Pirelli-kalenderen, der også bliver kaldt »The Cal«, blev lanceret for første gang i 1964, og selv om den er 55 år gammel, har den ikke mistet sin kultstatus. Tværtimod er kalenderens mytiske popularitet kun vokset med årene, hvilket i høj grad skyldes, at den ikke kan købes i nogen butikker, at der kun trykkes 20.000 eksemplarer om året, og at den kun gives væk til en udvalgt elite.
Kalenderen var oprindeligt udtænkt som dækfirmaet Pirellis »smørelse« til store kunder og kendisser. Og derfor måtte Pirellikalenderen også være mere end bare en glittet værkstedsplakat med heftigt belyste billeder af letpåklædte kvinder. Den blev tidligt et katalog over samtidens skønhedsidealer, og i dag er den anerkendt som en moderne seismograf for kønsdebattens retning og et symbol på hvilken visuel æstetik, der kan fastholde samtidens troløse blik.
Bootylicious
I de første ti år af kalenderens liv havde den primært billeder af nydeligt påklædte kvinder, der blev vist på eksotiske feriesteder som Marokko, Seychellerne og Californien. Da oliekrisen satte ind, ramte den ikke bare bilindustrien men også Pirelli-pigen, der måtte agere bænkevarmer i årene 1975-1983. I 1984 vendte hun heldigvis tilbage. Og nu var det ikke som en tækkelig charterturist eller velbeslået globetrotter. Pirelli-kalenderens idémagere havde taget 70ernes seksuelle revolution bogstaveligt og fusioneret den med 80ernes fitnessideal.
Pirellis PR-stunt har overlevet kvindekamp, krænkelsesdebat og måske den hårdeste modstand af dem alle: Den digitale tidsalder.
Den legendariske, britiske modefotograf Norman Parkinson skabte billederne til Pirelli årgang 1985, og udover sit kamera tog han blandt andra den somaliske model Iman med på settet. Dermed var kimen lagt til den nye hær af supermodeller, der skulle befolke Pirellis årshjul i de næste mange år.
Kigger man ned over listen af navne, der har haft fingrene i Pirellis pinup-format, er der en interessant »før«- og »efter«-dynamik på spil. Mest tydeligt er skellet mellem tiden før og efter 2012, hvor fjerdebølge-feminismen satte ind. Frem til da var der en overvægt af vestlige supermodeller, som poserede foran hvide, ældre mænd med kameraer – med undtagelse af få kvinder som Vogue-fotograf og feminist Annie Leibowitz og fashionfoto-duoen Inez og Vinoodh.
Kvinderne, der befolkede kalenderens måneder, var fortrinsvis dem, vi følte, at vi var på fornavn med Naomi (Campbell), Cindy (Crawford), Kate (Moss) og naturligvis vores egen Helena (Christensen). Og mændene bag linsen, var ikke kun anerkendte for deres æstetik, men også berygtede for deres etik. For på Pirelli-kalenderens liste over fotografer er det blandt andet navne som Terry Richardson og Mario Testino, der springer i øjnene. Mænd, der havde et omdømme, men ingen dom. De blev begge trukket gennem hele #MeToo-møllen da den blev sat i omdrejninger i 2017, og i dag er herrerne detroniserede af modeverdenens mest magtfulde kvinde, amerikansk Vogues chefredaktør, Anna Wintour.
Den selvstændige kvinde
Pirelli-kalenderen fulgte naturligvis med modemafiaens diktater. Og derfor skulle den ikke længere være »bootylicious« eller en babe-magnet. Nu skulle den være cool. 2016 blev året, hvor der sikkert var flere kvinder end mænd, som sukkede efter at få fingre i deres egen version af Pirelli-kalenderen. Annie Leibowitz var igen blevet hevet ind for at redefinere, hvad Pirelli-brandet skulle associeres med, og hendes linse indfangede lige dele kropsaktivisme og kønsdebat.
Frem for at vælge slanke modeller eller toptunede starletter, stillede Liebowitz skarpt på alle de kvinder, hvis handlinger var mere bemærkelsesværdige end deres bryster og baller. Det var samme år, at mange forventede, at Hillary Clinton skulle blive USAs første kvindelige præsident, og derfor var det også en skarpladt forsamling meningsdannere, som fik lov til at posere på plakaterne – fra forfatteren og musikeren Patti Smith og kunstneren Yoko Ono til topatleten Serena Williams og komikeren Amy Schumer.
