Stamkunder støtter ikonisk værtshus under krisen: »Tak, vi har to børn på grund af Alléenberg«

Der er gået et par uger, siden værtshuset Alléenberg rakte hånden ud og bad om hjælp. Gennem en crowdfunding-kampagne søgte stedet om donationer til at dække den del af de ansattes løn, som hjælpepakkerne ikke omfatter. Målet var 250.000 kroner, og i løbet af de første uger er der trillet godt 150.000 kroner ind på kontoen hos det historiske Frederiksbergværtshus.

»Det er jo helt overvældende. Forleden modtog vi et beløb via MobilePay med beskeden: »Tak, vi har to børn på grund af Alleenberg«,« fortæller Marianne Ørnebjerg, førstedame på stedet og initiativtager til kampagnen, der fortsætter frem til 31. maj.

På en yderst stille solskinsdag er der ingen fest at spore her i lokalerne bag det hvide indgangsparti, som med store grønne bogstaver fortæller, at man er ankommet til  Alléenberg – stedet, hvor store personligheder som Dirch Passer, Preben Kaas og Jørgen Ryg gennem tiden har slået deres folder.

Nu om dage tæller klientellet alt fra studerende og skuespillere til djøfere og håndværkere. Eller det vil sige: Under normale omstændigheder, hvor Alléenberg lever af, at mennesker mødes, snakker, fester og måske endda kysser – alt sammen noget, der står på listen over tvivlsomme aktiviteter lige nu.

»Gæsterne står tit som sild i en tønde. Mange gange samler de sig i en halvcirkel om klaveret.«

Marianne Ørnebjerg peger på det sorte, blanke musikinstrument, der nu er trillet hen i et hjørne, hvor det venter i stilhed mellem gamle sofaer, vinrøde vægge, messinglamper og grønne duge.

»Så vi er jo nok ikke ligefrem nogle af de første, der får lov til at åbne,« tilføjer hun.

Værtshuset er et frirum

Med en historie, der rækker tilbage til de glade 1920ere – nærmere bestemt 1924 – har Alléenberg lagt vægge til utallige møder, drukture og anekdoter. Blandt andet den om, hvorfor stedet gik hen og fik tilnavnet Psykopaten. Teatrenes kantiner blev før i tiden ofte kaldt psykopater, men da ABC Teatret manglede en kantine, spiste skuespillerne på Alléenberg, som blev deres »psykopat«, lyder den mest udbredte forklaring.

En del af crowdfunding-kampagnen består netop af en specialdesignet plakat, hvor kunstneren Marie Willumsen har brugt stedets grønne lighter med påskriften Psykopaten som motiv.

Plakaten, som i første omgang blev produceret i 300 eksemplarer, blev revet væk, og det er ikke tilfældigt, mener leder af Dansk Center for Byhistorie Mikkel Thelle. For mange byboer har et helt særligt forhold til værtshusene.

»Gæsterne får noget, man ikke kan finde andre steder. De er en slags fristeder. På mange værtshuse må man ryge, man kan drikke sig fuld, det er der, man kan lægge lidt an på hinanden. Det er et slags frirum fra den sociale kontrol, der ellers er i det offentlige rum,« siger Mikkel Thelle, som desuden mener, at værtshusene har en særlig kulturel værdi.

»De er en slags levende museer. De repræsenterer alle mulige tider og er i de fleste tilfælde ekstremt godt bevarede. Mange museer er meget stille – man skal kigge og ikke røre. Men her er du i fortiden, mens du bruger den,« siger han.

På Alléenberg sidder historien i alt inventar – ikke mindst de mange plakater, der blandt andet reklamerer for »Ulf Pilgaard som den ustyrlige tante« og en ung Marguerite Viby, der toner frem på væggen i baglokalet.

»Værtshusene er noget af det, der har den største betydning for en bydels historie. På Frederiksberg er der for eksempel en stærk identitet omkring Pile Allé og Frederiksberg Allé. Alle de værtshuse, der var knyttet til teaterlivet, er med i en form for økosystem. Da man ikke havde kantine på ABC Teatret, gik man over på Alléenberg, så det hele opretholdt hinanden. Det samme ser man andre steder i byen,« siger Mikkel Thelle.

Truet i forvejen

Papkassen med påskriften »Støt Alléenberg: 20532088« understreger imidlertid, at det populære, men affolkede, værtshus er i krise.

Det er det i en tid, hvor mange af de historiske adresser i forvejen er truede. Cafe a Porta på Kongens Nytorv er for længst erstattet af en McDonald´s, mens Danmarks første fadølssted, Vinstuen Bernikow, for få år siden blev overtaget af en kaffebar.

Det er især de stigende huslejer i Indre By, der har skubbet de gamle beværtninger ud, men en periode med tvungen lukning kan også koste flere værtshuse livet, mener byhistorikeren Allan Mylius Thomsen.

