Susanne Staun: Sproget lyver ikke – kvinden er det usle køn

Manden er bourgeoisiet, kvinden proletariatet, sagde Engels. Men det var en analyse – ikke et udfald. Susanne Staun har konsulteret ordbogen og fundet en sigende overvægt af argumenter mod kvinder.

SusanneStaun
Skidtfitte, grinefitte, klatfitte og vridefitte – nå nej, det sidste er en klejne, men ellers er den god nok: nedsættende betegnelser for kvinder alle sammen. Og der er flere, hvor de kommer fra, i ordbogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun Ida Marie Odgaard

Kort efter nytår kunne man i denne avis erkyndige sig om, hvorledes den »matriarkalske fakkel af intrigant, machiavellisk (machiavellistisk, red.) ondskab overleveredes fra generation til generation forklædt som såkaldt 'girlpower'« – efter devisen om, at hvis der var noget galt med det ene køn, gjaldt det også for det andet.

Således fandtes det betimeligt at diskutere piger og kvinders påståede (kønsbetingede) intrigante adfærd, når nu drenge var »uregerlige« og udviste »chimpanseagtig ADHD-adfærd«.

Denne kønsretfærdighedens tankemuld vil møde trange kår ved en nærmere granskning af alt sagt og skrevet om kvinder, i hvert fald som nedskrevet i Ordbog over det danske Sprog (ODDS), der behandler dansk sprog fra 1700 til 1950. Antallet af nedsættende betegnelser om kvinder vs. mænd er her kongruent med et af fundene i Marianne Rathjes bandeordsundersøgelse fra 2011, som viste, at 60 pct. af alle skældsord brugt af unge omfatter kvinder – mod 12 pct. for mænds vedkommende.

»Hvis du hører til den belevne type, der synes, at det uhøfligt at omtale qvindispersoner som koste, kvabsøer eller skrævskudte skrigeskinker, så vil du få decideret hjertearytmi ved at tage på kvindetur gennem ODDS, som er et rent overflødighedshorn af viderværdigheder om kvinder«


Hvis du hører til den belevne type, der synes, at det uhøfligt at omtale qvindispersoner som koste, kvabsøer eller skrævskudte skrigeskinker, så vil du få decideret hjertearytmi ved at tage på kvindetur gennem ODDS, som er et rent overflødighedshorn af viderværdigheder om kvinder – også om mænd, ja, men i forholdet 60:12.

Skidtfitte, grinefitte, klatfitte og vridefitte – nå nej, det sidste er en klejne, men ellers er den god nok: nedsættende betegnelser for kvinder alle sammen. Fitte, oprindeligt sprække, var et stabilt ord til betegnelse af tøjter. Et fitteøg var en dårlig hoppe, mens skydeøg gjaldt hesten, der var lige til at trække ud bagved og skyde – og skøgen.

Også akker- eller rakkermæren var oprindelig en gammel udslidt hest, men gæt engang? Ja, nemlig.

Dyreverdenen er en stabil kilde til nedsabling af det usle køn: Somalene er hende, der ikke holder orden i huset og dermed udviser soagtighed. I samme rille: somæren, svinemæren og så den skønne pleonasme: sosvin. Bærmesoen er den drikfældige, og husk også, at tæven er en hund. Den laskede kvinde er en kødmær, mens bulmesnogen bare er et kvindeligt giftigkryb.

Det må have været rabaldermæren, DSB havde i tankerne, da de lavede piktogrammet til familiezonen, hvor lydbølger udgik fra kvindens hoved og således visuelt forsikrede os om, at den er god nok: Kvinder larmer.

Mæfikke og kvindekram (generelt nedsættende), smækfilleke (tøjte), hamphegle (arrig kvinde) hakkenyne og megære (gnaven/arrig kvinde) – hippentrip om den gamle, halte kvinde, og himpegimpe om den gamle, falmede og utiltalende kvinde.

Mange gamle ord vedrører myten om kvindelist, og det stadig levende ord træsk (falsk, lumsk) var oprindelig (og er det vist egentlig stadig) et eksklusivt kvindeligt adjektiv.

Serveringen kunne fortsætte over et helt opslag, men spaltepladsen formaner til en brat opbremsning og en direkte tur til det helt nutidsaktuelle skud på stammen: En kvinde er en menstruator, hvis man spørger transkulturens seneste reductio ad absurdum.

Intet har ændret sig, og sprogets hilsen lyver ikke: 60:12. Værd at tænke over.