Men allerede året efter at Trump satte »the shrill woman« på plads, så USA en ny sandhed og verdensorden i øjnene, og kalenderen tog form derefter. Det var den på det tidspunkt 72-årige tysker Peter Lindbergh, der fik til opgave at skyde Pirellis nye piger. Og han valgte ikke overraskende at stille skarpt på voksne, ærlige kvinder, der alle havde passeret de 40 år. De, der ikke forstillede sig eller skreg på opmærksomhed. De, der havde bevist, at såvel deres skønhed som deres talent kunne modstå årenes slid og skiftende modeluner. Det var kvinder som Nicole Kidman, Kate Winslet, Julianne Moore, Helen Mirren og Charlotte Rampling. Hollywood royalty – befriet fra deres makeup, deres roller og deres nykker.
Strategisk branding
I 2018 blev kalenderen offentliggjort umiddelbart efter, at #MeToo-skandalen brød løs, og derfor havde årets fotograf, den excentriske Tim Walker, ikke haft tid til at tænke den shitstorm ind i årets tematik. Heldigvis var der andre hvepsereder at stikke linsen i – en af dem var modebranchens etnocentriske slagside.
Derfor valgte Walker den rebelske spasmagers tilgang til projektet. Han gentænkte Lewis Carrolls fabel »Alice i Eventyrland« udelukkende med sorte karakterer, blandt andet Naomi Campbell, Whoopi Goldberg og musikeren Sean Combs (bedre kendt under navne som P. Diddy og Puff Daddy).
Tim Walker hyrede samtidig Edward Enninful, der netop var blevet britisk Vogues første sorte, mandlige chefredaktør, til at være stylist på projektet, og sammen skabte de en kalender, der blev mere provokation end en erotisk tidskapsel.
»Inklusion fylder i debatten som aldrig før, og det rækker langt ud over distinktionen mellem sort og hvid,« sagde Edward Enninful på det tidspunkt til The New York Times.
»Det handler om alle trosretninger, alle farver, alle størrelser og alle mennesker skal have plads til at følge deres egen vej. Den digitale verden har givet flere mennesker en stemme, og vi har fået en ny generation, der nægter at gå på kompromis. De kræver svar på de spørgsmål, der betyder noget for dem. Og når man ser på tingenes tilstand i den verden, vi lever i, så tror jeg undertiden, at vi alle føler, at vi er faldet ned i kaninhullet,« sagde han.
Julie uden Romeo
Da billederne til dette års Pirelli-kalender blev afsløret, var vi tilbage i velkendt farvand. Og dog. For ganske vist er der igen flyttet unge smukke kvinder ind på de 12 måneders pladser, men det er hverken sexkillinger eller skrøbelige ingenuer, der møder vores blik. Det er otte skuespillerinder og modeller, der alle har været til casting på rollen som Shakespeares Julie – men hvor Romeo er forsvundet helt ud af billedet. Flere af kvinderne er relativt ukendte i den brede populærkultur, og alle er de castet på lige fod af Shakespeare-entusiast og fotograf Paolo Roversi.
Men to af vor tids »Julier« står særligt frem som symboler på Generation Zs nye rollemodeller: Kristen Stewart og Emma Watson. Begge er de børn af popkulturen. Den første som vampyr-forelsket heltinde i young adult-franchisen »Twilight.« Den anden som først Harry Potters kloge sidekick Hermione og siden som den intellektuelle Disney-prinsesse Belle, der forelsker sig i Udyrets ædle sjæl.
Begge er de kvinder, der i virkelighedens verden har smidt Romeo på porten for at gå deres egne veje. Kristen Stewart som erklæret lesbisk og rebelsk Chanel-muse. Emma Watson som FN-ambassadør, ligestillingsaktivist og erklæret enspænder, der på sin 30 års fødselsdag understregede, at hun ikke ønskede at være i forhold med andre end sig selv.
Pirellis PR-stunt har overlevet kvindekamp, krænkelsesdebat og måske den hårdeste modstand af dem alle: den digitale tidsalder. Men kan vi også forvente, at den analoge kalender kan vække opmærksomhed og esoterisk begær i 2030?
»Pirelli-kalenderen har en gemmeværdi, der kun er blevet mere attraktiv i takt med, at den digitale verden har gjort vores genstande og minder mere flygtige,« konkluderer ph.d. og lektor ved Kunstakademiets Designskole Maria Mackinney-Valentin.
»I vor tids accelerationssamfund, hvor vi hurtigt udskifter vores ting, er der et behov for artefakter med æstetisk værdi og historie, og det forklarer, hvorfor Pirelli-kalenderen er her endnu. Som ikon i populærkulturen er kalenderen blevet et barometer på tidens kvindebillede. Det vil vi også efterspørge i de kommende årtier.«
