Stor skuespilkunst: Esben Smeds Hamlet er endeløst fascinerende

Lammet i livsnerven: Esben Smeds komplekse Hamlet har det hele i klar og moderne version på Det Kongelige Teater.

Kærligheden overlever ikke verdens ondskab: Esben Smed og Sara Viktoria Bjerregaard som Hamlet og Ofelia i »Hamlet, prins af Danmark« på Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese

Hamlet – gal eller genial? Det er ikke sådan lige til at svare på. Slet ikke sådan som Esben Smed spiller Shakespeares antihelt i Det Kongelige Teaters version af Shakespeares drama. Hvad er det egentlig, der sker med Hamlet undervejs? Hvorfor ender det, som det gør, for den unge mand, der ønsker at gøre op med verdens ondskab og uretfærdighed – hævne mordet på faderen, som onklen står bag, gøre op med moderens giftermål med faderens morder – uden at noget af det lykkes, som han vil have det? Hvorfor ender stykket som en tragedie – stort set alle er døde ved tæppefald?

Esben Smed og hans instruktør, Morten Kirkskov, svarer glimrende på det.

Tvivl og tankespind sniger sig ind på Hamlet, overmander ham, gør det svært for ham at handle – med ulykkelige konsekvenser, også for ham selv. Han grubler for meget. Hans intelligens står i vejen for ham. Han lammes ganske enkelt i sin livsnerve. Slides op indefra af tvivl, farer vild i tilværelsen, i skin og virkelighed. Han havner der, hvor man ikke må havne: som en, der stiller sig på sidelinjen af tilværelsen uden at formå at komme ind igen.

Det er fremragende spillet af den intense Esben Smed, der har alt det, rollen kræver. Det umodne og det overmodne. Det barnlige, sårede blik, afskyen for omgivelserne, leden ved sig selv, der krænges ud, den fortærende sorg, der pludselig bryder ud i hjerteskærende hulk, farligheden, den skarpe, ensomt overlegne ironi, der ledsages af verdens mest sørgmodige, lynsnare ulvesmil. Det hele formidabelt udtryk med en skuespillerkrop, der tilsyneladende kan alt, og som aldrig lader tilskueren i tvivl om intentionerne bag de mange ord.

Følelsesmæssig klangbund

Forestillingen starter behændigt med den monolog, alle kender: »At være eller ikke. Det er det,« som det hedder i Niels Brunses formidable, mundrette oversættelse. Det er nemlig det, der er. Det. Der er ikke andre spørgsmål, når man skærer ind til benet af den menneskelige eksistens. Sat ind som en slags prolog til alt, der kommer, en følelsesmæssig klangbund under det hele: Hvad er meningen med livet? Hvorfor kan vi ikke ligeså godt lægge os ned og dø i en grim verden?

Efterfulgt af en anden pointe, som også følges udmærket til dørs: Hamlet og Ofelias kærlighed, som ofres undervejs, er virkelig og ses realiseret for øjnene af os – med brændingens bølgeskvulp og det hele – på samme måde, som den druknede ungmø er til stede som den myrdede uskyld helt til det sidste, hvor resten er tavshed.

»Det er fremragende spillet af den intense Esben Smed, der har alt det, rollen kræver. «


I det hele taget sætter Det Kongelige Teater klassikeren på scenen, så alle kan være med i Philipp Fürhofers smukt anvendelige scenografi – vinterpalads med mere og mere abstrakte spejlsale – og uden behov for, at instruktøren skal misbruge stykket til at sætte sig selv unødigt igennem. Det er ikke ensbetydende med en »Hamlet«, som ikke føles moderne. Den kan sagtens være fræk og samtidig uden at give køb på grundfortællingen. Vel at mærke uden at vælge side, så kompleksiteten i teksten reduceres.

Der er et væld af gode, velovervejede ideer i denne meget fysiske forestilling, der alle sammen forener det underholdende med det underbyggende: Her når Hamlet rent faktisk at stikke den bedende onkel ned bagfra, hvorefter der hurtigt spoles tilbage, for den handling fortryder Hamlet naturligvis. Her har vi lige set ham hænge som et stort krucifiks: den hævnende Kristus! Skræmmende, effektivt og uheldssvangert, nu malet i hovedet som en dødning efter at have deltaget i det skuespil, der skal ramme lige ned i kongens dårlige samvittighed. Eller hvad med scenen, hvor Hamlet hiver sit lem frem, ikke bare som en slags understregning af Shakespeares seksuelle referencer, men også en illustration af legen med Rosenkrans og Gyldenstjerne (spillet som halvdumme, krabbende discodrenge af Laus Høybye og Mads Rømer Brolin-Tani).

Samlende skikkelse

Der er andre spændende valg: Iben Hjejles dronning, Hamlets mor, Gertrud, er tonet helt ned, ingen sminket overklassedame i sine skamløse sansers vold, sådan som hun ellers ofte fremstilles. Og Stine Schrøder er Polonius, Ofelias far, der nu behændigt er ajourført som kvinde, uden at det går ud over mening og morskab. Til gengæld er Jacob Lohmann ikke rigtig retorisk autoritativ og dermed farlig nok som kongen, selv om han ligner det, han skal. Og Anton Hjejles (homoseksuelle?) Horatio og Alvin Olid Bursøes Laertes gør hverken fra eller til. Endelig spiller Sara Viktoria Bjerregaard Ofelia som en så stærk pige af i dag, at hun aldrig bliver rigtig rørende.

På samme måde kan man måske nok indvende, at Hamlet mangler sit afgørende øjeblik mod slutningen efter al sin rasen, et sekund eller to, hvor iscenesættelsen for alvor samler alle de tråde, der ellers er lagt ud. Et understreget moment, hvor tragediens fulde omfang for alvor går op for os, fordi den kuldsejlede Hamlet selv ser konsekvenserne af sine gerninger – eller manglen på samme og indvier os i det.

Men indtil da har det været den begavede Esben Smeds facetterede, omskiftelige Hamlet, der er det store, samlende centrum i forestillingen – sådan som det skal være. Det er hans plagede, ulykkelige og ubodeligt ensomme skikkelse, der fascinerer fra start til slut.

»Hamlet, prins af Danmark.« Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 9. februar.

Gal eller genial? Esben Smed er en enestående god Hamlet på Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilia Therese.