Susanne Staun: Italesæt dig ned og slap helt af

Det er faktisk forbavsende sjældent, at nogen har brug for at italesætte noget som helst, mener Susanne Staun. Alligevel gør folk det ustandseligt.

Både hadet og kærligheden til ordet italesætte skyller med jævne mellemrum op på debatstranden for at lade sig ondulere én gang til og helt forfra, skriver Susanne Staun, og forsøger én gang for alle at gøre kål på diskussionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susanne Staun SH Ida Marie Odgaa

»Jeg kan ikke fordrage ordet italesætte – synes det er grimt og dumt.«

Både hadet og kærligheden til ordet italesætte skyller med jævne mellemrum op på debatstranden for at lade sig ondulere én gang til og helt forfra.

Et stort segment af befolkningen elsker at bruge det ord – forkert, vel at mærke – mens et andet segment hader dem for det. Disse italesættere vil nemlig bare føre sig frem med deres smarte ord – deres akapyk, dvs. akademikervolapyk – hedder det. Men oftest er ordet bare en støjsender i uvidende menneskers værktøjskasse.

Og så er det vitterlig grimt og dumt.

Men tillad mig at mægle. Ordet i sig selv fejler ingenting. At italesætte er et ord med en specifik og veldefineret betydning, men når det bruges synonymt med bl.a. formulere og sætte ord på, er vi ude i prætentiøs pølsesnak.

Helt fodgængeragtigt kan man sige, at italesætte er en delmængde af det at sætte ord på noget, formulere mv., nemlig den, der sætter ord på el. formulerer et nyt fænomen. Når man italesætter et nyt fænomen – el. et fænomen i sin vorden – sprogliggør man det, så det kommer til at eksistere i vores bevidsthed.

»Det er vulgært at tage afstand fra ordet ud fra dets vulgarisering, dvs.: Brug det ordentlig eller lad være«


Når omskæringsmodstandere italesætter omskærelse som mishandling, skaber de en ny virkelighed, der står i modsætning til tiden før denne italesættelse, hvor tanken om omskæring som mishandling ikke eksisterede.

Når en transkvinde påstår, at hendes penis er et kvindeligt kønsorgan, og en transmand siger, at det ikke er alle mænd, der har en penis, så forsøger de begge at italesætte en virkelighed, der i dag kun er accepteret i snævre cirkler, men som kan blive den ny-italesatte virkelighed om føje år, når mainstream har taget denne nys sprogliggjorte version af virkeligheden til sig.

Når det stigende antal ældre refereres til som ældrebyrden, italesættes segmentet som et problem, hvorimod betegnelser som det grå guld italesætter dette segment som en ressource.

Kommer fra Foucault

Der er altså i høj grad tale om sproglig iscenesættelse, hvilket da også var ophavsmanden, Michel Foucaults, hensigt. På fransk talte Foucault om »mise en discours«, som er  i nær familie med »mise en scene«, dvs. iscenesættelse. Det er derfor forståeligt, at Foucaults danske oversætter, Søren Gosvig Olesen, lektor i filosofi på Københavns Universitet, i 1978 smedede ordet italesættelse for »mise en discours«.

Gosvig Olesen har fået rigeligt på puklen for det ord, men det er ikke Gosvigs ansvar, at så mange bruger hans ord forkert.

Selv udtalte Gosvig Olesen fornylig, at det er vulgært at tage afstand fra ordet ud fra dets vulgarisering, dvs.: Brug det ordentlig eller lad være.

Det er faktisk forbavsende sjældent, at nogen har brug for at italesætte noget som helst. Så når hadeordet bobler for at komme ud af din pen eller din mund, så tænk over, om ikke alternativer som formulere, tale om, sige, fremlægge, understrege, vise, gøre rede for, forklare, eksplicitere, demonstrere, anskueliggøre eller markere ville tjene dig bedre.

For hvis du bruger italesætte forkert, er det på niveau med, hvad der for nylig i en særlig ond avis uretfærdigt blev tilskrevet Amalie Szigethy: »Har du et analt ur, skal du stille på det. De gitale ure stiller jo typisk sig selv.«