Den 17. januar lagde den 67-årige franske modeskaber Jean Paul Gaultier en video op på sin Twitter-konto. Beskeden var opsigtsvækkende for den skare af mennesker, der har fulgt Gaultier gennem hans karriere og beundret hans grænsesøgende, iøjnefaldende og ikoniske kreationer.
Han skrev, at det modeshow, han skulle præsentere på den nuværende parisiske modeuge, ville markere hans 50 år lange karriere. Men til stor ærgelse for de mange fans kunne Gaultier også fortælle, at modeshowet i det parisiske Théatre du Châtelet ville blive hans sidste. Nu har modeshowet fundet sted, og det blev en overdådig kavalkade for Jean Paul Gaultier-elskere.
Den notoriske sminkede sanger Boy George optrådte, modelsøstrene Gigi og Bella Hadid betrådte catwalken – og de fik i øvrigt selskab af bl.a. burlesque-danseren Dita Von Teese. Mange kender ham formentlig godt for hans række af parfumer, der er formet som henholdsvis mande- og kvindekroppe. Men hans aftryk på modehistorien er ikke til at tage fejl af.
Aldrig bonert
Han har gennem karrieren skabt tøj til verdensstjerner som Lady Gaga, Rihanna, Naomi Watts, Nicole Kidman og Madonna – sidstnævnte skabte han en ny udgave af den ikoniske »cone bra« til, som hun havde på sin Blond Ambition Tour in 1990. Denne kreation, som er blevet hyldet for at være kontroversiel og humoristisk, kunne man også se afspejlet i modeskaberen sidste show, hvor en model bar en metallisk udgave af den spidse brystholder.

Jean Paul Gaultier stiftede sit eget mærke i 1976, og i årene derfra voksede han til at blive en mere og mere prominent karakter på den franske modescene – og den internationale. Jean Paul Gaultier har gennem karrieren bragt temaer som religion, tabuer og kønsroller ind på catwalken – aldrig har han fremstået bonert.
I 2015 begyndte han at trække stikket. Han ville ikke længere designe færdigsyet tøj, men derimod kun fokusere på haute couture, som hans sidste modeshow er et lysende eksempel på. Selv om Jean Paul Gaultier nu trækker sig tilbage, fortsætter hans virksomhed uden modeskaberens indblanding.

Da showet var slut, mødte Jean Paul Gaultier ifølge CNN pressen backstage. Ordene var ikke mange, men sigende for aftenen og hans karriere.
»Det var en fornøjelse at gøre det til en fest,« sagde han.
»Det var ikke alt, der var planlagt til at ske, der skete. Men det gør ikke noget, det er en del af livet. I livet bliver du nødt til at være en kamæleon.«
Se billederne herunder:








