Tag til opera i Malmø og mærk dødens triumf!

Patricia Petibon har den altdominerende rolle i Malmö Operas dødsens dejlige udgave af Verdis bedste opera - og hun fås ikke bedre.

Patricia Petibon har sin rolledebut som Violetta i »La Traviata« og synger partiet helt igennem originalt. Foto. Malin Arnesson Fold sammen
Læs mere
Foto: Malin Arnesson Malin Arnesson

Døden er lige bag hende.

Han ånder hende helt bogstaveligt i nakken allerede under operaens forspil.

Og hvad alle kendere og elskere af Giuseppe Verdis vidunderlige »La traviata« vil vide: Violetta med den socialt belastede fortid bukker under for noget så proletarisk som tuberkulose lige før tæppefald og dør.

Så vidt, så skidt. Den seneste satsning på operaen i Malmø er ikke desto mindre en fest fra ende til anden:

En fest for øjnene med masser af glinsende sort og glødende guld og lystigt dansende skeletter - endda så man kommer helt i julestemning. Og en fest for selv sarte øren med selveste Patricia Petibon i karrierens første livtag med den noget blege og til sidst helt krumryggede kurtisane.

Kan det virkelig passe? Har huset med danske Michael Bojesen som chef virkelig fået den franske stjerne med på rollelisten? Ja, en af tidens mest spændende scenekunstnere og største stemmer befinder sig kun en halv times kørsel fra København fra nu og næsten frem til jul.

Forbudt elskov

»La traviata« fra 1853 er fortællingen om Alfredos forbudte elskov:

Ungersvenden i skikkelse af udmærkede Bülent Bezdüz kaster sin kærlighed på Violetta ved en fest og vil leve med skønheden til hendes dages ende.

Men hans far i skikkelse af den endnu stærkere Davide Damiani kan ikke udholde synet af sønnen ved en falden kvindes side og gør altså parrets første og sidste timer sammen fulde af prøvelser.

Så operaen har alle dage været lidt af et »nightmare before Christmas« og er det mere end nogensinde i Malmös udgave.

Olivier Pys instruktion og Pierre-André Weitz’ scenografi løfter stort set handlingen ud fra 1840ernes Paris og ind i et tidløst univers med hvide vinduer og raslende marv og ben.

Danske operaelskere vil huske den franske duo fra opsætningen af Gounods glimrende »Romeo og Julie« i København for syv år siden med Niels Jørgen Riis og Inger Dam-Jensen i titelrollerne.

Makkerparrets genistreg på den anden side af Øresund ligger i selve løsningen af en gordisk knude: Skal man sætte gamle operaer op som traditionelt kostumedrama? Eller skal man hellere opdatere dem?

Py og Weitz gør grundlæggende det sidste.

De gennemfører fornyelsen på en tilpas sjov og abstrakt måde:

Man læner sig tilbage i Malmös hyggelige opera og beundrer egentlig bare resultatet.

Man ser den forbløffende lighed mellem Patricia Petibon og en nøgen kvinde oppe bagved eller mellem Alfredos far og lægen og føler sig underholdt.

Og selv hvis man ikke måtte være så vild med ballet, vil Daniel Izzos koreografi og Carlos Garcia som en humoristisk udgave af Døden få én på andre tanker.

Alt er originalt

Attraktionen over alle forbliver alligevel fantastiske Patricia Petibon i værkets titelrolle.

Produktionen er én stor fejring af den franske stjerne og virker modelleret rundt om hende. Scenografens valg af farver har for eksempel gjort hendes hår til det eneste røde hele aftenen!

Den allerede 48-årige sopran er berømt for sine originale vinkler på hver eneste rolle og sender stakkels Violetta rundt i samtlige registre fra »opera« i populær forstand til det halvt uhørlige.

Og rollens dramatiske forvandling fra en nogenlunde normal kvinde til den rene kummerform i vakkelvorn gang hen over scenen kan umuligt klares med sminke alene - den må slet og ret skyldes et ubegribeligt talent for skuespil.

Det er gribende! Det er slet og ret uforglemmeligt alt sammen! Og det er fornemt fulgt til dørs af Malmös operakor og operaorkester under malkovinderen Rafael Payares årvågne ledelse.

»Tag til Malmö. Hør gamle Verdis bedste opera af alle. Og lad skelettet i dig møde alle kammeraterne!«


Et lille minus mellem kranier og dødedanse handler om lydstyrke:

Kulisserne virker lidt langt væk fra sangerne sommetider og er derfor ikke til megen hjælp rent akustisk.

De medvirkende må altså synge Malmös gigantiske scene op ret alene i særligt første akt og ender af og til med lidt for luftige udtryk.

Men man tænker ikke over det efter få minutter.

Fordi stjernen Patricia Petibon har taget sin magi med til Malmö og aldrig har virket bedre.

Og fordi Døden og de døde fester så sjovt, så gennemført bevægende og så gribende smukt rent æstetisk omkring hende.

Tag til Malmö. Hør gamle Verdis bedste opera af alle. Og lad skelettet i dig møde alle kammeraterne!

 

»La traviata« på Malmö Opera spiller til 10. februar - sommetider med Rebecca Nelsen som Violetta og Sehoon Moon som Alfredo. Se mere på www.malmoopera.se