Stærk dokumentar om sexisme på TV 2: »Hvordan i det hele hule helvede kommer jeg ud af det her uden at blive fyret på mandag?«

Anmeldelse. Værd at vente på: Overbevisende dokumentar blotlægger med al ønsket tydelighed, at kulturen på TV 2 i store dele af stationens historie har været pilrådden, når det handler om sexisme.

Har den været værd at vente på, dokumentaren om den seksualiserede kultur på TV 2? Lad os bare slå fast med det samme: Ja, det har den.

Den opstod oprindelig som et hemmeligholdt initiativ blandt nogle af stationens egne medarbejdere i kølvandet på den meget omtalte advokatundersøgelse, der afslørede store problemer med sexisme på Danmarks næststørste tv-station både i tidligere årtier og helt frem til undersøgelsestidspunktet.