Ældre Sagen har under coronakrisen haft travlt med at beskytte deres interessentgruppe – også mod den beskyttelse, der gjorde dem ensomme. Men forestil dig, hvis Ældre Sagen i stedet for at medvirke til bedre vilkår for deres medlemmer havde hamret mod regeringen for ikke at tie med den åbenlyse kendsgerning, at ældre mennesker var i højrisikogruppen, og havde beskyldt de ældres overrepræsentation i coronastatistikken for at være et udtryk for de fascistiske strukturer i samfundet, der favoriserede yngre og altid tilsidesatte de ældre. Ældrebyrden – bare ordet!
Eller forestil dig, at man i de etniske miljøer harcelerede over, at medierne gjorde os bekendt med overrepræsentationen af etniske minoriteter i coronastatistikkerne? Hvad hvis man herfra i stedet for at øge information og afpatruljering i de stærkt ramte områder var marcheret gennem byen bærende på bannere med påskriften CORONARACISME.
Men hverken Ældre Sagen eller de etniske miljøer har opfattet deres relative overrepræsentation som andet end det, den er: en kendsgerning, hvad deres diskurs da også har afspejlet. Og husk nu, at en diskurs ikke er en diskussion, men måden, hvorpå der tænkes og tales inden for bestemte grupper. Og hos gruppen af metabolisk udfordrede dyrker man en diskurs, der afspejler, at man modsætter sig kendsgerninger.
FedFront og De Tykkes Befrielsesfront er tykaktivister, der staver alternativt: *vervægtige, hedder det, fordi »overvægtig står i modsætning til normalvægtig og reproducerer et hierarki, hvor slanke mennesker er bedre og mere værd end tykke«.
De vender sig mod den kendsgerning, at tykke skulle være overrepræsenterede på intensivafdelingerne verden over med en diskurs om det fascistiske sundhedssystem, der bare – helt grundløst, forstår man – vil have tykke mennesker til at tabe sig, hvilket i sig selv er et udslag af det fascistiske sundhedssystem.
Dæmonisering og stigmatisering, had og udskamning
Man skulle tro, at en gruppe som denne ville ønske at beskytte sine proselytter, herunder ved at informere dem om overvægt som risikofaktor, men i de tykkes ekkokammer er statistikker, der viser dette, alene udtryk for dæmonisering og stigmatisering, had og udskamning.
Guderne skal vide, at tykke mennesker har nok at slås med og ofte mobbes hjerteløst, men kendsgerninger og advarsler er altså ikke mobning. »Vi har (...) brug for, at journalister og medier lader være med at dæmonisere og stigmatisere tykke mennesker bare for at få opmærksomhed eller få aflad for ophobning af fordomme og had,« hed det fx i et nyligt indlæg på FedFronts Facebook-side.
Den, der søger, skal finde: Begge grupper har samlet en svimlende mængde »evidens« fra såkaldt tykpositive, dvs. ikke-tykfobiske, læger, som dygtigt bortforklarer, hvorfor fx 83 procent af patienternee på de engelske intensivafdelinger er overvægtige. Når overvægtige – som jo bare er en kropstype – får følgesygdomme, har disse ifølge aktivistgrupperne ikke fysiologisk oprindelse, men er forårsaget af diskrimination, had, stigmatisering og så videre. Et brag af et diskursivt bedrag, med andre ord, og et, som kunne have konsekvenser, når der triageres på intensiv.
