En måned før filmoptagelserne på Thomas Vinterbergs film “Kursk”, der handler om en russisk ubådskatastrofe i 2000, er de dele af filmens manuskript, der omhandler Ruslands præsident Putin blevet skåret ud.

Ifølge branchebladet The Hollywood Reporter, skulle karakteren Vladimir Putin hav været med i mindst fem scener i filmen, angiveligt den første gang det har været tilfældet i en større spillefilm.

Ifølge bladets kilder, var det imidlertid et ønske fra Luc Besson, der er producent på filmen, at filmens fokus skulle flyttes fra den politiske intrige til forsøget på at redde besætningsmedlemmerne ud af den sunkne ubåd.

Ubåden “Kursk” sank på 100 meter vand under en øvelse efter en eksplosion i en torpedo, og alle 118 besætningsmedlemmer druknede, efter en tidsperiode af ukendt varighed, hvorunder Rusland forsøgte at komme matroserne til undsætning.

Filmen produceres af Luc Bessons EuropaCorp, og den danske filminstruktør Thomas Vinterberg har været tilknyttet filmprojektet siden februar sidste år, da han selv havde succes med sin film “Kollektivet”.

Filmen er baseret på Robert Moores bestseller om ulykken “A Time to Die”, hvori Vladimir Putin spiller en stor rolle. Den russiske præsident havde kun siddet på posten i tre måneder, da Kursk-ulykken indtraf, og blev senere kritiseret for ikke at have afbrudt et sommerhusophold under krisen. Det har Putin siden offentligt beklaget, omend han samtidig slog fast, at det ikke havde gjort forskel, hvad angår sømændenes tragiske skæbne.

Ifølge The Hollywood Reporters kilder kan der ligge mere end manuskript-tekniske overvejelser til grund for at Putin nu er klippet ud af historien.

Angiveligt ønsker man ikke i EuropaCorp, en af Europas største uafhængige filmselskaber, at selskabet udsætter sig selv for hacking, ligesom det var tilfældet, da de amerikanske komikere Evan Goldberg og Seth Rogen lavede en komedie om Nordkoreas diktator Kim Jong-un. Filmen “The Interview” førte i 2014 til omfattende hacking af Sony Pictures.