Steven Spielberg har lavet en ny udgave af »West Side Story« med en markant ændring: »Man kan vælge at se det som et knæfald«

Der er sket meget med tidsånden siden 1961, hvor filmversionen af musicalen »West Side Story« udkom. Senere i år er der premiere på en ny filmatisering, som stjerneinstruktøren Steven Spielberg står bag. Men den vil på flere måder være anderledes end den oprindelige. For Spielberg har i diversitetens navn tilføjet flere nye roller, og de er skræddersyet til sorte skuespillere.

Steven Spielberg står bag den nye filmatisering af »West Side Story«. Filmen kommer ikke til at se ud som den fra 1961 – blandt andet fordi han har opfundet nye roller, som er skræddersyet til sorte skuespillere. Robyn Beck

Musicalen »West Side Story« med musik af Leonard Bernstein og tekster af Stephen Sondheim er opført på utallige teaterscener verden over, men er indtil nu kun blevet filmatiseret en enkelt gang. Det var i 1961, men senere i år kan den amerikanske instruktør Steven Spielberg præsentere en ny filmatisering, der er spundet over en klassisk Romeo og Julie-fortælling. Men når Steven Spielbergs udgave får premiere, vil noget være ganske anderledes, end mange vil huske fra den oprindelige film af Robert Wise og Jerome Robbins.

For Spielberg har føjet en række nye roller til filmen, der er tiltænkt sorte skuespillere. Traditionelt optræder de ikke i newyorker-fortællingen om den spirende romance mellem to unge fra to rivaliserende grupperinger – Jets med hvide mennesker og Sharks med puertoricanere.