationalt traume, her 18 år efter.

»Filmen handler om tid og livets endelighed. Samtidig er den en hyldest til livet. Men også en erkendelse af, at livet ophører. Begge dele skulle meget gerne være repræsenteret. Men livets ophør er måske mere present i filmen og i den katastrofe, der skete i virkeligheden,« siger Thomas Vinterberg.

Da han for et par år siden læste om den rigtige Dimitri Kolesnikov, blev han dybt berørt.

»Vi kan ikke vide præcis, hvad der skete på ubåden i de dage, men at der er en mand, som har skrevet et afskedsbrev til sin kone, har været en stor inspiration og rørt mig meget. Dimitri Kolesnikov vidste, at han skulle dø.«

Helt systematisk skiftes de sidste overlevende hver eneste time på slaget hel til at banke fire gange med en hammer et bestemt sted på ubåden i håb om at blive hørt. Og de bliver hørt. Men gammelt og udueligt redningsmateriel og et russisk militær, for hvem ydmygelse for øjnene af resten af verden er det værste, der kan ske, er i filmen en hovedforklaring på, hvorfor de sidste overlevende ikke bliver reddet. Den kostbare tid i ubåden går tabt, familier sønderknuses og ialt 71 børn mister en far.

Thomas Vinterberg husker tydeligt den russiske ubådskatastrofe, som hele verden fulgte med i.

»Jeg kan bedst huske den banken, som var noget af det, der forfulgte mig, uden at jeg dengang gik mere ind i det. Men de der bankelyde, som var så civiliserede i kombination med den note, mændene havde skrevet til sig selv: »Don’t panic«. Det var så sindsygt heroisk. Med noget ophøjet over de ellers så grufulde omstændigheder.«

Løgn, tavshed og tilsvining

Ifølge Thomas Vinterberg var det lige omkring 2000, at Rusland lukkede ned for det, der med perestrojka og glasnost ellers var blevet en langt mere fri presse i et land, der var ved at tø op efter den kolde krig.

»Det betød, at internettet og den frie presse i 2000 stadig var ude af myndighedernes kontrol, og at ubådshistorien blev delt med hele verden omgående. Nogle påstår, at ubådssagen var den sidste, hvor de russiske myndigheder ikke kontrollerede pressen,« siger Thomas Vinterberg.

En af filmens stærkeste scener er ifølge instruktøren netop det pressemøde, hvor også mændenes familier deltager. Her fyldes alle med skiftevis løgn, tavshed og tilsvining fra militærets og myndighedernes repræsentanter. En mor (spillet af Pernilla August, red) til en af de mænd, der er ombord på ubåden, insisterer på sandheden og nogle svar.

Hun rejser sig, råber højt af frustration og angst og beskyldes senere for at være prostitueret, for at drive anti-russisk propaganda og i øvrigt være en løgner. Hun fjernes med magt, og på vej ud giver en kvindelig repræsentant fra myndighederne hende en bedøvende indsprøjtning, så det ser ud, som om hun besvimer.

»Det er en meget præcis gengivelse af optagelser, som ligger på nettet, tilgængelige for enhver. Også fra det øjeblik, hvor kvinden får en indsprøjtning og bæres ud. Da jeg så dem, blev jeg virkelig rystet. Det er helt forfærdeligt og dybt, dybt, dybt gribende.«

Bortset fra, at replikkerne af juridiske grunde ikke måtte være de samme som til det rigtige pressemøde, er optagelserne produceret tæt op ad oplægget, forklarer Vinterberg.

Han begynder at forstå det, han beskriver som russisk propaganda. Som noget de russiske myndigheder beskytter sig bag.

»Der er en vis arrogance i løgnen, som ikke engang behøver at være en god løgn. Der er næsten en styrke bag dét at levere en dårlig løgn, og det kan man vel sige, at der er ret meget af i øjeblikket.«

I det oprindelige manuskript sprang ubåden i luften på side 10, resten var ifølge instruktøren politiske intriger.

»Jeg besluttede mig for at løfte den første del af historien, som handler om de mennesker, der var involveret. Jeg skabte historien med sønnen, som skulle repræsentere alle de børn, der blev faderløse, og jeg gik meget ind i delen med deres koner og familier oppe på land.«

Hvad betyder det for dig, at du arbejder med en film, baseret på en virkelig katastrofe, der fandt sted for kun 18 år siden?

»Det er en kompliceret størrelse. For når vi laver en historie om virkeligheden, har vi selvfølgelig også en forpligtigelse i forhold til virkeligheden. En konstant moralsk forhandling med os selv om, hvor meget fiktion, vi vil lave. Vi havde den britiske ubådskaptajn David Russel (der i filmen spilles af Colin Rith, red.) med hele vejen under produktionen, og også en russisk ubådsekspert.

Russel spillede en helt central rolle i 2000 og var briternes kontakt til det russiske militær. Forgæves forsøgte han at overtale dem til, at briterne og nordmændene måtte hjælpe med at få de overlevende op. Derfor er David Russel den, der har været tættest på hele forløbet i de dramatiske dage.«

Hvis individet nu havde været vigtigst ...

Instruktøren har ikke kunnet lade være med at tænke tanken, hvad der var sket, hvis russerne havde sagt ja til hjælp.

»Hvis de nu havde haft vores gode danske kristne grundtanker, hvis de nu havde set dét at bede om hjælp som en styrke, og hvis de som os her i Vesten havde betragtet individet som det vigtigste, og det var blevet ført ud i praksis - hvad var der så sket?«

Er det ydmygelsen over for resten af verden, der gør, at russerne ikke ville tage imod hjælp?

»Jeg tror, det er større end det. Jeg tror, at mens det for os er en styrke at bede om hjælp, så vil det for et russisk styre blive betragtet som en svaghed.  Det er en helt anden identitet. Det er jo et verdensherredømme, de konkurrerer om - med militære hemmeligheder, som der jo var på »Kursk«. Når man går dybere ind i det, opdager man, hvor vigtige de militære hemmeligheder er for en nation, der i øvrigt også var opløst af dårlig økonomi. Det var en anden grund til, at det gik galt. De havde ikke styr på deres økonomi.«

Har du fået nogen henvendelser fra russiske myndigheder?

»Jeg har ikke har haft nogen sikkerhedsmæssig risiko, eller det ved man jo aldrig. Men nej, altså vi ved jo, at vi bliver betragtet, for allerede otte- ti minutter efter, at traileren til »Kursk« kom på nettet, var der en russisk admiral, der var ude at skyde med skarpt mod filmen og rejste en sønderlemmende kritik. Filmen er solgt til russisk distribution, men om den så rammer de russiske biografer, afgør vel en eller anden form for censur.«

»Kursk« er primært optaget  i Frankrig hos den franske flåde og baseret på Robert Moores bog »A Time to Die« af Robert Moore. Manuskriptet er  af Robert Rodat. I hovedrollerne ses Matthias Schoenaerts, Léa Seydoux, Colin Firth og Max von Sydow. Filmen har premiere i de danske biografer på torsdag.