Terkel i knibe på scenen: »Når man tænker på, hvad børn i øvrigt ser, tror jeg ikke, man skal holde sig tilbage«

»Terkel - The Motherfårking Musical« er både grov, respektløs, grænseoverskridende og komplet politisk ukorrekt. Og det kan børn sagtens tåle, mener instruktøren Nikolaj Cederholm. »På sin egen grotesk overdrevne måde kommer vores forestilling måske tættere på børns virkelighed end så meget andet,« siger han.

Der bliver gået til den og delt både fysiske og verbale tæsk ud i »Terkel - The Motherfårking Musical« - her er det komikerparret Adam og Noa i rollerne som klassens bøller, Sten og Saki. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Da tegnefilmen »Terkel i knibe« i 2004 ramte biograferne, blev den modtaget med begejstring af det unge publikum. Forældrene var mere forbeholdne - var det virkelig nødvendigt med så meget udpenslet vold, død og splatterblod ud over det hele? Og hvad skulle det til at lære de unge mennesker endnu flere bandeord?

Siden da er det danske frisind blevet mindre og krænkelsesparatheden tilsvarende større. Men det har ikke fået folkene bag »Terkel - The Motherfårking Musical«, som er baseret på filmen og netop har haft premiere i Tivolis Koncertsal, til at lægge en dæmper på tonen. Snarere tværtimod. »Terkel - The Motherfårking Musical« bliver mindst lige så sjov, grov, respektløs, grænseoverskridende og komplet politisk ukorrekt som filmen, lover arrangørerne, der kalder forestillingen »en syngende lussing til hele Danmark«.

Ruben Søltoft som Terkel i selskab med Thomas Bo Larsen (tv.) som den svovlende Stewart Stardust og Martin Brygmann som musiklæreren Arne Nougatgren, der måske ikke er helt så rar, som han giver sig ud for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Men er der slet ingen grænser for, hvad man kan udsætte unge ubefæstede sjæle for i 2019?

Jo, selvfølgelig er der det. Men de ligger måske et andet sted, end vi umiddelbart tror, siger Nikolaj Cederholm, der har instrueret løjerne.

»Når man tænker på, hvad børn i øvrigt ser, tror jeg ikke, man skal holde sig tilbage, hvis man vil være med. Og på sin egen fuldstændig grotesk overdrevne måde kommer vores forestilling måske tættere på den virkelighed, mange børn står i, end så meget andet.«

Ligesom filmen handler »Terkel - The Motherfårking Musical« om Terkel og de andre i 6. klasse, om at blive mobbet af klassens bøller - og selv mobbe andre - om at blive forfulgt af dårlig samvittighed, om natlige mareridt og om forældre, der aldrig er der, når man virkelig har brug for dem. Det hele garneret med masser af musik, sang og dans med volumenknappen i bund, gevaldige slagsmålsscener og en god portion uhygge.

»Det er jo en gyser. Den handler om en dreng, der er bange, og det, tror jeg, mange børn genkender,« siger Nikolaj Cederholm, der mener, at forestillingen først og fremmest udmærker sig ved at være i øjenhøjde med børnene og anerkende, at de er meget bedre til at lure virkeligheden, end vi går og tror.

»I meget børnefiktion er der en forventning om, at virkeligheden fremstilles på en bestemt måde, og at moralen altid skal gå op. Sådan går det bare ikke her. Vi kan ikke skjule for børnene, hvad det er for en verden, de vokser op i. Og det skal vi heller ikke,« siger han.

»Selvfølgelig synes vi ikke, det er godt, at der er nogen, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet. Men det sker altså her, når Fede Dorit hopper ud ad vinduet. Der bliver leget med de ting, som børnene normalt får ind på en lidt mere pædagogisk måde. Men måske er vores måde i virkeligheden mere pædagogisk, fordi den anerkender børnenes intelligens og evne til at se på verden.

Og så skal vi huske på, at »Terkel - The Musical« er et eventyr, og i eventyr bliver der normalt slagtet trolde, og små piger bliver ædt. Her foregår eventyret bare i en skoleklasse. Men det er stadig et eventyr, og vi har skruet op for alle eventyrknapperne.«

Der er fuld knald på både farverne og musikken i »Terkel - The Motherfårking Musical« - her med Martin Brygmann i front som Arne Nougatgren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Fra Kaj og Andrea til Counter-Strike

Mens filmen »Terkel i knibe« havde en aldersgrænse på syv år, anbefaler Tivoli på sin hjemmeside musicalen fra 10 år. Og det er en rimelig nedre aldersgrænse i vore dage, mener børneforsker Søren Østergaard, ph.d. og leder af Center for Ungdomsstudier.

