En af Nordens bedste krimiforfattere fører heltene fra sine to serier sammen

Som kriminalforfatter hører Håkan Nesser til de ubetinget mest ambitiøse i Norden, og både Kant, Luther - og heltene fra Nessers to tidligere serier - bliver mobiliseret i »De venstrehåndedes forening«.

Husker du Van Veeteren og Gunnar Barbarotti? I sin nye bog fører Håkan Nesser sine to skarpsindinge hovedpersoner fra forfatterskabets to serier sammen. Cato Lein / PR

Svenske Håkan Nesser, der er en af årets BogForum-gæster, tilhører den absolutte krimitop i Norden, og hans nye roman med den løfterige og nærmest conan doyleske titel »De venstrehåndedes forening« er simpelthen en »Nesser« i en slags anden potens.

Her mødes for første gang de skarpsindige hovedpersoner fra forfatterskabets to populære serier, de ti bind om Van Veeteren, den pensionerede kriminalkommisær fra den nederlandske by Maardam og de fem bøger med Gunnar Barbarotti fra Kymlinge i Sverige - og med det aktive forhold til Vorherre i centrum.