»Jeg vil ikke anbefale nogen at sidde som nøgenmodel foran en kunstner, hvis ikke man ønsker at se kunstværket blive udstillet.«
Sådan lyder det fra Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, om Suste Bonnéns nøgenvideo af sin eksmand.
I november blev den 70-årige kunstfotograf Suste Bonnén erklæret skyldig i overtrædelse af straffeloven.
Kunstneren havde i en mail til 13 mennesker delt et link til en nøgenfilm af sin eksmand. Eksmandens søn var blandt mailmodtagerne.
Suste Bonnén var tiltalt for blufærdighedskrænkelse og for at krænke sin eksmands privatliv. Hun blev ved Retten på Frederiksberg idømt 20 dages betinget fængsel samt torterstatning på 10.000 kr. til sin eksmand.
Under retssagen blev en del spørgsmål diskuteret. Var Bonnéns værk kunst eller hævnporno? Havde eksmanden givet samtykke til filmoptagelserne og offentliggørelsen? Kunne videoen juridisk have krænket eksmandens og de øvrige mailmodtageres blufærdighed?
Forsvarer og anklager var uenige i alle spørgsmål.
Information bragte tirsdag en kronik skrevet af Suste Bonnén, hvori hun beskrev sin version af forløbet og bl.a. citerede museumsdirektør Michael Thoubers faglige vurdering af kærlighedsfilmen. Han vurderede filmen for to år siden, fordi Bonnén ønskede at udstille den på Kunsthal Charlottenborg.
Vurderingen blev brugt i kronikken med samtykke fra Michael Thouber, og på Facebook tirsdag gav han udtryk for, at han fandt sagen bemærkelsesværdig og ikke var sikker på, om retten havde forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om et kunstværk eller ej.
Thouber er ikke i tvivl: Kærlighedsfilmen er et kunstværk.
Ikke et uinteressant værk
Videoen blev aldrig udstillet, eftersom den endte i Retten på Frederiksberg. Michael Thouber mener, at Suste Bonnéns video er et kunstværk, fordi den er skabt af en kunstner, som kalder videoen for kunst.
Michael Thouber sad ikke i den jury, som bestemte, hvilke værker der skulle udstilles på Charlottenborg Forårsudstilling, og derfor kan han ikke svare på, om videoen var endt på kunsthallen. Men han siger dog:
»Jeg synes ikke, det var et uinteressant værk. Det gav et indblik i en personlig krisesituation og et kærlighedsforhold, som smuldrer mellem to mennesker. Videoen lukkede seeren med ind i et lukket rum, som gav et unik indblik i, hvordan en situation kunne opleves fra den ene parts side.«
Han kan godt forstå, at familien fandt det krænkende at se manden afklædt i videoen, men påpeger, at Suste Bonnén forklarede, at hun havde eksmandens samtykke. Michael Thouber mener, at »alt, der bliver skabt af en kunstner, er et kunstværk. Man kan altid vurdere, om værket er godt eller dårligt.«
Så selvom retten konkluderede, at der snarere var tale om en krænkende video, anerkender du det stadig som et værk?
»Absolut. Men selvom man er kunstner, skal man stadig holde sig inden for landets love. Jeg er ikke dommer, men jeg finder det meget besynderligt, at en kunstner bliver dømt for et værk, der aldrig er blevet udstillet.«
I historien har der været flere eksempler på kunstnere, der er blevet dømt for at vise utugtige værker, påpeger Michael Thouber. Men efter billedpornografiens frigivelse i 1969 hører det til sjældenhederene.
»Jeg kan ikke komme i tanker om andre kunstnere, der er blevet dømt for et værk, der ikke er blevet vist offentligt.«
Michael Thouber påpeger samtidig, at rettens afgørelse er principielt interessant:
»For mig at se kan dommen få konsekvenser for andre kunstnere, der oplever, at medvirkende springer fra efter et tilsyneladende klart tilsagn. Dette kan have store omkostninger, hvis projektet har været længe undervejs. Også af den grund er sagen interessant for alle, der arbejder professionelt med kunstnerisk produktion.«