»Sammenligner man 10-12 årige anno 2019 med deres jævnaldrende for bare en generation siden, er der himmelvid forskel på den erfaring, de har med i rygsækken,« siger han.

»For en generation siden var det Kaj og Andrea, børnene voksede op med. I dag færdes de hjemmevant på nettet og er vant til at forbruge produkter, der er tiltænkt deres ældre søskende - eller deres forældre.«

Men mange forældre aner ikke, hvad deres børn laver på nettet, og har yderst begrænset kendskab til de digitale universer, deres børn færdes i. Og det er et problem, understreger Søren Østergaard.

»En stor gruppe børn lever et liv, som er meget uafhængigt af, hvilke værdier, deres forældre har for, hvad deres børn skal,« siger han. »Men der er altså meget mere blod og mange flere, der bliver slået ihjel, i et spil Counter Strike end i »Terkel i knibe«. Derfor tror jeg, at hvis man som forældre ser musicalen sammen med sine børn, vil det være en rigtig god anledning til at få snakket om, hvad vi synes er OK.«

På samme måde mener han, at det er vigtigt, at forældre taler med deres børn om sproget. Ikke fordi børn i dag kan lære meget nyt af at se »Terkel - The Motherfårking Musical«, men fordi sproget generelt er forurenet.

»Langt de fleste børn kan sagtens afkode, hvornår sproget fungerer i en bestemt sammenhæng. Det er meget få 13-årige, der søger job i Fakta med ordene »Hvad så, din lesbiske nonneluder, har du et job til mig« - selvom de godt kan sige det til deres kammerater. Men det er ikke alle, der har den evne.«

Ruben Søltoft som Terkel og bedstevennen Jason, spillet af Clemens, som også har skrevet musicalens manuskript og dele af musikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Nikolaj Cederholm mener ikke, at sproget i Terkel-musicalen er mere voldsomt end det, børn normalt bruger - når lige ses bort fra Terkels fordrukne, svovlende og bandende onkel Stewart.

»Det kan da godt være, at børnene kan lære et enkelt nyt ord eller to af at se forestillingen. Og lad os bare se i øjnene, at det er med bandeord som med cigaretter og øl og alle mulige andre vaner, at hvis det bliver en uvane, og man siger »fuck« i hver anden sætning, er det irriterende. Men hvis du kan finde ud af at bande, når det skal til, og ellers har et rigt og varieret vokabularium, så er det jo dejligt, at vi også har de her kraftudtryk,« siger han.

»Man kan også lære noget af den«

Forleden var Vera på otte og Carla på snart ti år - sammen med deres forældre, Louise og Henrik Holm Eiberg - inviteret i Tivoli for at se den første åbne prøve på »Terkel - The Motherfårking Musical«.

Og selv om de måske nok syntes, at musikken var lovlig høj, var både Vera og Carla glade og fornøjede, da Berlingske mødte dem efter forestillingen.

»Den var god. Og sjov,« lød det fra Carla. »Jeg blev lidt forskrækket, da hun faldt ned fra taget. Men ellers var den rigtig god.«

Vera var helt enig: »Jeg kunne rigtig godt lide, at de dansede og sang. Der var også et sted, mens de dansede, at der kom sådan lidt uhyggeligt ind i det. Det kan jeg godt lide. Man kan også lære noget af den - at man ikke skal mobbe hinanden.«

Henrik Holm Eiberg: »På vej herind i bilen talte vi om, at nu kom vi nok til at høre nogen, der ikke taler så pænt til hinanden. Men det er jo også en del af børnenes hverdag i skolen, og jeg synes, det blev gjort på en så overdreven og humoristisk måde, at det ikke gør noget. I pausen talte vi om, at det var synd for hende Dorit, der blev mobbet. Jeg synes, de skildrer de der hverdagssituationer rigtig fint - så børnene tænker, at OK, mobning er ikke rart. Det tror jeg også, vi kommer til at tale mere om, når vi kommer hjem.«

Louise Holm Eiberg: »Selvfølgelig var det lidt voldsomt. Men jeg tror, at netop fordi det er så overdrevet, kan pigerne godt adskille det fra virkeligheden. Det havde været værre, hvis det var på film og mere realistisk. Men forestillingen er nok især for lidt større børn og voksne.«

Ruben Søltoft som Terkel under angreb fra klassens bøller, Sten og Saki - spillet af og komikerparret Adam og Noa. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.