Succesforfatter havde selskab i skattely: Skal nu tilbagebetale millioner

Den svenske krimiforfatter Håkan Nesser og hans hustru har ikke betalt skat af indtægter fra deres selskaber i Malta og betaler nu 7,5 mio. svenske kroner til det svenske skattevæsen.

Den svenske forfatter Håkan Nesser og hans hustru tilbagebetaler nu 7,5 millioner svenske kroner til det svenske skattevæsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dan Hansson/SvD/Ritzau Scanpix

En af Sveriges mest succesfulde og bedst sælgende forfattere, Håkan Nesser, boede i begyndelsen af 2010erne i Malta, som udover et behageligt klima også er kendt for et lavt skatteniveau.

Han flyttede hjem til Sverige i januar 2013, men siden trak han godt 14 millioner ubeskattede svenske kroner ud af sit selskab på øen, og nu skal han tilbagebetale fire millioner, skriver den svenske avis Aftonbladet. Desuden skal forfatterens hustru tilbagebetale 3,5 millioner kroner.

»Det er for ubeskattede udbetalinger og kapitalgevinster på godt 14 millioner kroner,« siger Johan Lundberg, skatterevisor i det svenske skattevæsen, Skatteverket, til Aftonbladet.

Det var de såkaldte Paradise Papers, som i 2017 afslørede, at en række kendte mennesker verden over havde placeret penge i skattely i en række lande. To journalister, Frederik Obermaier og Bastian Obermayer fra den tyske avis Süddeutsche Zeitung, stod bag afsløringer, som stammede fra lækkede dokumenter fra advokatfirmaer. De to journalister delte deres oplysninger med et netværk af journalister fra en række lande, blandt andet Sverige.

Nesser: Rådgiver har svigtet

Håkan Nesser har forklaret, at pengene i hans maltesiske selskab er overført fra England, hvor han boede i en årrække, og hvor han har betalt skat af pengene.

Det svenske skattevæsen har bedt Håkan Nesser om en række oplysninger om det maltesiske selskab, årsregnskaber og oplysninger om selskabets indhold og virksomhed, men han har ikke efterkommet kravet, og derfor kræver skattevæsenet nu, at han og hans hustru betaler skat af de penge, som de har trukket hjem til Sverige.

Ifølge SVT har Håkan Nesser forklaret Skatteverket, at det er hans rådgiver, som skulle tage hånd om selskaberne og beskatningen af udbetalingerne. Forfatteren medgiver, at der skulle have været betalt skat af pengene, men at det ikke er sket, fordi rådgiveren ikke har sørget for det.

Håkan Nesser

»Jeg er selv er nærmest økonomisk idiot, dette og ovenstående er sagt som en forklaring, ikke en undskyldning, og jeg er fuldt bevidst om, at jeg er selv er den endelig ansvarlige for min økonomi.«


Håkan Nesser har tidligere forklaret følgende om sagen til det svenske nyhedsbureau TT:

»Mit udenlandske selskab, hvor der ikke er gået penge ind, siden jeg blev skattepligtig i Sverige – skulle på min anmodning være blevet afviklet, inden jeg flyttede hjem i januar 2013, men han (rådgiveren) undlod at sørge for det. Han tager også det fulde ansvar for det, som er sket,« skrev Nesser til TT og fortsatte:

»Jeg er selv er nærmest økonomisk idiot, dette og ovenstående er sagt som en forklaring, ikke en undskyldning, og jeg er fuldt bevidst om, at jeg er selv er den endelig ansvarlige for min økonomi og (betaling af) skat. Det har aldrig været min hensigt at bryde den svenske skattelovgivning.«

Håkan Nesser (69) tilhører den gruppe af svenske forfattere, som har gjort krimier og spændingsromaner til en værdifuld eksportvare for Sverige. Foruden Håkan Nesser tilhører forfattere som Jan Guillou, Liza Marklund, Leif G.W. Persson, Camilla Läckberg, Lars Kepler (pseudonym for Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril), Henning Mankell, Jonas Jonasson og afdøde Stieg Larsson denne gruppe.

Deres bøger er blevet solgt i millionoplag, og forfatternes årsindkomster kunne tælles i tocifrede millionbeløb.

I 2015 tjente Jonas Jonasson ifølge Expressen godt 30 millioner, Camilla Läckberg knap 11 millioner og Jan Guillou godt ti millioner. Godt nok svenske kroner, men alligevel ...