Thomas Levin: »Da det sagde ‘KRAA, KRAA, KRAA’, havde jeg fået nok. Vi gik i pausen«

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål koger vi en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers holdninger og på deres kulturforbrug. Denne gang er det skuespiller og dramatiker Thomas Levin.

»Jeg kan dog godt savne, at kulturen stod stærkere i det politiske landskab, og at medierne blev bedre til at perspektivere kulturen, så kulturen oftere blev set i en større samfundsmæssig ramme,« siger skuespiller og instruktør Thomas Levin. Mathias Eis

Hvad er dansk kultur for dig?

»Samlet set er dansk kultur en hybrid af både høj- og lavkultur. For eksempel Søren Kierkegaard, smørrebrød, Louisiana og gastronomi i verdensklasse, men det er også fodbold. Dansk kultur er som en terrier, der tror, den er en schæferhund. Vi er et produkt af vores egen »lille-land-bevidsthed«. Samtidig kan vi ikke begrænse den nationale stolthed, når vi udmærker os internationalt. Der er noget vidunderligt i, at vi alle sammen stadig refererer til Europamesterskabet i fodbold 1992, som der var tale om en krig, vi vandt! Overordnet er dansk kultur en skizofren tilstand med mange forskellige stemmer og hvor selvbevidstheden konstant er til forhandling.«