»Alt er jo truet, hvis ikke stederne har likviditet, og støtteordningerne kan bære dem. Generelt kan vi se, at det nok er en fjerdedel i restaurationsbranchen, der kommer til at dreje nøglen om, fordi mange kører ude på kanten af en kassekredit, og her er værtshusene næppe nogen undtagelse,« siger Allan Mylius Thomsen, der også mener, at værtshusene spiller en afgørende rolle for byen.

»Hvis de her steder lukker, vil et stykke af byens kulturhistorie forsvinde. Det er en del af vores historiske og merkantile sjæl, vi i givet fald skal sige farvel til. Det bliver ganske enkelt en mere steril by,« siger Allan Mylius Thomsen.

»Men nu må vi se, hvad der sker, når de lemper reglerne. Jeg tror faktisk ikke, værtshusene er dem, der bliver hårdest ramt. Jeg tror nærmere, det er dansesteder, hvor man for alvor står tæt. Det er dem, der er meget truede,« siger han.

Frygter delvis åbning

Spørgsmålet er, hvem der får lov at åbne hvornår – og i hvilken omgang. Flere i restaurationsbranchen frygter en delvis åbning efter 10. maj, som kan ende med at koste dyrt, hvis man samtidig mister hjælpepakkerne.

Den bekymring deler værtshusene til fulde.

»Hvis en åbning kommer med restriktioner, vil det betyde, at vi ikke vil være i nærheden af vores normale omsætning, og så kan det gå rigtig galt, hvis vi samtidig mister hjælpepakkerne. Vi kan jo allerede se, at pengene fosser ud,« siger Marianne Ørnebjerg.

Også andre steder i byen er værtshuse bekymrede ved udsigten til en delvis åbning. Det gælder blandt andre Palæ Bar i Ny Adelgade.

»Jeg har svært ved at drive min forretning, hvis jeg ikke kan åbne 100 procent. Vi har 36 kvadratmeter, så jeg kan ikke se for mig, at man skal stå med to meters afstand – så har vi plads til 10 mennesker i alt. Det kommer til at koste endnu flere penge end nu, hvis vi skal åbne på halv kapacitet og så sige farvel til hjælpepakkerne,« siger indehaver Peter Fredholt.

Ligesom Alléenberg har Palæ Bar beholdt alt sit personale.

»Vi havde først sendt dem hjem uden løn, men det kunne vi heldigvis ændre dagen efter, da hjælpepakkerne kom. Det er jo personalet, der repræsenterer forretningen udadtil. Hvis man står i tredje række lørdag aften og bare lige kigger, får de øje på én og siger: »Der er to Guld Tuborg på vej til dig og din kæreste« – eller hvad det nu kan være. Det er alfa og omega. Turister fornemmer også den familiære jargon, og det er noget af det,der gør stedet interessant,« siger han.

Et andet sted i byen, på Wessels Kro i Sværtegade, er scenariet med en åbning på nedsat blus heller ikke ønskværdigt.

»Det giver ingen mening at åbne delvist. Det er alt eller intet for os. Hvis vi skal sikre, at folk står langt fra hinanden, ryger hele konceptet, og det vil blive rigtig dyrt for os,« siger indehaver af Wessels Kro Ken Thomsen, der også har formået at beholde den faste stab.

Drinks og damer

På Alléenberg tikker endnu et beløb ind via mobile pay. Der er stadig knap 100.000 kroner op til de 250.000 kroner, som skal dække differencen mellem hjælpepakken og den reelle lønudgift for de måneder, lukningen har stået på, men Marianne Ørnebjerg er optimistisk – hvad indsamlingen angår.

»Vi kan kende mange af navnene – der er både venner og gamle ansatte, men der er også andre, som aldrig har været her, der donerer. Eller nogen, der kom her for mange år siden. Det er enormt rørende,« siger Marianne Ørnebjerg, som på trods af skæve arbejdstider og til tider højtråbende gæster længes efter sin gamle hverdag.

»Vi lever i en branche, hvor vi gør folk glade. Fulde og glade. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg savner det liv, der plejer at være her.«

Hun forudser, at der vil komme en periode, hvor det vil være svært at drive værtshus – også efter at restriktionerne er blevet ophævet.

»Mange får måske berøringsangst og tør ikke være steder med så mange mennesker. Derfor frygter jeg, at vi går en trist tid i møde den næste tid,« siger hun.

Måske vil klaveret igen spille i løbet af sommeren, hvem ved. I hvert fald har en stamkunde sendt sin donation med en besked, der kan tyde på, at tangenterne bliver noget af det første, der kommer liv i, når værtshuset en dag kan slå dørene op til endnu en omgang.

»Jeg har spillet mig til mange drinks – men til endnu flere damer,« skriver afsenderen fra sit coronaskjul.