Spike Lees Ku Klux Klan-film er omtrent så morsom som at høre børn lave telefonfis
Godt skuespil redder Spike Lees antiracistiske forvekslingsfarce »BlacKkKlansman«, som ellers er skæmmet af sort/hvid-humor.
Godt skuespil redder Spike Lees antiracistiske forvekslingsfarce »BlacKkKlansman«, som ellers er skæmmet af sort/hvid-humor.
Spike Lees »BlacKkKlansman« indledes med en erklæring, der med afroamerikansk jive-talk forkynder, at »denne historie er baseret på det vildeste, sande pis!«.
Ron Stallworth (John David Washington) bliver i 1970erne ansat som den første sorte i Colorado Springs’ politistyrke, og efter at han har vansmægtet i en stilling i politiets sagsarkiv, bliver han sat på en særlig opgave. Han skal deltage i et »Black Power«-møde i en sort studenterforening og rapportere om opfordringer til vold. Følelsen af at have forrådt sine racefæller, får ham på egen hånd til at forsøge en ny undercover-opgave: Han ringer til den lokale Ku Klux Klan-afdeling og udgiver sig for at være en hvid racist, der er interesseret i komme ind i organisationen. Da afdelingen senere ønsker at møde ham personligt, udtænker Ron Stallworth en bizar plan sammen med sin hvide kollega Flip Zimmerman. Makkerparret skal deles om rollen som nyt klan-»prospekt«, således at Ron er det i telefonen, mens Flip er det, når han skal møde klanmedlemmerne »i marken«.